The Evil Within 2

Anmeldt af: Søren Voigt - 18. oktober 2017 - kl. 11:08
Del denne artikel:
2 4

Har The Evil Within 2 mere at byde på end en uhyggelig grundstemning, eller mangler det indhold til at holde det hele interessant? Læs vores anmeldelse her:

Da The Evil Within udkom tilbage i 2014, fik det en noget blandet modtagelse og var bestemt ikke enhvers kop te. Nogen kunne godt værdsætte hvad spillet havde at byde på, mens at det for andre var svært at abstrahere for det lidt sløsede gameplay og rodede historie. Jeg havde personligt en middelmådig og lettere forglemmelig oplevelse med det, så jeg havde i bund og grund ikke den helt store grund til at se frem til efterfølgeren.



Der var alligevel et eller andet fra trailerne og diverse gameplay-videoer fra spillet, der gjorde mig nysgerrig. Jeg anede et håb for at der var blevet lavet en del forandringer i gameplayet, og at det turde gå i en anden retning. Og nu kan jeg ånde lettet op. The Evil Within 2 er ikke bare en hovedløs efterfølger, der laver de samme fejl som forgængeren. Tværtimod, så forbedrer og løfter det oplevelsen til et højere niveau.

Efter at have overlevet adskillige psykologiske rædsler, så sidder Sebastian Castellanos fordrukken på en bar, mens han prøver på at drikke diverse traumer væk. Han beskylder stadig sig selv for sin datters død, da hans hus brændte ned. Men da Juli Kidman opsøger Sebastian efter flere års stilhed, med nyheden om at hans datter Lily stadig er i live, så vil Sebastian gøre alt for at få hende tilbage.

Den gode nyhed bliver dog efterfulgt af en dårlig, da det går op for ham at Lily bliver brugt som kernen i et nyt STEM eksperiment. Sebastian er nu nødt til at dykke ned i endnu et STEM helvede for at få hende tilbage. Det anbefales helt klart at man spiller det første spil før man kaster sig over dette, for at få hele historien med. Der snakkes meget indforstået og man kan godt efterlades lidt undrende omkring hvad der bliver snakket om, hvis man ikke har det på plads på forhånd.



Men hvad The Evil Within 2 har at tilbyde i form af historie, er ganske fantastisk og til tider overraskende rørende. Der bliver spillet meget på viljestyrken til at gå gennem ild og vand for at få sin datter tilbage, det er et meget håndgribeligt emne og det er nemt at relatere til hvad Sebastian går igennem. Han er nødt til at kæmpe mod sine indre dæmoner og traumer, for at komme nærmere på målet. Dertil er der også tilføjet et par plot twists og introduktioner undervejs, for at holde det hele friskt. Jeg følte at pacingen i historien var glimrende, og man følte ikke at det blev alt for udpenslet. Dog føltes dialogen og voice-overne lidt malplaceret til tider, der kunne gå fra at være velskrevet dialog, til en nærmest tå krummende samtale på blot et øjeblik. Det er nemt at se bort fra, men det kan godt trække en lidt ud af stemningen når det står på.

Den største ændring i gameplayet må være at der er blevet implementeret en mindre form for open world. Hvis man vil en pause fra selve historien, så har man mulighed for at udforske en ødelagt og kaotisk by, hvor det vrimler med fjender. Her kan man blandt andet finde forsvundne menneskers sidste ord eller diverse collectibles. Man er ikke tvunget til at gå på opdagelsen i byen, men det er en god idé, for at få samlet ammunition og gear til at opgraderer ens våben.



Jeg synes langt fra at det føles som en sur pligt eller træls grinding, da der var lagt nok ting ind til at holde udforskningen interessant. Jeg havde lyst til at vende hver en sten, for at finde det sidste loot til at lave min sniper riffel eller for at kunne opgradere mig selv endnu mere. I spillets anden halvdel så bliver open world aspektet dog glemt lidt, og det hele begynder at blive lineært igen i banedesignet. Friheden ved selv at udforske bliver altså begrænset voldsomt - anden del af spillet er stadig en fryd at spille igennem, men det er lidt en skuffelse at man ikke har beholdt det i hele spillet.

Opgraderings systemet er i denne omgang også anderledes, da det grønne slim kun bliver brugt til opgradering af Sebastians kræfter, og gear bliver brugt til at opgradere ens våben. Det er muligvis et minus hos nogen, da man tidligere var nødt til at beslutte sig om man ville prioritere at opgradere f.eks. ens liv eller ens pistol. Men det føles i mine øjne mere overskueligt, at vide hvor meget man har at opgradere for i de forskellige kategorier, fremfor at det var enten eller.

Der er en god håndfuld virkelig nervepirrende og grumme øjeblikke i spillet, hvor man kan mærke kuldegysningerne i kroppen. De sektioner hvor spillet nærmest føles helt psykotisk og skruer intensiteten op, er uden tvivl de mest mindeværdige. I de første par timer jeg spillede, så var uhyggen nærmest på sit højeste. Jeg sneg mig forsigtigt rundt for at undgå at blive opdaget af de skræmmende fjender, og for at dræbe dem på en mere lydløs måde. De elementer spillede rigtig godt sammen og virkede naturligt men efter et stykke tid, så mistede fjenderne nærmest deres uhygge og gnist. Man kunne genkende deres mønster, og man var ikke helt så bange for dem mere. Selvom man undervejs bliver mødt af nye fjender, så er variationen ikke voldsomt stor.



Grafikken har også fået et godt skub i den rigtige retning. Der er selvfølgelig gået et par år siden sidst, men en stor del har helt klart også at gøre med at spillet samtidig også udkom til den tidligere generation af konsoller. I denne omgang er det hele på den visuelle front lækkert at se på. Det er tydeligt at der virkelig er blevet kælet for detaljerne og lagt hårdt arbejde i at designe de forskellige baner. Flere steder i spillet virkede det helt teatralsk, betagende og smukt. Et gardin, der står og flagre, støv der falder ned fra loftet og én enkelt solstråle der kommer ind fra et vindue. Der forstås virkelig hvordan man får skabt en utryg stemning, kun ud fra det man ser.

Men der er også god grund til at være bange for det man hører. Gulvet knirker, døre bliver smækket og man kan høre en tør gråd i nærheden, hvilket kun kan betyde ballade. Uhyggen kravler i den grad under huden på lydsiden, og man er konstant på vagt for ens omgivelser. Soundtracket er også spot on, både under de uhyggelige passager og de mere følelsesladede steder. Der er altså med andre ord både guf for øjnene og ørene, der tilsammen får skabt en dyster atmosfære.



Det tog mig omkring 18 timer at gennemføre The Evil Within 2, og jeg kedede mig ikke ét eneste øjeblik. Uhyggen mister lidt sin effekt desto længere man er i selskab med den, men der er stadig rigelig med grund til at spille videre. Den samlede oplevelse jeg havde med spillet var noget jeg ikke har haft i et godt stykke tid. Jeg var grebet af historien, betaget af atmosfæren og underholdt af gameplayet. Da rulleteksterne kørte, så var jeg ikke i tvivl om at jeg helt klart vil dykke ned i dette STEM helvede endnu en gang, og opleve det hele igen.
Fakta
The Evil Within 2

The Evil Within 2

PlatformPlayStation 4
UdviklerTango Gameworks
UdgiverBethesda Softworks
Spillere1
Udgivelsesdato13-10-2017
Officiel websiteKlik her
PEGI: PEGI 18 Stærkt sprog Vold
Følg PSlife her
+ Glimrende historie, fantastisk billed- og lydside, fed grum atmosfære, god open world del
Uhyggen aftager, til tider lidt flad dialog og voiceover
Gameplay:8.5
Grafik:9.0
Online:-
Holdbarhed:8.5
Overall 8.5
Log ind og stem
4
Der er 4 brugere som med til at gøre PSlife et bedre sted, ved at vurdere vores indhold.
Køb spillet - og støt PSlife
Del denne artikel:
Kommentarer
Du skal være logget ind for at kunne læse og skrive kommentarer.