Ratchet & Clank: Quest for Booty

Anmeldt af: Tommy Ågren - 17. oktober 2008 - kl. 12:16
Del denne artikel:
1 0

Den ene halvdel af Ratchet & Clank er tilbage i et kort men hamrende sjovt eventyr

Playstation 3 spillet Ratchet & Clank: Tools of Destruction var sidste år en massiv succes, der henrykkede anmeldere og spillere verden over. Insomniac Games er nu tilbage med en opfølgning; Ratchet & Clank: Quest for Booty, et noget mindre omfangsrigt spil, der i første omgang blev udgivet på Sonys onlinetjeneste Playstation Network. Vi europæere har nu også fået en lidt dyrere boksversion af spillet, som vi har kigget nærmere på her.

 Ratchet & Clank: Quest for Booty


Det seneste afsnit i Ratchet & Clank-historien udspiller sig cirka et år efter afslutningen af Tools of Destruction. Vi følger Ratchets jagt på sin forsvundne følgesvend Clank, der er blevet taget til fange af de mystiske Zonier. Den lille lombax’ bestræbelser tager for alvor fart, da han får nys om, at den mystiske Kaptajn Darkwater er i besiddelse af nøglen til at opklare Clanks skæbne. Spillet tager sin begyndelse, da Ratchet og veninden Talwyn ankommer til Kaptajn Darkwaters flåde af piratskibe, hvilket helt som forventet ikke går stille af sig.

Manuskriptet er velskrevet og fyldt med humor. Uden sin vanlige makker fylder Ratchet nærmest hele billedet, hvilket den gæve fyr sagtens kan bære. Dialogen er lattervækkende, og Insomniac har stadigvæk fuldstændigt styr på, hvordan man skaber underholdende og sjove skurke.

 Ratchet & Clank: Quest for Booty


Spilmæssigt overrasker Quest for Booty ikke synderligt, og det ligger tæt op ad sin forgænger. Ratchet & Clank leverer stadigvæk den noget nær perfekte kombination af platformsudfordringer og heftige slåskampe, hvilket i efterhånden mange år har været det centrale omdrejningspunkt for serien. Spillet kan nydes af alle, men det er fint tilgængeligt for de yngre familiemedlemmer med sin 7+ PEGI aldersbegrænsning og forholdsvis overkommelige sværhedsgrad.

Banedesignet er opfindsomt, og det er lykkedes Insomniac at fylde utrolig mange udfordringer og opgaver ind i de forholdsvist få og kompakte niveauer. Alt unødigt fyldmateriale er skåret væk i et tempofyldt spil, der ikke har et eneste kedeligt eller sløvt øjeblik. Spillet er imponerende afvekslende, og der varieres suverænt mellem halsbrækkende platformsopgaver og energiske dueller. Der er overvægt af platformsdelen, hvilket er et friskt pust i forhold til de tidligere mere kamptunge Ratchet & Clank-spil.

 Ratchet & Clank: Quest for Booty


Selvom Quest for Booty ikke byder på ret meget nytænkning, er der alligevel blevet plads til enkelte nyheder. Blandt andet har Ratchet fået en magnetisk krog, der sætter ekstra kolorit og variation på spillets forskellige opgaver. Der er også blevet plads til nogle få pudsige minispil.

Grafisk holder Insomniac perfekt stilen. Quest for Booty er ligesom forgængeren spændt til bristepunktet med flotte grafiske designs. Farverige tropiske øer afløses af mørke uhyggelige skattehuler, og man behages med masser af humørfyldte figurer, selvom der genbruges en del. Spillet holder fast ved sin karakteristiske tegneseriestil, og grafikken er fortsat teknisk overbevisende og indtagende, selvom der ikke er sket de store landvindinger.

På lydsiden kan der ikke observeres nogen som helst rysten på hånden. Soundtracket er velarrangeret og fanger fortrinligt piratstemningen samtidigt med, at musikken forbliver tro mod Ratchet & Clank-universet. Effekter og stemmeskuespil er også i den gode ende af skalaen. Specielt skal Sony have ros for endnu en gang at have givet os dansk tale med i pakken.

 Ratchet & Clank: Quest for Booty


Quest for Booty er en ganske kort fornøjelse; 3 til 4 timer er hvad man skal forvente af en enkelt tur igennem spillet. Men der er til gengæld fart over feltet og masser af underholdning – og det virker tillokkende at prøve kræfter med spillet en ekstra gang. Specielt når den lave pris tages i betragtning, leverer Ratchet & Clank: Quest for Booty fremragende værdi for dine spareskillinger, men du skal ikke forvente ekstraindhold i boksudgaven. Quest for Booty er - ligesom forgængeren - en enkeltspilleroplevelse, så der er ingen mulighed for at gennemføre spillet med en ven eller lignende.

Er du blandt de mange, der blev taget med storm, da Ratchet og Clank første gang bragede ind på Playstation 3, må du absolut have fingrene i Ratchet & Clank: Quest for Booty. Men lyt til denne ’advarsel’ – spillet vil vække den slumrende Ratchet & Clank-hunger i dig, så ventetiden, indtil det pragtfulde makkerpar tager os med på nye eventyr, kommer til at føles meget lang.
Gameplay:8.0
Grafik:7.5
Online:-
Holdbarhed:7.0
Overall 8.0
Log ind og stem
0
Der er endnu ingen der har stemt på denne hvis du kunne lide denne anmeldelse..
Køb spillet - og støt PSlife
Del denne artikel:
Kommentarer
Du skal være logget ind for at kunne læse og skrive kommentarer.