I det første The Division løb du rundt og ryddede op i New Yorks smadrede gader, og denne gang får du en helt fantastisk udgave af et totalt smadret Washington D.C at boltre dig i. Og det er en noget anden oplevelse, end de døde gader i New York. Der er stadig død og ødelæggelse overalt hvor du kommer frem, men der er også meget mere liv. Dådyr, hunde, fugle, vaskebjørne, rotter og ikke mindst de tydelige spor af naturen, der har påbegyndt sin egen oprydning, og langsomt vokser hen over ruinerne af Washingtons mange vartegn.
Efter en meget stiliseret, men temmelig forvirrende intro, ender du i en person-konfigurator, der straks minder dig om, hvor stat-tungt et spil The Division 2 er. Massive Entertainment er fuldstændig tossede med tandhjul, og jo flere de kan smide i mixen, jo bedre. Det betyder at dit første kvarter kan bruges på at fifle med øjenbryn, øjenafstand, kindben, hårlængde, flyveører, tatoveringer, solbriller og alt hvad hjertet kan begære af justeringer til din figur - hvis du da ikke bare godtager den random genererede spillet starter op med. Det virker til en start lidt voldsomt, men når du først begynder at socialisere med de andre spiller, er det faktisk ret fedt, at det næsten er statistisk umuligt at finde en anden, med samme karaktertræk som dig.
Når du har fået klædt dig på til kamp, bliver du hurtigt kastet ud i gadeslagsmål, og ender kort tid efter med, at have kæmpet dig frem til din nye hjemmebase: Det Hvide Hus. Som sidst er det her du skal starte genopbygningen af Washington D.C. og de samfundsmæssige strukturer, der alle er faldet helt sammen. Ved at løse missioner rundt omkring i byen, får du langsomt åbnet op for flere og flere funktioner i hjemmebasen, og dermed genopbygget mere og mere af det fallerede samfund.
Og det er den reelle historie i The Division 2. Hovedhistorien om virussens bagmænd og oprindelse, kampen for at finde modgift, alle de ting der bandt det første spil sammen, er røget endnu mere i baggrunden her. Den virkelige historie er din genopbygning af samfundet, og det har Massive heldigvis formået at gøre til en ordentlig mundfuld, der ikke bare er klaret når du har fået hjemmebasen fuldt udbygget.
Ret hurtigt viser det sig, at du langsomt men sikkert kan hjælpe ‘regeringsvenlige’ styrker med, at genindtage byen bid for bid. Der er kontrolposter der skal indtages, og efterfølgende holdes kørende med proviant, og der er en række andre bosættelser rundt omkring i byen, der, ligesom din hjemmebase, kan udbygges og give stadigt mere håb og tryghed for de arme civile. Hver bosættelse har forskellige projekter de skal have din hjælp med, og over tid begynder de at spille sammen, så du får flere ressourcer på din hjemmebase, efterhånden som du får banket de andre bosættelser op.
Alt i alt giver det en utrolig masse ting at gøre i byen, samtidig med at du virkelig får fornemmelsen af at du genetablerer de helt grundlæggende institutioner der skal til, for at få samfundet op at stå igen. Når du har sørget for vandfiltreringsanlæg, batteriladestationer og gårdhaver, og ser børn begynde at løbe rundt og lege, mens deres forældre glade slapper af i grønne omgivelser, føler du virkelig at du gør en forskel. Også selvom du reelt bare skyder hovedet af en næsten uendelig række af ondskabsfulde bandemedlemmer.
Det kan selvfølgelig ikke overraske, at grundspillet i The Division 2 ikke er milevidt fra det i The Division 1. Som når musikere skal lave ‘den svære 2’er’, der skal være noget nyt, uden at være noget fuldstændig andet, har Massive her formået at polere næsten alle knaster af det oprindelige spil, uden at ændre på det super fede grundspil. Ved første øjekast er alt ved det gamle. Du spotter fjender på din radar, dukker dig bag bilvrag og betonklodser, og piller hver eneste medlem af den konfronterende gruppe ned, én for én. Når alle er døde lysner din radar op, og giver dig tryghed i, at det nu er sikkert at dukke frem igen og drible videre ned af gaden. På vejen samler du lige de stumper op de har tabt, tjekker om noget af det skulle være federe end det du har allerede, og så er du klar til næste bølge.
I missioner er det samme historie, selvom disse ofte tager dig indenfor, gennem diverse af Washingtons mange flotte museer eller andre vartegn. Du lærer hurtigt at en kasse med frisk ammunition er tegn på, at der om hjørnet kommer næste bølge af fjender, ligesom det hurtigt bliver nemt at spotte de områder, der tydeligvis er indrettet til at bekæmpe de frådende masser. Store åbne rum med masser af mure og kasser at gemme sig bag, ofte opbygget så du ikke kan gemme dig i et hjørne, men må have øje på flere retninger på én gang.
Måden fjenderne agerer på er nemlig forfinet, så de i høj grad prøver at udnytte deres antal og få sendt folk bag dig eller ind fra begge sider, mens andre forsøger at holde din opmærksomhed forfra. Ofte har horderne af ‘røde’ svagere fjender et par lilla eller sågar gule chefer med, der alle har et speciale - enten som sniper, granatkaster, shot-gun psykopat eller pakket ind i kæmpe rustninger, der kan holde til mange, mange, mange skud, før noget begynder at trænge igennem. Ikke meget forskelligt fra de berygtede kuglesvampe fra etteren, men dog en mere logisk forklaring.
Samtidig skal der ikke mere en et par skud til at fælde de almindelige fjender, hvilket giver en langt mere tilfredsstillende fornemmelse af dine våbens effektivitet. Der er mere punch i kuglerne, mere præcision og langt mere effektivitet, og det giver dig en meget stærkere fornemmelse af at være en helt særlig race badass. Især koblet med alt det smækre ekstraudstyr du selvfølgelig har med dig som Division agent. Selvsøgende granater, turrets, droner, scannere, et hav af labre dingenoter, der giver dig overtaget, selv når du er håbløst i undertal. Som du er for det meste.
Du får selvfølgelig ikke adgang til alle lækkerierne på én gang, men kan gradvist udvide arsenalet, efterhånden som du gennemfører hovedmissioner. Disse giver dig nemlig Skill Points, som er det du skal bruge til at frikøbe det ekstra gear. Derudover kan du finde Shade Tech, både i missioner og forskellige steder i byen, og det kan omsættes til en lang række forskellige perks, som for eksempel mere plads i rygsækken, flere XP ved headshots, flere granater i bæltet og meget andet.
Selvom det til stadighed virker overvældende, får du med tiden brug for det hele. Det er nemlig ikke nemt at kæmpe sig igennem de frådende fjendemasser, med deres nye taktikker og varians. Allerede fra starten bliver du rettet ind ift. ikke at gå for hurtigt og konfrontatorisk frem - for så bliver du nemlig bare skudt ned. Tålmod og snilde er essentielt for en Divison agent, især så længe du agerer alene. Heldigvis kan du teame op med andre agenter, og dermed få lidt lettere ved at overleve. I alle safehouses er der mulighed for matchmaking, men det er klart fedest at samle dit eget crew, og måske endda samle dem i en klan. Det giver nemlig mulighed for at få specifikke opgaver og opbygge Clan XP både i fællesskab og hver for sig, der på ugebasis kan udløse særlige belønninger. Der kan være fra fire til 50 medlemmer i en klan, og der skal en del til for at opfylde de ugentlige mål, så fire er nok i underkanten, hvis du kun er der for præmierne.
Man kan spille fire sammen af gangen, og det fungerer upåklageligt. Det er især fedt når I formår at lægge en strategi og sikre, at I hver især udnytter jeres specialer, og at fjenderne ikke får en chance for at flanke nogen. Min eneste anke er, at når du spiller sammen med andre du er i klan med, bliver deres markører pludselig gule, og det kan være forvirrende ift. gule fjender, som er de tungeste af slagsen, og som du rigtig gerne vil være opmærksom på. Ingame chat virker også upåklageligt - helt underligt efter at have vænnet sig til altid at lave et Party i Destiny, hvor ingame chatten er temmelig sølle - men bedst af alt må siges at være balancen på sværhedsgraden.
Ret elegant lader The Divison 2 dig nemlig teame op med kammerater på tværs af niveau, uden at det kommer til at virke for let eller svært for nogen. Sværhedsgraden sættes efter den i gruppen der har højest niveau, men alle andre teammedlemmer hæves bare op til det niveau, så våben og helbred kan følge med. Det udstyr I samler op undervejs tilpasser sig derimod den enkeltes niveau, ligesom XP justeres individuelt, og pludselig har du et system, hvor der reelt er et incitament til at hjælpe hinanden, uanset hvor i spillet man er nået til. Det er virkelig godt løst, og understøtter det sociale element markant.
Det kan være lidt forvirrende at finde rundt i kortet når du spiller med andre, fordi det tilsyneladende justerer ind efter den der er teamlead. Det betyder at det nogle gange virker enormt inkonsistent ift. din egen fremdrift. Eller også er det bare mig. Jeg har været uheldig og har af to omgange oplevet spillet gå i selvsving og låse mig ude, hvorefter dele af mine fremskridt var rullet tilbage. Ikke erfaring og udstyr, men områder og missioner på kortet, som jeg allerede havde låst op eller gennemført tidligere. Men med mine nylige oplevelser fra Anthem i frisk erindring, er det jo det rene pjat - der må gå en stille tak fra Massive til BioWare på den konto. Sikke et afsæt at få.
Når det er sagt, er The Division 2 et utrolig velpoleret spil, og jeg har stort set kun roser at give. Jo mere du spiller, jo mere får du åbnet op for byens forskellige kvarterer og jo mere imponerende bliver skalaen af spillet. Med hovedmissionerne får du adgang til nye ressourcer i form af personer, der kan give dig adgang til at bygge egne våben og udstyr ud fra blueprints, at danne klaner, at øve dig på skydebanen og at gå i kast med Divisions PVP-del, Dark Zones. I Dark Zones kæmper du ikke kun mod spillets bander, men også potentielt mod andre spillere.
Formålet er at støve noget af det særligt fede udstyr op, der kun kan findes i Dark Zones, og efterfølgende få det fragtet ud med helikopter, da det skal desinficeres før det må forlade de virusbefængte områder. Mens du venter på helikopteren, vælter det ind med bandemedlemmer og andre spillere, der kan nappe dit fundne grej, ved at skyde dig inden du når at få det fløjet ud. I det første The Division var det ikke sjældent at du stødte på grupper af meget stærke spillere, der nød bare at pille svagere spillere ned. Det har Massive forsøgt at dæmme op for, ved at normalisere alle stats i Dark Zone, så alle spiller på lige vilkår - uanset level eller gear. Der er dog stadig mulighed for at genopleve den ubalancerede udgave i de såkaldte ‘Occupied Zones’, hvor level og gear spiller ind som normalt, men de åbner først op når du rammer slutspillet.
Som supplement til Dark Zones, har Massive endvidere introduceret Conflict, der er en mere traditionel PVP-udgave, hvor du kan samle et team og spille mod et andet. Her kan I kaste jer ud i Skirmish, hvor det bare gælder om at overleve længst som team, eller Domination, hvor der skal høstes point ved at indtage tre strategiske punkter på banen og holde dem. Hele balladen udspiller sig i tre specifikt designede områder i byen, og også her spilles der med normalisering, for at holde fokus på evner frem for gear. Her er bestemt potentiale for udvidelser på sigt, men det giver afgjort en ekstra dimension til PVP-delen af The Division, hvis det er din medicin.
Sidst men ikke mindst, har Massive lagt et helt særligt fokus på slutspillet. Endgame. Den hellige gral indenfor denne type spil, hvor det i høj grad handler om at få dig til at blive hængende, selv efter de 30-40 timers vej til slutningen. I det medfølgende materiale til spillet fremgår det, at slutspillet i The Division 2 faktisk var her udviklingen startede, og udviklerne selv betegner reelt The Division 2 som to spil i ét. Et før og et efter du har gennemført hovedhistorien, og genopbygget Washington D.C. Altså omkring der hvor du rammer level cap på 30.
Når det sker, får du mulighed for at vælge én af tre specialiseringer - Skarpskytte, Overlever og Sprængstofekspert (elegant oversat af yours truly). Hver specialisering giver adgang til et signaturvåben i form af en sniper, en granatkaster eller en armbryst, og hver specialisering har et evnetræ du kan udbygge. Du kan frit skifte mellem de tre specialiseringer, så du kan prøve dig af i alle tre roller, og samtidig tager det jo værdifuld spiltid, at opbygge alle tre specialiseringers evner. Det er også her alt dit gear ikke længere vurderes efter level, men efter Gear Score, og så kan et helt nyt kapitel begynde i jagten på det bedste udstyr.
Selvfølgelig kræver disse nye og endnu stærkere evner, stærkere fjender at kæmpe imod, og det introduceres ved, at din nyopryddede by invaderes af den knivskarpe Black Tusk fraktion. Dette er en hær af elite folk, der pludselig indtager det meste af det du netop har ryddet for spillets øvrige fraktioner - og så kan oprydningen starte forfra. Det er heldigvis ikke bare det samme du skal igennem, men flere af de kontrolposter og strongholds du havde erobret, bliver taget over af Black Tusks, og alle de øvrige fraktioner tager sig for den sags skyld også lidt sammen, og giver den en ekstra skalle i sin modstand mod det genetablerede system.
Mens du kæmper dig vej gennem de nye fjender, kan du nå nye såkaldte World Tiers, efterhånden som du får ryddet strongholds. For hver tier stiger sværhedsgrad og kvalitet på gear drops yderligere, så du hele tiden har en gulerod i kampen. Og er det ikke nok til at holde dig kørende, kommer der tre nye udvidelses-pakker i løbet af år ét, og forfriskende nok er de helt gratis. Du kan stadig købe et såkaldt Year Pass, men det giver dig reelt bare tidlig adgang til udvidelserne, lidt ekstra missioner og projekter, samt nogle flere specialiseringer. Det sidste lyder interessant, men om det er de 299 kroner værd, er svært at vurdere. Hatten af for de gratis udvidelser dog.
Der er ufatteligt meget at lave i The Division 2. Og det virker som om Massive har lagt sig i selen for at holde os underholdt i virkelig mange timer, både på vej mod endgame og et godt stykke efter. Samtidig virker spillet bare utrolig poleret. Jeg er stødt på meget få skarpe kanter, og er helt fanget ind af jagten på udstyr og især at genopbygge Washington D.C. En opgave der reelt føles som om den betyder noget, gør en forskel og hjælper de stakkels civile. Jeg elsker at snige mig gennem missioner alene, og den omgang sommerfulge i maven det formår at give mig, og jeg elsker at kaste mig lidt mere lalleglad ind i konflikterne, med drengene fra klanen ved min side. Når der bliver for meget action på, kan jeg trække mig tilbage og bruge timer på at nusse om mit gear og de helt utroligt mange håndtag der kan hives i, for at fintune mit loadout, og så nyder jeg bare at slentre gennem de fantastisk flotte smadrede gader i Washington D.C., i alt slags vejr og med de spøjse oplevelser det nu giver.
The Division 2 er det spil jeg havde håbet Anthem ville være. Også selvom det er en helt anden setting, og en helt anden oplevelse. Det er helt skræmmende at komme fra BioWares skibsvrag til en så velpoleret oplevelse, og mærke hvor meget goodwill jeg rent faktisk havde givet BioWare, i håb om at de ville lykkes med projektet. Massive har styr på deres spil, og viser i den grad hvordan det kan og skal gøres, når det kommer til denne type spil. Det er bestemt en fordel at kunne dale ned midt i det rygende krater fra BioWares katastrofe, men det skal ikke tage noget fra det vores svenske venner her har frembragt. Tværtimod. Og de er kun lige begyndt. Det første The Division formåede at blive bedre og bedre, som opgraderingerne droppede, og det vil med stor sikkerhed ske denne gang også. Om jeg ender med at brænde lige så mange timer af på The Division 2, som jeg gjorde på Destiny ved jeg ikke. Men det virker som en værdig arvtager.
Facebook
Twitter
