Rugby 2005

Anmeldt af: - 30. marts 2005 - kl. 08:43
Del denne artikel:
0 0

Når store plastikhjelme, skulderbeskyttere og andet udstyr bliver smidt, banen bliver lavet en smule mindre og flytter spillet langt væk fra opmærksomheden og publiciteten i USA, så har man efterhånde

Når store plastikhjelme, skulderbeskyttere og andet udstyr bliver smidt, banen bliver lavet en smule mindre og flytter spillet langt væk fra opmærksomheden og publiciteten i USA, så har man efterhånden ingredienserne til Rugby.

Et spil, som på nogle punkter ligner amerikansk fodbold, men som alligevel har mange forskelligheder. Det har faktisk været utroligt populært rundt omkring i verdenen, men det har aldrig haft den helt store opmærksomhed i Europa.

Nu er chancen for at udvide sit kendskab til rugby så tilstede i og med, at sportseksperterne hos EA Sports har udviklet og udsendt spillet Rugby 2005. Kan rugby virkelig være så interessant et spil, at det kræver et spil som dette?

Gameplay
Rugby er et svært spil. Reglerne er meget anderledes end amerikansk fodbold eller almindelig fodbold for den sags skyld. Ganske kort og forenklet er rugby en blanding af brydning, amerikansk fodbold og almindelig fodbold. Hvordan disse forskellige sportsgrene forenes i en enkelt lyder måske mystisk for mange, men det er rent faktisk lykkedes. Nu har EA Sports så udgivet deres bud på et spil baseret på dette meget anderledes spil.
Rugby 2005

Når spillet startes op har man som udgangspunkt ikke mulighed for bare at begynde at spille, da man skal igennem en tuturial først. Meget klogelig har EA Sports valgt at have en ca. minutters video inkluderet, som beskriver selve rugbyspillet og forklarer i meget forenklede vendinger de lidt specielle regler, der gælder. Tilbage til tutourialen; denne guider dig igennem de basale funktioner som inkluderer at løbe, afleverer kort, afleverer langt, tackle samt ikke mindst at lave ruck og scrum! Hvad disse to udtryk dækker over er formentlig forbeholdt for fans og aktive spillere. Men det er de klumper, spillerne samler sig i, støder kroppene sammen og forsøger at få overtaget og dermed serveretten af bolden. Derefter gælder det om at komme ned i sin modstanders end-zone, ligesom i amerikansk fodbold, også med dertil hørende ekstrapoints.

Selve spillet byder ikke på en karrieredel men indeholder ni forskellige omfattende turneringer fra alverdens steder på kloden, lige fra World Championships og Super 12 til Lions Tour. De forskellige turneringer er strukturmæssigt opbygget på sin egen måde, men i den sidste ende afsluttes de fleste med en finale. Det tætteste man kommer en karrieredel er World League, hvor man over flere sæsoner kan få sit hold spillet frem til den absolutte top. Det er muligt at bytte sig til enkelte spillere henover sæsonen afhængigt af, hvor mange ”trade-points”, man har brugt.

Styringen af spillerne tager en hel del kampe at mestre - ligeledes gør reglerne. De første mange kampe vil man løbe off-side og ikke fatte hvorfor. Det kan derfor være en god ide at slå en markør til i indstillingerne, som viser en linie, der ikke må overskrides. Styringen foregår med samtlige knapper på gamepaden, og det er ikke et helt naturlige valg af knapper efter min mening. Nu når man ved, at det er EA Sports, der har lavet spillet, ville det være nærliggende at placere en sprint knap på R1, som det er tilfældet i Fifa og NHL. Dette er dog ikke tilfældet i Rugby 2005. Her er knappen placeret på R2, da der skal være plads til afleveringsknapper på R1 og L1. Desuden afleverer man ikke på X-knappen, nej den bliver skam brugt til et punt langt væk eller mod mål. Ofte ender det med, at man smider bolden væk, da man vil aflevere til medspiller tæt på men ender med at sende kuglen i favnen på en modstander. Kald det miljøskadet, men som udgangspunkt bør der ikke være så stor forskel på placeringen af knapperne, idet mange gamere har flere spil i sportsgenren og er vant til styringen i disse.

Taktik er også inkluderet i spillet forstået på den måde, at man har forskellige muligheder for at udforme sit angreb. Disse vælges ved at hive controlleren i en given retning. Problemet med disse forskellige taktikker er, at man ingen idé har om, hvordan de rent faktisk skal fungere. Der findes ingen muligheder for at se en animeret eller tegnet forklaring i menuen, ej heller manualen giver en beskrivelse af, hvordan de virker. Hvad skal man med taktik, når man ikke ved, hvordan de fungerer?

Rugby 2005

Som i mange andre spil er det også her muligt at kreere sin egen spiller og bruge denne på sit eget hold. Featuren er ikke overraskende og giver som sådan ikke noget specielt til spillet, da det kan være svært at kende forskel på spillerne fra så lang afstand, som kameraet er placeret.

Der findes tre sværhedsgrader, som giver spillet en udmærket tilgang for både nybegyndere og mere erfarne spillere. Det giver i sig selv muligheden for at prøve sig selv af på flere niveauer, men der er visse scoringsmuligheder, som kan udnyttes selv på det sværeste niveau, selv om det burde være umuligt. Hvilken opskrift der skal bruges for at udnytte dette svigt skal være op til læserne selv at opdage.

Som fan af genren er der masser af muligheder for at styre samtlige hold til diverse triumfer. Men for en nybegynder kan spillet virke uden sammenhæng, da der kun kan vælges mellem en masse turneringer, der ikke er beskrevet i oversigten - underforstået at man kender til udformningen af turneringen.

Grafik
Når man sidder med et spil fra EA Sports, vil man automatisk blive forvænt med en flot og detaljeret grafik. Lidt overraskende virker det som om, at grafikken, sammenlignet med andre EA Sports spil, er noget grumset og virker ikke så detaljeret som i andre spil. Bevares, grafikken er pæn, men bliver ofte meget monoton og til forskel fra f.eks. fodbold eller basket, så er det svært at kunne genkende spillerne på banen. Selvom det nok kun er ganske få personer, der er kendte, og det derfor skulle være et problem med manglende genkendelse, så giver det lidt et problem, når det kan være svært at kende forskel på en hvid og en sort spiller.

Menuerne er som altid, når det er EA Sports, der står bag, nemme at navigere sig rundt i, giver overskuelige valg, og de pæne og oplysende.

Rugby 2005

En lille detalje, som kan virke irriterende, er kameravinklen i spillet. Som standard står den til side-line, hvilket for mange sikkert er ganske udmærket. Men når man skal sparke diverse spark, er det faktisk vigtigt at kunne se hele banens længde, hvilket ikke er muligt med standardindstillingen. Man kan godt ændre denne indstilling, men dette skal gøre manuelt for hver gang, man spiller en kamp og forsvinder dermed ved opstart af spillet.

Det er utvivlsomt godt ment, når man fra udviklernes side ønsker at gøre grafikken så detaljeret som muligt, som f.eks. at spillernes tøj bliver beskidt i løbet af en kamp. Dette er også et godt træk, hvis det altså ikke var fordi, at man ofte ser hele ens hold være møgbeskidt allerede efter 2 minutters spil.

Lyd
Udmærket musik og gedigne lydeffekter er normalt en del af et EA Sports spil, og Rugby 2005 skuffer da heller ikke på det punkt. Om kommentatorerne er der vel ikke meget at sige, andet end de kommenterer som i alle andre spil.

Det er dog som om, der mangler noget. Man bliver ikke fanget af lyden, og den giver ikke en ekstra dimension til spillet. Man bliver ikke positivt overrasket på noget tidspunkt, det bliver lidt for meget standard. Og så bliver man lidt træt af irriterende kommentarer, når man laver en fejl og eventuelt gentager den, for selvom man får en god tutorial at starte på er det ikke altid, man mestrer de manøvrer og regler, der er i dette spil, og så er det ikke motiverende at få disse kommentarer smidt i hovedet.

Musikken bliver leveret af ganske udmærkede rocksange, som passer godt til spillet. Som sædvanlig formår EA Sports at sammensætte en række slagkraftige sange, der bestemt giver plusser i karakterbogen.

Rugby 2005Holdbarhed
Der er mange forskellige turneringer og muligheder for at spille disse, og det er variationen heri, der giver Rugby 2005 en fornuftig holdbarhed. Det er faktisk singleplayerdelen, der holder karakteren på et nogenlunde niveau. Der er ingen tvivl om, at man skal være fan af genren, for det er ikke et spil, man hiver frem og spiller med vennerne, med mindre man allerede kender reglerne og funktionerne.

For folk, der ikke kender til rugbyspillet, kan dette spil være skudt over målet, da der savnes informationer om de enkelte turneringer. Det er trods alt disse, der bærer spillet igennem, men her fejler Rugby 2005.

Der er som sådan ingen karrieredel, men man har mulighed for at spille en masse forskellige enkelt-turneringer med alverdens forskellige hold. Og når man har vundet alle med et godt hold som Australien, kan man kaste sig over et lidt dårligere hold som Uruguay eller Georgien. Derudover har man tre sværhedsgrader at vælge imellem.

Som multiplayerspil egner det sig slet ikke, da det tager alt for lang tid at lære spillet og reglerne at kende. Så med mindre man er inkarneret rugbyspiller eller fan, kan det ikke anbefales at investere i spillet med henblik på spil med vennerne.

Overall
Rugby 2005 er EA Sports første spæde forsøg på at lave et spil til en genre, der utvivlsomt har mange fans rundt omkring i verdenen. Men her i Danmark må man konkludere, at interessen for international rugby ligger på samme niveau som synkron-udspring fra 5-meter vippen.

Spillet bærer præg af, at det er helt nyt. Det er endnu ikke på niveau med fodbold, basket og ishockey. Spørgsmålet er om selve rugby-genren nogensinde vil vinde indpas, så det retfærdiggør et spil. Nu er spillet her, og det vil givetvis vende tilbage de næste par år, og så må man bare håbe, at det kan udvikles så det både visuelt og lydmæssigt kommer op på et højere niveau.

Køb spillet hvis du er fan af genren eller selv spiller rugby. Hvis du derimod aldrig har stiftet bekendtskab med rugby, har du enten chancen for at kaste dig ud i noget helt nyt eller kaste opmærksomheden på et andet og mere let tilgængeligt spil.
Gameplay:7.0
Grafik:6.0
Online:
Holdbarhed:6.0
Overall 6.0
Log ind og stem
0
Der er endnu ingen der har stemt på denne hvis du kunne lide denne anmeldelse..
Køb spillet - og støt PSlife
Del denne artikel:
Kommentarer
Du skal være logget ind for at kunne læse og skrive kommentarer.