Spillet er udviklet af polske CI Games og skulle efter sigende være et såkaldt AAA spil. Altså et spil med et stort dedikeret hold bagved og et lige så stort budget til at matche holdet. Det kan man desværre bare ikke se i det færdige produkt.
Historien er såmænd fin nok. Den er ligetil og ligner til forveksling, hvad man kunne forvente serveret fra Hollywood i en moderne militær film. Som elitesoldaten Jon North indsættes man i al hemmelighed i Georgien for at destabilisere den lokale separatistiske bevægelse. Ved siden af, og flettet ind i hovedplottet, kører en historie om Jons bror Robert. Af hensyn til spoilers, skal jeg undlade at skrive for meget om Robert, men jeg kan da afsløre, at han er en vigtig del af spillet fra start til slut. Derudover er der en række biroller, som i mere eller mindre grad har indflydelse på hovedpersonen og selve historien, alle med et meget detaljeret dossier og nogle endda med en fælles fortid med Jon. Ikke en entydig positiv historik, hvilket er grobund for nogle mindre konflikter undervejs i historien.
Sniper Ghost Warrior 3 er endnu et, af de for tiden så populære, open world spil. Her bydes både på skov, bjerge og sne og overalt er opført bygninger i den fineste østeuropæiske beton. Spilverden har en god størrelse og er afvekslende nok, til at den føles troværdig. Når det er sagt, så lider spillet af de sædvanlige open world irritationsmomenter, fx. er der hele landsbyer, der enten er meget indavlede, eller også er antallet af tvillinger lige til Guinness Rekordbog. Den slags er desværre med til at lave ridser i illusionen om en levende verden.
Spillet følger opskriften fra mange andre open world spil. Opdag nye områder og undersøg dem, indsaml ressourcer så du kan få bedre udstyr og gennemfør så missioner. Fast travel er selvfølgelig også implementeret, og endda rigtig godt. Der er masser af fast travel stationer og Jons bil følger med, når han på magisk vis transporteres på tværs af kortet. I modsætning til andre spil i genren, så er der ikke en bred vifte af mere eller mindre relevante aktiviteter at give sig til. Hele verden er ikke interaktiv og det er faktisk rigtig rart. Som spiller skal man ikke tage stilling til et kort oversået med forskellige ikoner. Her er missioner, interessante områder til nærmere undersøgelse og lejemordskontrakter, eller rettere en hitliste af folk, som det står spilleren frit for at eliminere. Det er hurtige side-missioner, der måske ikke er så varierede, men alle leverer en god sniper oplevelse. Dem bør man ikke snyde sig selv for.
Især fordi Sniper Ghost Warrior 3 virkelig kommer til sin ret i skarpskytte scenarierne. Bevares, har man lyst kan man altid vælge at løbe direkte mod fjenden med den fuldautomatiske riffel for fuld udblæsning, men det er bare ikke sjovt og fungerer ikke lige så godt som i Call of Duty eller Battlefield og det skal det heller ikke. I stedet er alle Jon Norths styrker lagt an på at være en usynlig dræber. Det kan derfor kun anbefales, at tage sig tid til at undersøge sine omgivelser. Snige sig rundt som en moderne Ninja, bruge Jons supersyn eller hans drone til at spotte alle fjender, finde gode udsigtspunkter eller eventuelle objekter, der kan bruges som fælder. Kort sagt, der er fokus på at undersøge både område og mål inden de dræbende skud sendes afsted. Stort plus herfra.
Hvor man i mange andre spil skal løfte sin riffel og gætte sig til hvilken del af gitteret i sigtekornet, der skal pege på fjenden for at sende bly gennem pandebrasken, så indstiller man i stedet sit sigtekorn så det matcher distancen. Er der 217 meter en til fjenden, bør sigtet justeres til enten 200 eller 225 meter inden man skyder. Scope Elevation tror jeg det kaldes på engelsk og det er en detalje, der er med til at forstærke fornemmelsen, af at man er vaskeægte superdræber. Holdes venstre styrepind nede, holder Jon vejret i skudøjeblikket og spilleren belønnes med et såkaldt bullet-cam, hvor kuglen følges fra den forlader riflen og til den skærer igennem det tiltænkte offer. Meget tilfredsstillende og en feature det er svært at blive træt af.
Efter endt mission præsenteres spilleren for en lille status skærm med yderst vigtige informationer som længste distance på et drab, antal alarmer der gik, hvor mange lig der blev fundet med mere. Der kan hurtigt gå sport i få så god en statusskærm som muligt og her ville det have været fedt med en high-score liste, så man lige havde mulighed for at måle sig med vennerne.
Selvom spillet fungerer absolut bedst under selve missionerne, så beskæmmes disse ofte af en noget dum kunstig intelligens og her bør intelligens nok sættes i citationstegn. Det fungerer godt, så længe fjenden ikke ved hvor Jon er. Opdages et lig startes alle alarmer og forstærkninger tilkaldes uden at fjenden på magisk ved, hvor vores helt gemmer sig. Opdager de først det, så slår alle fjender hjernen kollektivt fra og går i dækning, hvor der intet dække er. Endnu værre er det dog, at de alt for ofte trækker ind på en flot række, der løber af samme direkte rute lige mod Jon, mens man kan plukke dem en af gangen. Det føles næsten som at spille på PlayStation 1 igen.
Der hvor kæden virkelig hopper af, er at der ikke er en egentlig straf for at blive opdaget og skudt. I en af mine første missioner, gik der legebarn i den, efter at målet var elimineret. En hel lejr kom op i det røde felt, alarmen bimlede og helikoptere kom flyvende og Jon blev skudt før han nåede væk. Så skulle man jo tro, at det var op på hesten igen og starte missionen forfra, men nej. Godt nok sættes man tilbage til sidste checkpoint, men alle fjender var faldet til ro, alarmen var afblæst og midt i det hele lå stadig liget af den mand, der lige havde sagt pænt goddag til en kugle. Det føltes som et ufortjent ”Ryk til start og indkassér 2000 kroner” kort fra Matador.
Som med gameplay er grafikken i Sniper Ghost Warrior 3 også en blandet landhandel. Det ene øjeblik sidder man og beundrer detaljerne i den lokale fauna og det næste kigger man på en gnidret grusvej med pop-up af selv mindre bygninger. Nogle buske og væltede træer ligner næsten den virkelige vare, men lige ved siden af står en ulv, der ligner noget fra Minecraft.
Om det er fordi jeg kun har prøvet spillet på basis udgaven af PlayStation 4 ved jeg ikke, men selv filmsekvenserne, der skal bære historien er ikke noget at skrive hjem om, men nu gør jeg det alligevel. Karaktererne er udtryksløse dukker, der godt nok har rimeligt naturlige bevægelser, men ingen mimik, eller rettere den smule de har hører mere til på sidste generations konsoller end på den nuværende. Dette indtryk forstærkes yderligere af at alle lig, uden undtagelse, ligner mannequiner. De ligger som stive dukker, nogle endda halvvejs oppe i luften støttende på en arm eller et ben. Jeg er ikke lægeligt uddannet, men jeg er rimelig sikker på, at rigor mortis ikke skal indtræde et par sekunder efter dødsøjeblikket.
Generelt driller grafikken ret meget. Det er ikke unormalt at kunne se igennem klipper, hvorfra Jon hænger i sine arme, ligesom mange af de kasser man åbner for at indsamle ressourcer er lige til at vade igennem. De er der simpelthen kun som teksturer og ikke som egentlig objekter i spilverden. Endnu et øv.
Nu vi taler om spilverden, så skulle CI Games nok have kigget lidt mere på den. Alle der har spillet Far Cry eller Ghost Recon Wildlands, ved hvor flot sådan en verden kan være og ikke mindst hvor langt man kan se. Også her falder Sniper Ghost Warrior lidt på halen. Her er den gode gamle tåge teknik flittigt benyttet, så man sjældent kan se særlig meget af Georgien på én gang. Spillets fokus og opbygning taget i betragtning, er dette er måske nok et mindre kritikpunkt, men trods alt stadig en et kritikpunkt. Selv menuerne kan ikke sige sig fri for grafiske fejl. Under en opgradering af mit gevær, blev jeg flere gange præsenteret for to menupunkter, der stod oven i hinanden; Repay (trekant) og Modify (firkant).
På lydsiden henter spillet lidt af det tabte ind igen. Allerede fra hovedmenuen er man alene på grund af sangen, ikke i tvivl om at historien vil foregå i Østeuropa. I selv spillet er der lidt længere mellem de musikalske indslag og dialogen mellem spilverdens indbyggere er heller ikke i højsædet. Det er lyden af geværer til gengæld. En automatriffel der affyres på en næsten øde kirkegård runger flot i de omkringliggende bygninger og bjerge, og det er lige før man kan høre små stykker kød blive revet af knogler. Så er der selvfølgelig den diametrale modsætning; 10 af de lokale beboere, der står og snakker på kajen i den lokale landsby. Uden at der høres så meget som en hosten. Skyder man en dem, så løber alle de andre godt nok et par meter væk, tydeligt oprørte med armene i vejret, men der er stadig stille som graven.
Det sidste store plus, og her kan ironi forekomme, er at CI Games har indbygget kaffepauser i spillet. Det tager nemlig lige omkring 4½ minut at indlæse et gemt spil. Jeg troede først det var en fejl, men endte med at tage tid flere gange, og det tager lige omkring 4½ minut hver gang, at indlæse et gemt spil eller bare starte et helt nyt. Til gengæld er det så minimalt med load tider inde i selve spillet.
Online og multiplayer er hurtigt overstået. Der findes ikke en online del overhovedet, denne har CI Games meddelt vil blive tilføjet spillet i en patch til efteråret. En high-score liste for hver mission ville som tidligere nævnt have været meget fedt, men så er vi også ovre i småtingsafdelingen.
Den endelige dom over Sniper Ghost Warrior 3 er, at det føles ufærdigt. Det er ikke helt venstrehåndsarbejde, men man skulle nok have udskudt udgivelsen nogle måneder, mens de sidste detaljer kom på plads. Der er masser af gode idéer i spillet og selve sniper delen fungerer rigtig godt, men der er så mange fejl og mangler, at det simpelthen trækker ned i det samlede indtryk. Lån det af en ven, på bibliotek eller vent til det falder tilstrækkeligt i pris.
Facebook
Twitter
