Suikoden V

Anmeldt af: Mikkel Vinther - 31. oktober 2006 - kl. 19:50
Del denne artikel:
0 0

Suikoden vender tilbage i det femte afsnit i denne lange rollespilsserie.

Velkommen til Farlena, et fredfyldt land med en glad befolkning, en konge, en dronning og et land kastet ud i et politisk magtspil.

Vores historie følger den unge prins af landet Farlena, og vi følger ham direkte efter hans hjemkomst fra en by langt væk fra slottets trygge mure, hvor han har oplevet, hvordan verden virkelig ser ud.

For verden er ikke guld og grønne skove, som det ellers ser ud til inde på slottet. For byen vores prins besøger har nemlig været ramt af dronningens vrede. For dronningen er ikke helt almindelig, hun er nemlig udstyret med en såkaldt Rune Stone, som er en magisk sten, som indeholder en masse magiske kræfter.

SuikodenV


For mange år siden blev dronning meget sur og aktiverede hendes Rune Stone, og kræfterne i stenen fjernede alt vand i byen og sørgede for, at der aldrig ville komme vand til byen igen.

I løbet af kort tid blev den frodige by forvandlet til en gold ørkenby uden vand, og hurtigt spredte der sig sygdomme i byen. Efter vores prins besøgte denne ødelagte by, vendte han hjem uden forståelse for, hvordan hans ellers flinke moder kunne ødelægge en by på denne måde.

Hurtigt eskalerer historien, og inden længe er prinsen blandet ind i flere politiske intrigerer, end han kan forestille sig. Den ene ven efter den anden bliver til en forræder, og pludselig er hele kongeriget i fare for at blive udslettet.

Historien i Suikoden V er ganske underholdende, det hele føles som et stort politisk magtspil, hvor prinsen blot er en lille brik i et stort hele. Dog er der et stort problem med historien i Suikoden V.

Det tager nemlig meget lang tid før den kommer rigtigt i gang, der går omkring 6 timer før historien for alvor tager fat, og indtil da løber man blot rundt og bliver introduceret til miljøet og de mange personer, man møder igennem spillets historie.

Desværre fungerer det langt fra optimalt, og man føler sig slet ikke hevet ind i historien om prinsen og hans kamp mod overmagten. Spillets lange opstart kan være meget problematisk, men hvis man bliver hængende, gemmer der sig en interessant historie bag den lange start.

Gameplayet i Suikoden V er rollespil af den gamle skuffe. Man har op til 6 personer i kamp, og man vælger så, om de skal angribe, forsvare sig eller bruge magi. Når man så har gjort sine valg, er det fjendens tur, og sådan går det frem og tilbage.

SuikodenV


Gameplayet i Suikoden er rollespil af den gamle skole, og det er ikke nogen dårlig ting, det er en velkendt stil, og det fungerer til punkt og prikke hele vejen igennem. Dog er interfacet man bruger til at vælge kommandoer med en smule kluntet, og det kommer i vejen for en ellers flydende spiloplevelse.

Banedesignet i Suikoden V er intet mindre end forfærdeligt. Der er intet kort over de forskellige steder man besøger, og alle byer føles som store labyrinter, der er utroligt svære at finde rundt i.

På trods af det frustrerende banedesign og den langsomme start er Suikoden stadig et ganske velfungerende rollespil. Alle de klassiske elementer er at finde i spillet, og det giver en følelse af tryghed, for der gemmer sig ikke de store gameplayoverraskelser i Suikoden V.

Nogle få overraskelser er der dog blevet plads til. Af og til kommer du ud i kampe, hvor det er en mod en – det er ikke en klassisk rollespilskamp, man går derimod ind i en duel mod hinanden, hvor man skal læse modstanderens kommentarer og bestemme mellem at beskytte sig, angribe eller lave et special angreb. Hver af disse funktioner fungerer bedst imod en bestemte position, din modstander er i, og det giver en form for sten-saks-papir over det, og det er et dejligt afbræk fra de almindelige kampe i spillet.

SuikodenV


Grafik
Grafisk er Suikoden V en meget blandet oplevelse. Mens man løber rundt i de forskellige miljøer og udforsker Farlena, så er grafikken alt andet end imponerende. Miljøerne, man bevæger sig rundt i, er yderst mudrede, og det er tit svært at se, hvad de forskellige ting i miljøerne skal forestille.

Dog er spillets mellemsekvenser utroligt flotte, her træder spillets flotte cel-shadede grafikstil ind, og man får lov til at se de mange flotte detaljer på personerne i spillet. Der er mange fine detaljer i personerne, og det er en fryd at se, hvordan de forskellige personligheder skinner igennem, gennem deres flotte grafiske udtryk.

Dog har Suikoden nogle store problemer i form af spillets loadetider. Hver eneste gang man går ind i et nyt område, præsenteres man med en loadeskærm, der tager alt mellem 5 til 10 sekunder at køre færdig, og eftersom Suikoden V har mange forskellige områder man besøger, begynder spillets mange loadetider hurtigt at blive generende.

Et andet stort problem er Suikodens kamera. Kameraet er låst fast i et hjørne af skærmen, og det fungerer det meste af tiden. Dog fungerer det langt fra optimalt de steder, hvor vores hovedperson løber bag en mur, og kameraet ikke kan se ham længere.

Et bevægeligt kamera havde været langt mere tilfredsstillende i stedet for dette låste kamera, som til tider kan være meget generende for spiloplevelsen.

Lyd
Lydmæssigt er Suikoden en rigtig flot oplevelse. Et flot soundtrack pryder spillets kampe, og når man bevæger sig rundt i Farlena, oplever man fantastisk flot musik, som suger en ind i spillets stemning.

SuikodenV


Musikken i Suikoden V er meget storladen og varieret, hvilket gør, at man hele tiden bliver overrasket over de mange forskellige musikstykker, man bliver udsat for, når man rejser rundt i Farlena.

Dog er enkelte musikstykker langt fra så episke og storslåede som andre, hvilket til tider fjerner en del af indlevelsen i spillet.

Men det er ikke kun Suikodens imponerende soundtrack, der gør det til en god oplevelse. Stemmeskuespillet i Suikoden V er til tider rigtig godt, dog med enkelte undtagelser.

Alle spillets mellemsekvenser har fået indtalt stemmeskuespil, og nogle af skuespilspræstationerne er rigtig gode, mens andre er grænsende til værende elendigt. Dog er enkelte præstationer rigtig gode og de gør, at man bliver suget ind i Suikodens fantastiske verden.

Holdbarhed
Suikoden V er en meget lang oplevelse. Helt afhængigt af, hvor mange timer man lægger i spillets mange side-quests, kan man få et minimum af 40 timer ud af Suikoden, inden rulleteksterne løber henover skærmen.

De mange side-quests og små opgaver man kan lave i Suikoden V gør, at man sagtens kan få en masse timer til at gå med at jagte soldater eller lave nogle af de mange andre ting i Suikoden.

SuikodenV


Overall
Suikoden V er et klassisk rollespil i ordets forstand, og hvis man kan komme igennem spillets meget langsomme start, så venter der sig en spændende oplevelse i Suikoden V, hvor spillets gameplay er tilbage til rødderne indenfor rollespilsgenren. Hvis man er til klassiske rollespil, så er Suikoden V et spil, man bør kigge nærmere på.
Gameplay:8.0
Grafik:7.0
Online:
Holdbarhed:8.0
Overall 7.0
Log ind og stem
0
Der er endnu ingen der har stemt på denne hvis du kunne lide denne anmeldelse..
Køb spillet - og støt PSlife
Del denne artikel:
Kommentarer
Du skal være logget ind for at kunne læse og skrive kommentarer.