Scarlet Nexus

Anmeldt af: Palle Havshøi-Jensen - 23. juni 2021 - kl. 17:31
Del denne artikel:
0 1

Scarlet Nexus er det nyeste rollespil fra Bandai Namco og her er tankens kraft det helt centrale i gameplayet. Det lyder umiddelbart spændende, men er Scarlet Nexus din tid værd?

Scarlet Nexus er endnu en ny IP, og en af 2021’s store satsninger, fra japanske Bandai Namco. Det er et tredjepersons action-rollespil udviklet internt hos Bandai Namco og det udspiller sig lidt ude i fremtiden i noget der beskrives som en “futuristisk brain punk” setting. Hvis det overhovedet siger nogen noget.



I Scarlex Nexus har man fundet et specielt hormon i den menneskelige hjerne, som kan give overnaturlige evner og man er begyndt at dyrke det hormon, specielt hos soldater. På samme tid er der begyndt at dukke underlige monstre op, kaldet Others, der tilsyneladende går specifikt efter at høste hjerner fra mennesker - er det mon helt tilfældigt? Derfor stiftede man OSF (Others Suppression Force), som består af soldater med netop disse overnaturlige evner, som skulle kunne sætte en stopper for disse monstre.

I Scarlex Nexus tager man rollen som en af disse OSF soldater, enten den unge kadet Yuito Sumeragi eller den erfarne kvindelig soldat Kasane Randall. Yuito og Kasane har forskellige spillestile, forskellige våben og forskellige overnaturlige evner - og alt efter hvem af de to man vælger, vil man se historien udspille sig fra to forskellige perspektiver.



Scarlet Nexus er meget japansk. Der er masser af fjollet og helt unødvendig dialog, der er masser af skrig og støn i mellemsekvenserne og historien er så over-the-top og tung på relationer, at det kan være svært at følge med. Men sådan er det jo typisk med japanske rollespil og det er ikke fordi det ikke fungerer, men stilen er ikke for alle.

Da Scarlet Nexus er et action-rollespil, er kampsystemet ganske centralt i spillet. Alt efter hvilken af de to karakterer man spiller med, har man adgang til forskellige våben; Yuitos angreb er fokuseret på nærkampe mens Kasanes angreb er mere fra distancen. Hver karakter har desuden de her specielle evner, som man kan gøre brug af. Yuitos evne er for eksempel, at han ved tankens kraft kan løfte ting i omgivelserne og smide dem i hovedet på fjenden - og det er alt fra skraldespande og affaldscontainere til biler og hele togvogne.



Med sig har man ofte forskellige ikke spilbare karakterer og disse har også overnaturlige evner, man kan gøre brug af. OSF soldaternes tanker er linket sammen via et kåkaldt SAS-link, så de kan altså gøre brug af hinandens evner, blot ved at tænke tanken. Det kan for eksempel være evner som clairvoyance, hvor man kan se usynlige fjender eller elektriske angreb, der er specielt effektive mod vandbaseret fjender.

Da det her er et japansk spil, er der naturligvis også et relationssystem i spillet, hvor man kan danne relationer til andre karakterer ved at tale med dem, give dem gaver eller udføre missioner sammen med dem - og jo tættere ens relation er, jo flere af den anden persons overnaturlige evner har man adgang til. Endelig er der et evnetræ, hvor man kan opgradere ens karakters kampevner, SAS-link og andet.



Scarlex Nexus er ikke et open world spil. Man rejser rundt mellem forskellige verdener, der er semi-åbne, men missionerne er typisk noget med at skulle kæmpe sig fra A til B og der er ikke plads til at udforske omgivelserne ret meget. Det virker som en lidt gammeldags opbygning, men det er alligevel egentlig ganske befriende, at det hele virker lidt mere stramt og fokuseret og ikke blot præsentere spilleren med en stor åben verden, som man selv skal finde vej igennem.

Missionerne foregår i forskellige settings, lige fra byggepladser, nedlagte undergrundsbaner og byer, der ligner noget fra 1980’ernes Japan tilsat fremtiden i form at svævende neonskilte og regeringens evne til at censorere verden omkring en. Det er en ganske interessant verden, men igen typisk japansk og måske ikke for alle.



Noget andet der er meget japansk, er designet af fjenderne. Japanerne går meget op i fjendedesign i både spil, manga og anime. Jeg har indtryk af, at fjendedesign er en disciplin helt for sig selv i Japan, men jeg synes dog nogle gange at det bliver for underligt og nærmest direkte små-pinligt og forceret. Scarlet Nexus indeholder dog nogle af de fedeste fjender jeg længe har set. Et godt eksempel er Vase Paws, som bedst kan beskrives som et omvandrende korset med blomster voksende ud af toppen på korsettet, gående på stiletter på bagbenene fra en ged og med en hale af knogler. Eller en Auger Sabbat, der er en kæmpe hest med massive forben fra et fortidsdyr og hvor ansigtet er dækket af en massiv spids metalmaske med et flere meter langt bor for enden. Der er nogen der skal have undersøgt deres hoveder, men opfindsomt er det i hvert fald.

Grafikken i Scarlex Nexus, er som nævnt tidligere, meget japansk og med karakterer med store øjne og små munde, en spændende spilverden og et helt absurd fjendedesign. Vi testede PlayStation 5 udgaven og her kører grafikken i 4K ved 60fps, hvilket er lækkert at se på, selv om det ikke er det kønneste spil på PlayStation 5. Indlæsningstiderne er lave og DualSense kontrolleren bruges moderat. Lydsiden er også typisk japanske med skingre stemmer, støn og hvin og et okay soundtrack man egentlig ikke rigtigt lægger mærke til.



Alt i alt er Scarlex Nexus et velfungerende japansk rollespil. Det rykker ikke genren fremad og der er ikke den store forskel på missionerne, som lader til at være bygget op efter mere eller mindre den samme skabelon - så det kan blive lidt ensformigt mod slutningen af den 2 x 25 timer lange kampagne (25 timer for hver af de to karakterer). De mange forskellige overnaturlige evner man får adgang til undervejs er dog med til at holde gameplayet friskt et langt stykke hen ad vejen.

Er du fan af japanske rollespil, så tag et kig på Scarlex Nexus. Selv om jeg flere gange har sagt, at det er ganske japansk (hvilket det også er), så kan man på den anden side godt se at Bandai Namco også har sigtet efter det vestlige marked med Scarlex Nexus. Så hvis du ikke før har prøvet et japansk rollespil, kan det her faktisk været et fint sted at starte, da det er til at komme i nærheden af for os vesterlændinge. Scarlet Nexus fås også til PlayStation 4.
+ Interessant spilverden, fedt fjende-design, mange gode overnaturlige evner, fint kampsystem
Meget ligegyldig snik-snak i dialogerne, indviklet historie og relationer, ikke det kønneste spil på PlayStation 5
Gameplay:8.0
Grafik:7.5
Online:-
Holdbarhed:8.0
Overall 8.0
Log ind og stem
1
Der er 1 bruger som med til at gøre PSlife et bedre sted, ved at vurdere vores indhold.
Køb spillet - og støt PSlife
Del denne artikel:
Kommentarer
Du skal være logget ind for at kunne læse og skrive kommentarer.