Sly 2 Band of Thieves

Anmeldt af: - 1. november 2004 - kl. 16:40
Del denne artikel:
0 0

Den skønne Carmelitahar i årevis jagtet Sly og hans kumpaner, men er altid et skridt bagefter. Vil hun endelig få smidt Sly bag lås og slå i Sly 2: Band of Thieves? Eller vil det lykkes for tyvebanden

Sly Cooper er mestertyven, som vi kender ham fra den første titel, der udkom for to år siden. Hans slæng består af Murray, der har musklerne i banden og Bentley, der har hjernen og de tekniske færdigheder. Slænget er denne gang ude på at stjæle Clockwerk delene, som den ondskabsfulde Klaww bande har fået fingrene i. Det bringer os ud på et eventyr der spreder sig over bl.a. Paris, Indien, Prag og Canada. Men det er ikke helt ligetil. Lovens lange arm, som igen er personificeret i den skønne ræv Carmelita, er konstant på jagt efter Sly og hans kumpaner. Carmelita er altid et skridt bagefter, men vil hun endelig få smidt Sly bag lås og slå i Sly 2: Band of Thieves?

Gameplay
Sly 2 kombinerer effektivt nogle af de mest populære genrer og får gameplayet til at virke naturligt og ikke mindst underholdende. Overordnet set er Sly 2 en 3D platformer kombineret med stealth elementet og en rigtig god underliggende historie. Trods det historiedrevne gameplay, er spillet ikke direkte lineært opbygget. Du skal nemlig kombinere de tre tyve’s færdigheder, for at kunne fuldføre et tyvetogt.
Sly 2 Band of Thieves screenshot

Sly Cooper er den listige og adrætte mestertyv, der kan balancere på telefonkabler, tynde grene og spidse klipper og tagspir. Han kan snildt liste sig helt ind på vagter og hugge mønter, eller nøgler, som skal bruges for at nå videre i missionen. Han kan også kravle ind i små gemmesteder, som f.eks. i ventilationsskakter eller under lave borde.

Murray, den lyserøde flodhest, er bandens stærke mand, og klarer de opgaver, der kræver mandsstyrke. Hans specieller egenskab, er at han kan løfte tunge objekter og kaste med dem. Han kan i øvrigt også kaste med vagterne, som giver gameplayet en sjov afveksling.

Bentley er holdets mindste mand. Han er en lille grøn skildpadde, der ganske underholdende vralter sig rundt i byernes gader. Bentley er hjernen bag planlægningen og udførelsen af missionernes opgaver. Det er således Bentley der sætter Sly og Murray ind i, hvordan de løser den forestående opgave. Men han kommer også selv til at skulle udføre de mere tekniske opgaver, som hverken Sly eller Murray har kompetence til at fuldføre.

Nogle opgaver kræver også, at man kombinerer karakterernes alsidige specialiteter. F.eks. skal man på en opgave styre Murray til at kaste Bentley op på en fjern afsats. Det giver en god følelse af teamwork blandt de spilbare karakterer og det er godt udtænkt.

Oftest er stealth spil ubarmhjertige og kræver stor tålmodighed, idet du skal aflure vagternes bevægelsesmønstre. Det skal du også i Sly 2, men det er langt fra så svært, at undgå at blive opdaget og skulle det ske, har du muligheden for at tage benene på nakken og gemme dig. Og idet der ikke er et antal liv, du har at bruge af, kan du starte igen og igen, indtil det lykkes for dig at narre vagterne og udføre opgaven.

Spillet er opdelt i episoder, som var det episoder af en tegnefilm. Hver episode har derfor hver sit særpræg og foregår forskellige steder rundt omkring i verden. Du starter eksempelvis i Paris, hvor du med Sly render rundt, fra hustag til hustag, for at forberede et indbrud på en natklub. Der er alarmer der skal tages ud af funktion og afledningsmanøvrer, der skal skjule selve indbruddet. Når en opgave er fuldført, skal du af og til tilbage til skjulestedet, for at skifte karakter, som så giver sig ud for at udføre endnu en opgave. Når alle opgaver er udført og Sly befinder sig i natklubben, skal han besejre ejeren Dmitri, i en traditionel bossbattle, hvor angrebsmønstrene skal studeres, for at du kan vide hvornår du skal sætte angrebene ind.

Sly 2 Band of Thieves screenshot

Grafik
Det ses sjældent, at et spil har et så perfekt og veludført grafisk udtryk, som det ses i Sly 2. Den Cel shadede teknik, der giver scenerne i spillet et meget farvefuldt og klart look, passer helt genialt ind i spillets ånd. Det er som at bladre gennem et interaktivt tegneseriehæfte, eller tage styringen fra en tegnefilm på TV. Animationerne og frameraten kører fantastisk og giver en helhedsoplevelse, hvor man synker sig helt ind i universet, kun afbrudt af kaffe- og tissepauser.

Nogle korte mellemsekvenser er dårligt teknisk udført, og ser nærmest ud som om det var noget, der skulle have været udskiftet inden udgivelsen. Hver gang du vender tilbage til skjulestedet, ser du nemlig en kort lille sekvens på et par sekunder, der zoomer ind i hulen, eller på døren til det sted, hvor dine kumpaner skjuler sig. Det er tydeligvis for at skjule loadetiden og det ville teoretisk set virke, som om der ingen loadetid er overhovedet, fordi der jo stadig sker noget på skærmen. Farverne i sekvensen er desværre helt anderledes og falmede og man kan ikke lade være med at ærgre sig, for det er den eneste skønhedsfejl det har været os muligt at opsnuse.

Lyd
Grafikken er ikke det eneste stærke kort udvikleren Sucker Punch har på hånden. Lyden i Sly 2 er ligeledes fortrinlig og den danske lokalisering er et meget stort plus. Der er over 10 forskellige lokaliseringer af sprog med fuld tale- og tekstoversættelse og det må siges at være imponerende. De danske stemmer lader til at blive leveret af de bedste tegnefilmsskuespillere vi har herhjemme. Og selvom undertegnede ikke følger med i de forskellige tegnefilm på TV, lyder Murray’s stemme meget som vildsvinet fra Disneytegnefilmene med Timon og Pumba.

Idet spillet er fuldstændig på dansk, appellerer det også til en yngre målgruppe end normalt for engelsksprogede platformers. Her kan alle altså følge med i historien, og forklaringerne er belejligvis også på dansk, hvilket gør, at spillet er nemmere at gå til.

Sly 2 Band of Thieves screenshotHoldbarhed
Holdbarheden er Sly 2’s største problem, men når man tænker på, at holdbarheden er på linie med de fleste historiedrevede titler på markedet, fremhæver det bare hvor godt et spil det egentlig er vi har med at gøre.
Du kan snildt få 2-3 timer til at gå med hver episode og du kan til hver en tid gå tilbage til en tidligere episode, for at finde de skjule flasker med ledetråde.

Disse kan hjælpe Bentley til at knække koden på pengeskabet, som befinder sig i alle episoderne. Det er også muligt at anskaffe sig andre tyvekoster, som skal fragtes sikkert hjem til skjulestedet, men det er en kort fornøjelse.

Overall
Med det tegnefilmsagtige look er det forventeligt, at sværhedsgraden ikke er en kilde til frustration, samt at indlæringskurvene er let stigende. Men selv for den øvede platformspiller er der noget at hente i Sly 2: Band of Thieves.

Vi foreslår Sly 2 som den perfekte julegave til unge mellem 6-16 år. Da det er muligt at vælge dansk sprog, kan selv de mindste følge med og have sjov med Sly’s tyvebande. Den danske tale er rigtig god og hvis ikke vi tager meget fejl, er skuespillerne taget lige ud fra Disneytimen på DR.
Gameplay:9.0
Grafik:10
Online:
Holdbarhed:8.0
Overall 9.0
Log ind og stem
0
Der er endnu ingen der har stemt på denne hvis du kunne lide denne anmeldelse..
Køb spillet - og støt PSlife
Del denne artikel:
Kommentarer
Du skal være logget ind for at kunne læse og skrive kommentarer.