Sniper Elite 4 udspiller sig umiddelbart efter Sniper Elite III og man spiller som løjtnant Karl Fairburne, en amerikansk snigskytte udstationeret i Italien under Anden Verdenskrig i 1943. Man bliver sendt ud på en række vigtige missioner, for at stikke en kæp i hjulet på nazisternes velsmurte krigsmaskine og man lægger ud med at skulle infiltrere en lille ø ud for Italiens kyst. Øen er styret af nazisterne, som bruger den til at teste deres nyopfundne radiostyrede missiler, som er ved at vinde krigen for dem.
Sniper Elite 4 minder en del om de forgående spil i serien og ligesom tidligere, bør man spille det her spil, som det var tiltænkt, nemlig stille og roligt og med omtanke. Vil man have det bedste ud af det, skal man være tålmodig og tage sig tid til at spotte fjenderne med ens medbragte kikkert. Den kan man bruge til at se terrænet an med, finde fjender og markere dem, finde afstanden til målet og ikke mindst følge fjenderne rundt via den markering, som man har sat på dem. Gør man dette, og går man efter at klare de forskellige sidemissioner som alle 10 missioner har forskellige antal af, så er Sniper Elite et langt spil, da nogle missioner kan tage op mod tre timer at gennemføre.
Da dette er et sniper-spil, er det naturligvis ens snigskytteriffel, som er helten og den fungerer også rigtigt fint. Alt efter hvilken sværhedsgrad man spiller på (der er i alt fire), skal man tage højde for vind og vejr, for at ens mål bevæger sig (man skal altså skyde lidt foran målet for at ramme) og man skal også tænke over, at ens kugle vil tabe højde på vej hen mod målet. Man kan også vælge at ens kugle skal ramme præcis der hvor ens sigtekorn peger, hvis man ikke vil bøvle med ovenstående ting, ved at spille på den letteste sværhedsgrad.
Skal man ramme et mål langt væk, kan man i en periode holde vejret, så ens sigte bliver helt roligt. Det betyder dog også, at ens puls langsomt stiger og som de fleste sikkert ved, er en høj puls ikke godt for en snigskytte, da ens sigte dermed igen bliver for upræcist – så det er noget man skal bruge med omtanke. Kontrollen når man ligger med ens snigskytteriffel er god og præcis og har man tiden til det, kan man placere ens skud lige præcis hvor man ønsker det og det er en stor tilfredsstillelse at sende et skud af sted over et par hundrede meter, for derefter at se ens må blive ramt millimeter præcist.
Hele denne tilfredsstillelse bliver forstærket af det føromtalte brutale kill-cam. Her følger man i slowmotion ens projektil igennem luften og når det rammer fjenden, kan man se hvordan det knuser lårbensknogler, rygsøjlen eller kraniet og hvordan de indre organer bliver revet fra hinanden, alt efter hvor man rammer. Og nu tænker du sikkert på, om man kan skyde nazisterne i testiklerne; og ja, det kan man.
Sniper Elite 4 introducerer to nye kill-cams; Shrapnel og Melee. Nedlægger man en fjende på nært hold, for eksempel med en kniv, får man at se hvordan kniven forvolder skade på de indre organer og Shrapnel kill-cam aktiveres for eksempel når man skyder tanken på en lastbil, eller en tønde med dieselolie, som så eksploderer og her ser man på grusom vis, hvad sådan en eksplosion gør ved et menneskes indvolde.
Den kunstige intelligens var et problem ved de to forgående spil og selv om det er blevet bedre i Sniper Elite 4, er det stadig ikke helt godt. Fjendens evne til at se spilleren kan svinge fra ikkeeksisterende til nærmest overmenneskelig og specielt det sidste er frustrerende. Det virker nogle gange som om, at fjenden er i stand til at se gennem vægge og at de har det vildeste ørnesyn, da de kan spotte en fra de mærkeligste vinkler og over meget lange afstande. Dette kan påvirke gameplayet, da man aldrig ved, om man kan regne med at man er i sikkerhed bag for eksempel en høj mur, selv om fjenden er det.
Progressionen i spillet, både når det kommer til singleplayer og multiplayer, fungerer med et rangsystem, som man efterhånden har set i mange spil. Det virker på den måde, at hvert drab giver XP, som gør at man stiger i rang og XP bliver uddelt efter hvor på kroppen skuddet rammer, afstanden til målet, hvor man selv er placeret, om man har maskeret lyden fra ens riffel (for eksempel ved at affyre ens skud mens et fly flyver over hovedet på en) samt et hav af andre småting, der kan spille ind.
I takt med at man stiger i rang og får flere og flere drab, åbner man op for forskellige egenskaber og opgraderinger. Egenskaberne byder blandt andet på at man kan holde vejret i længere tid eller at man bliver bedre til at markere fjender og lignende. Disse egenskaber er ikke som sådan noget man behøver for at klare sig igennem kampagnedelen, men er mere nogle små lækkerier, som efterfølgende kan bruges i multiplayerdelen.
Skulle du have lyst til at spille sammen med en kammerat, giver spillet mulighed for at spille kampagne-missionerne side om side med en ven, man kan nedkæmpe bølger af fjender sammen og man kan spille Overwatch, hvor den ene spiller er snigskytten og den anden er spotter, som samtidig kan yde backup, hvis fjenden skulle opdage hvor man sidder og begynder at komme for tæt på.
Multiplayerdelen fungerer overraskende godt, men indeholder stort set de samme spilmuligheder som i det forgående spil. Der er de traditionelle Deathmatch og Team Deathmatch, men også Distance King og Team Distance King, som er en afart af Deathmatch, hvor distancen hvorfra man får sine drab, tæller højere end selve drabet. Den spiller, eller det hold, der samlet har dræbt modspillerne fra den længste distance, vinder. En anden fin spilmulighed er No Cross, som er en slags Team Deathmatch, hvor holdene bliver adskilt af et stykke ingenmandsland, som ingen kan krydse så her er der udelukkende fokus på at dræbe hinanden på afstand uden at skulle tænke på at blive rendt over ende af nærgående fjender. Alt i alt, er multiplayer delen af Sniper Elite 4 ganske velfungerende og underholdende, men der er ikke de store forbedringer i forhold til Sniper Elite III.
Vi anmeldte Sniper Elite 4 på en PlayStation 4 Pro og en 4K skærm (mange 4-taller lige der) og ifølge Rebellion er spillet optimeret til PS4 Pro, som betyder bedre lys og skygger, flere detaljer i omgivelserne, hurtigere indlæsningstider og forbedret framerate. Sniper Elite 4 er da også nydeligt at se på, med blandt andet fine lyseffekter, men geometrien i omgivelserne er lidt simpel og når man kommer tæt på buske, græs og træer, ser det hele lidt groft ud. Grafikken er ikke på nogen måde grim, blot lidt simpel, men PS4 Pro optimeringerne kan være lidt svære at få øje på umiddelbart.
Lydsiden er en lidt blandet fornøjelse. Lydeffekterne virker meget voldsomme og lidt over-gearede. For eksempel kan stemmer og skridt lyde noget voldsomme og lyden når man samler ammunition op, er meget markant. Andre lydeffekter er bedre afstemt, men alt dette betyder, at lydbilledet er noget skævt og det påvirker faktisk gameplayet, da en snigskytte i skjul, bruger sin hørelse ret meget for at lokalisere om der er fjender i nærheden og fordi at stemmerne er så voldsomme, kan det lyder som om, at en fjende kan være tæt på uden at være det.
Sniper Elite 4 er et fint og solidt spil, som dog minder lidt for meget om forgængerne. Det kan gå hen og blive lidt ensformigt, til trods for skiftende omgivelser og nye missioner og kampagnen kan virkelig trække ud, hvis man da ikke bare går efter hovedmissionerne, for så er det hele overstået på 10-12 timer. Der er mindst det dobbelte antal timer i spillet, hvis man vil klare alle sidemissionerne og finde alle de gemte breve, militære dokumenter og snigskytte-rapporter, som ligger spredt rundt omkring.
Det her er bestemt ikke et spil for alle. Man skal besidde en god mængde tålmodighed og man skal have lyst til at sidde i flere minutter og nærstudere omgivelserne igennem ens kikkert for at lægge en slagplan og spotte fjenderne. Der er rig mulighed for at være en ægte snigskytte ved at skrue på sværhedsgraden, særligt hardcore sværhedsgraden kræver både finesse og kreativitet at komme igennem, og det er fedt at man har mulighed for at være så kreativ i sin gennemførsel af de forskellige missioner. Den kunstige intelligens hos fjenderne er dog et problem, som visse steder kan ødelægge gameplayet. Når det er sagt, er det stadig underligt tilfredsstillende, at ramme ens mål fra flere hundrede meters afstand og det lækre og lettere groteske kill-cam, gør det ekstra tilfredsstillende.
Facebook
Twitter
