Syndikaterne bruger dog ikke kun fine midler som indoperering af chips i folks hoveder, når de skal kæmpe om magten på markedet, de bruger også ufine metoder, som udføres af de såkaldte agenter. Agenterne bruges til spionage, hærværk og likvideringer, og de er specielt trænet til opgaven helt fra barnsben af, og her kommer vi ind i billedet i form af agenten Miles Kilo, der udfører missioner for Eurocorp.
Miles Kilo lyder umiddelbart som enhver anden agent med et fantastisk sejt agentnavn, men faktum er, at Miles Kilo har fået indopereret en chip ved navn Dart-6, som giver ham nogle helt unikke evner, som sidestiller ham med fremtidens supervåben.
Historien er hverken særlig velfortalt eller decideret spændende, den er meget lineær og byder ikke på de store overraskelser, udover det faktum, at man har valgt, at bosskampene skal være så planlagte, som de var i spil fra 1990'erne. Det kræver nemlig præcis timing og tålmodighed at få bosserne ned med nakken, men det er dog stadig en fornøjelse at spille Syndicates singleplayerdel igennem, og de 5-6 timer det tager, er ganske godt investeret, primært fordi gameplayet er så super underholdene.
Gameplayet i Syndicate ligner ved første øjekast ethvert andet førstepersonsskydespil, men det er langt dybere og langt sjovere end som så. Dette skyldes, at vores ven Miles Kilo som tidligere nævnt har den såkaldte Dart-6 chip indopereret i hovedet. Chippen giver dig mulighed for ved et tryk på R2 at aktivere det såkaldte Dart Overlay, som gør det muligt at sløve tiden samt se fjender gennem vægge, som vi kender det fra Batmans detective mode. Dette giver en følelse af, at man er en bad ass udgave af Keanu Reeves fra den første Matrix film.
Dart-6 chippen giver udover Dart Overlay også en mulighed for at hacke eller breache, som de kalder det for i spillet, det er dog ikke kun overvågningskameraer, døre og låsemekanismer, der kan breaches, det er også fjenderne, da de har chips indopereret i hovedet. Når man breacher en fjende, så har man tre muligheder, man kan enten få vedkommende til at begå selvmord, enten ved at skyde sig selv eller hive i splinten til en granat og tage flere med i døden, få deres våben til at give bagslag og dermed sende dem til tælling eller få dem til at kæmpe ved at tage kontrollen over deres chip.
De tre breach-muligheder giver sammenholdt med det solide våbenarsenal spillet byder på - med både flammekastere, raketkastere og avancerede rifler - nogle helt enestående ildkampe mod de horder af fjender, man møder på sin vej. Man skal i kraft af, at ens breach-evner skal genoplade efter de er blevet anvendt, nøje overveje, hvornår man skal anvende dem for at sikre sig, at man ikke pludselig står omringet af fjender uden nogle es i ærmet, for så er det ikke fjenderne men dig, der bliver sendt til tælling.
Det solide gameplay videreføres i spillets onlinedel, hvor spillet leverer en co-op oplevelse af høj kaliber. Her kan man spille op til fire sammen i ni forskellige missioner, hvor man sammen skal nedkæmpe utallige fjender og klare missionens opgave, som f.eks. kan være at indhente nogle harddiske, som befinder sig midt i fjendens base.
Missionerne er sjove at spille, uanset om man spiller med nogen man kender eller fremmede, og heldigvis er det nemt at samle et hold af fire, som stort set er påkrævet for at kunne gennemføre størstedelen af missionerne, da sværhedsgraden er i top og antallet af fjender ikke bliver tilpasset til antallet af spillere.
Multiplayerdelen indeholder et godt progressionssystem, hvor man opgraderer sine våben og sine breach-evner. Dette gøres ved først at lave research på det område, man ønsker at opgradere, hvilket kræver et bestemt antal tokens, når man først har valgt, hvad man ønsker at researche, skal man optjene en bestemt mængde XP, hvorefter opgraderingen er fuldført. Det lyder måske indviklet, men det virker som en god måde at lave et alternativt progressionssystem, der adskiller sig lidt fra det, vi ser i alle andre skydespil.
Grafisk leverer Syndicate en super lækker lyssætning og nogle for et cyberpunkspil utrolig spændende miljøer, der skiller sig ud med en høj detaljegrad og en særpræget stil, der giver en lyst til at udforske de forskellige steder, man færdes, dette gælder alt fra de stilede minimalistiske kontorer til slumkvartererne, hvor de hjemløse og chipløse bor.
Lydkulissen i Syndicate er rigtig god, soundtracket bærer præg af dystert musik, der er blevet toneangivende som værende den form for musik, der pryder lydkulissen i de fleste spil, hvor vi befinder os i fremtiden. Der er dog også blevet plads til lidt dub-step, som pepper det hele lidt op og sørger for, at adrenalinen får en pumpetur. Stemmeskuespillet er for det meste rigtig godt, alt andet ville også være mærkeligt, når de har Brian Cox (Manhunt & Killzone) på lønningslisten.
Syndicate er et spil, som giver et frisk pust til førstepersonsskydespilgenren, gameplayet er varieret og interessant til trods for nogle af de irriterende bosskampe, og med sin vanedannende multiplayerdel er det et spil med så stor appel, at enhver skydespilsfan burde tage et nærmere kig på spillet for ikke at snyde sig selv for en god spiloplevelse.
Facebook
Twitter
