Gameplaymæssigt befinder vi os i samme boldgade som God of War og det seneste Castlevania-spil. Man bevæger sig rundt i små lukkede områder og nedlægger fjender, optjener point og opgraderer angreb. På baggrund af en række ekstremt irriterende fejl, så vil en sidestilling af de to nævnte spil og Splatterhouse dog være ekstremt smagløst, så den stopper jeg øjeblikkeligt. Kernegameplayet i Splatterhouse er nemlig, modsat andre gode titler i denne genre, ekstremt trivielt og blottet for alle former for kreativ tænkning. Det er som sådan ikke helt ualmindeligt for genren, men i Splatterhouse mener jeg bare, at det bliver lidt for meget af det gode.
Turen igennem palæets korridorer er tætpakket med obskure skabninger, men i stedet for at udgøre en egentlig udfordring, så fremstår disse fjender i stedet som simple stopklodser. Denne fornemmelse kommer hovedsagligt, fordi det ikke er muligt at bevæge sig videre, før man har nedlagt alle fjender og låst op for næste sektion af banen. I stærk modsætning til de lidt ligegyldige skravl af fjender står minibosserne. Disse kræver en irriterende høj mængde slag, og derfor føler man hele tiden, at progressionen i spillet bliver unødigt bremset. Det store bosser byder på en ganske fornuftig udfordring, men de er måske lidt for nemme at gennemskue, og igen føler man, at kampene bliver trukket i langdrag.
Udviklerne har forsøgt at skabe lidt afvikling i gameplayet ved at krydre oplevelsen med lidt 2d-elementer, der giver aldrende spillere små flashbacks tilbage til originalen. Disse falder dog totalt til jorden grundet en ekstremt ringe kontrol. Sektionerne kræver præcision og timing, men da kontrollen virker meget sløv i optrækket, er det svært at time sine hop ordentligt, og derfor vil man opleve at styrte i døden mange gange. Det er ikke helt så galt, når man spiller 3d-sektionerne, der trods alt udgør størstedelen af spillet, men det er lidt problematisk, at man kan skøjte lige igennem alle 3d-delene og kun dør, når man slår over i 2d og får problemer med timingen.
Den grafiske stil forsøger at ramme et lettere tegnefilmsagtigt udtryk, og detaljegraden er derfor ret lav. Alligevel virker stilen ikke super gennemført, og det kan være svært at gennemskue, hvad enkelte genstande egentlig skal forestille. Omgivelserne er, ligesom banedesignet, også ret middelmådige. Spillet benytter sig i høj grad af genbrug, og tit vil du føle, at banerne basalt set er gentagelser, der blot er blevet sværtet til og camoufleret med lidt slim, blod og lemmer. Det lader dog til, at udviklerne godt er klar over, at deres spil bestemt ikke er kønt, for skærmen bliver af og til dækket af så meget blod, at det er helt umuligt at gennemskue, hvad der egentlig sker. Blod og vold kan serveres på mange måder, og når det er gjort korrekt og i en fornuftig kontekst, kan det være med til at skabe en super fed oplevelse (igen er det oplagt at nævne God of War-serien). Splatterhouse lader dog mere til at have blod og vold for ja, blod og volds skyld, og det hele bliver derfor en tand for let.
Den bedste del ved Splatterhouse er lydsiden, men den er desværre heller ikke prangende. Soundtracket er pakket med dødsmetal, og selvom det kan blive lidt trivielt i længden, så supplerer det nu ganske godt det raseriudbrud, som dræber-Rick gennemlever på skærmen. Stemmelægningen til terrormasken er ganske humoristisk, og da den ikke er bange for at spille på de store gloser, så kommer der indimellem udbrud, der vil kunne trække lidt i de fleste drengerøvssmilebånd.
Splatterhouse er en lidt ligegyldig metervare, der stiller sig i den mørkeste afkrog af genrens skygge. Spillet forsøger at være kontroversielt og byder på blod, afrevne lemmer, mere blod, bare bryster og lidt mere blod og blod. Ultimativt er gameplayet bare lidt for uinspireret, og derfor vil de fleste blive ramt af kedsomheden efter et par timer. Du bør kun anskaffe dig Splatterhouse, hvis du er til simpel og blodig action og ikke har noget imod gentagelser. Alle andre burde lede efter bedre alternativer for dem er der nok af.
Facebook
Twitter
