Alt det arbejde har resulteret i en game engine, der har givet mest mulig kreativ frihed for de to skabere af tv-serien, Trey Parker og Matt Stone, så de har kunnet gakke ud efter næsten samme kreative proces som de skaber serien efter. Én uge, ét afsnit. Altid med den gode joke i centrum, fremfor en stringent fortælling. Temmelig hårde odds for en spiludvikler. Men en indsats man kan mærke fra starten af dette meget lange, interaktive og hylende morsomme afsnit af South Park, med dig i hovedrollen.
Man kan med al rimelighed være skeptisk, når en serie som South Park skal gamificeres. Med tv-seriens skabere ombord, er komikken og stemningen indenfor rækkevidde, men hvordan får man interaktiviteten og et reelt gameplay til at spille sammen med det? Heldigvis har Stick of Truth fra 2014 vist at det kan lade sig gøre, og det er bestemt heller ikke spilmekanikker The Fractured But Whole mangler.
Spillet er et fullblown RPG, med outfits, karakterklasser, skilltrees, crafting, hovedmissioner og sidemissioner, og en verden der gradvist åbner sig, efterhånden som du arbejder dig gennem historien. Der mangler intet på den front. Og allerede fra start virker det næsten magisk, at se South Park og alle heltene derfra, folde sig ud foran dig – The new kid, aka butthole, dickface, douchebag og mange andre skønne tilnavne du tildeles af dine nye venner i byen.
Du kastes direkte ud i en hæsblæsende kamp mellem to faktioner af superhelte i byen: Coon and Friends, Cartmans (aka The Coon) hårdt styrede gruppe af venner, og udbrydergruppen Freedom Pals, der ikke vil finde sig i Cartmans plan for deres superhelte franchise, og går deres egne vegne. En slet skjult bredside til firmaer som Marvel og DC Comics, der malker deres universer til det ukendelige i en biograf nær dig i disse år.
Allernådigst lader Cartman dig ind i Coon and Friends, og hjælper dig til at få opbygget din superhelt – din baggrundshistorie, dine superkræfter, din kryptonit og alt hvad der ellers skal til. Dikteret af Cartmans begrænsede intellekt, viser det sig at netop din tragiske baggrund, der jo altid skal til for at motivere en superhelt, stammer fra det øjeblik i din barndom, hvor du kom for sent…til at stoppe din far fra at knalde din mor. Et traume der jo kan kaste enhver ud i den desperate kamp mod verdens ondskab.
Og det er netop en af spillets allerstørste succeser: Det formår, som tv-serien, at vise og beskrive verden fra et barns perspektiv, gennem fantasiens briller, med de enkelte forstyrrende elementer fra de voksnes verden der nu er. Som for eksempel når en bil kommer forbi på gaden, midt i en episk kamp mellem de gode og de onde, så man lige må sætte alt på pause og gå ind til siden. Eller når nogen fejer de røde legoklodser op, der jo er flydende og dødsensfarlig lava. Eller du bare bliver nødt til at gøre som far og mor siger, og gå i seng.
Der er selvfølgelig lagt et ordentlig lag voksenlakrids ovenpå. Med satiriske bemærkninger til verden, serveret på allermest lokumsagtige måde. Som når du pludselig befinder dig i den lokale kirkes baglokale, med to meget liderlige og tydeligvis pædofile katolske præster, der trækker perlekæder med kors ud af røven, og lover dig snarlig nærkontakt med guds kærlighed. Eller når du noget mere fladpandet arbejder dig gennem byens toiletter, og med en række tastekombinationer skal bearbejde tarm og fæces, så du med en flot karakter kan slutte af med at ryste eller klemme den brune masse ud i tønden.
Spillets kampsystem er ganske tilgængeligt, men bliver over tid mere og mere komplekst. Det er et tur-baseret strategisk kampsystem, hvor alle spillere placeres i et grid, og efter tur kan bevæge sig og lave et af flere angreb eller forsvar. Humoren ligger i typen af angreb, der varierer fra laserøjne og flammekugler, til prutter, bussemænd og tisballoner. Taktikken ligger i valg af dit team, der tæller fire når du har samlet combat friends nok, valg og timing af angreb osv. Du kan på et hvilket som helst tidspunkt ændre kampenes sværhedsgrad, så hvis du får tæsk kan du skrue ned undervejs.
Du skal slås mod alt fra servitricerne på Raisins og stripperne på den lokale strip-joint, til rødvinsstive voksne der vil have deres bilnøgler og dit allestedsnærværende nemisis: 6. klasser. Efterhånden som du kommer længere ind i historien, bliver kampene mere og mere udfordrende, og får forskellige nye aspekter, som tidspresset fra den tonstunge uovervindelige stripper Spontaneus Bootay, der bare smadrer dig hvis du ikke når væk i tide.
Her kommer dine mere avancerede angreb ind i billedet, som dine tid- og rum-ændrende dunderprutter, der kan skippe modstanderens tur, pause tiden i fem sekunder, eller fremkalde en ekstra version af dig selv et par runder. Du udvikler også evner som for eksempel den smækre Fartcour, hvor du med hjælp fra Human Kite (aka Kyle), kan prutte dig til ellers utilgængelige steder. Du opbygger løbende dine kræfter med artefacts, som du kan montere flere og flere af, efterhånden som du stiger i level. Disse artefacts giver bonus på en lang række parametre som for eksempel styrke og hastighed, og øger samtidig dit overordnede powerlevel.
Alle missioner og sidemissioner i byen er markeret med et minimum powerlevel, som angiver hvorvidt du er stærk nok til at kaste dig ud i dem. Sidemissionerne finder du ved at trawle byen tynd og snakke med folk, der har brug for hjælp. Og i modsætning til mange andre lignende spil – genremæssigt altså – er det en meget elegant måde du får missionerne på. Det føles ikke som om du bare føjer til din todo-liste, men reelt som et flow, hvor du løser folks problemer på din vej rundt i byen.
Det kan være lidt tungt at drible rundt i byen, især når du er i gang med en mission, der sender dig på kryds og tværs. Men heldigvis finder du særlige Flashpoints rundt omkring, hvor du, med hjælp fra din makker Fastpass (aka den stammende knægt med krøllede ben og krykker, Jimmy Valmer), kan zappe fra punkt til punkt. Det giver lidt loadtid, men det gør det også når du vandrer fra skærm til skærm gennem byen.
Det kan også føles lidt ensformigt over tid, at vade rundt og tage selfies med byens borgere til din Coonstagram profil, banke 6. klasser og tømme alle skuffer i alle huse for crafting items, men hovedhistorien er godt skruet sammen og der er altid et grin at hente første gang du taler med de folk du møder. Samtidig er der så mange detaljer i de mekanismer du kan skrue på, at du i starten bliver helt forpustet, men senere – når du reelt begynder at forstå hvad der foregår – giver det spillet et ekstra lag. Eller temmelig mange faktisk.
South Park: The Fractured But Whole er et habilt rollespil, der trods de mange håndtag, formår at være let tilgængeligt, og holde dig fanget, ikke kun gennem historie og humor, men gennem udvikling af din karakter.
Det er en knivskarp gengivelse af tv-seriens humor og tone. Ikke én minoritet undgår en tur i sølet, og spillet er gennemsyret af samfundskritiske hints, pakket ind i fladpandet drengerøvshumor, der vil støde selv den mest afstumpede spiller. Men køber du spillet, har du med al sandsynlighed set serien, og så ved du hvad du går ind til. Et godt grin – ikke med, men af verden og dens uretfærdigheder.
Facebook
Twitter
