The Evil Within

Anmeldt af: Jesper Thuesen - 26. oktober 2014 - kl. 14:24
Del denne artikel:
5 0

Meget vand er løbet under broen siden den japanske survival horror havde sin storhedstid, men med The Evil Within kunne noget tyde på, at der stadigvæk er liv i de gamle afrevne lemmer.

Shinji Mikami er for mange survival horrorfans at betragte som en levende legende. Hans første titel som producer/director var Resident Evil og herefter fulgte titler som Dino Crisis, Viewtiful Joe, Killer7 og det fremragende Resident Evil 4, der stadigvæk den dag i dag inspirerer såvel action- som horrortitler. Nu er Mikami tilbage med sit tilsyneladende sidste projekt som director, og spørgsmålet er, om The Evil Within bliver den glorværdige afskedssalut, som Mikami om nogen har fortjent.




På sin vis ja. The Evil Within er nemlig et anerkendende nik til de gamle horrordyder som Silent Hill, Fatal Frame og også Mikamis eget Resident Evil, og Mikami er ikke bleg for at låne gameplaymekanikker, lokationer og inspiration til fjender og bosser fra gamle stortitler. På denne måde virker The Evil Within som en kombination af at være helt sin egen men samtidigt også det bedste, og desværre også værste, fra en spiltype, der efterhånden syntes at være fra en fjern fortid.

I The Evil Within tager man styringen over detektiven Sebastian Castellanos, der har fået til opgave at undersøge en række brutale mord i det såkaldte Beacon Mental Hospital. Allerede fra starten af emmer sindssygehospitalet af ondskab, da man allerede ved entréen bliver mødt af noget, der minder om et slagtehus for mennesker. Det skal naturligvis vise sig at blive meget, meget værre og efter et kort møde med det, der synes at være en overnaturlig skikkelse, befinder Sebastian sig hængende i et kælderlignende lokale, hvor en makaber skabning er i gang med at partere menneskekroppe.




Spillet starter i et højt tempo, men man skal ikke lade sig narre. The Evil Within er i høj grad stealth-baseret, og man vil hurtigt opleve, at det ofte er langt mere givende at snige sig forbi fjenden eller snigmyrde disse med en kniv igennem kraniet, end at forsøge at nedlægge dem alle. Dette skyldes dels, at ammunitionen er sparsom og dels, at dine fjender typisk er i overtal og også stærkere end de ser ud. Hertil skal det tilføjes, at de ofte er svære at slå ihjel, medmindre man sætter ild til dem med tændstikker, som ligeledes kommer i sparsomt oplag.

Våbenarsenalet byder på klassiske survival horror gensyn. Du har din trofaste pistol, og herefter får man blandt andet rifler, haglgeværer, granater, magnumpistoler og den såkaldte agony-bue, som er et hårdtslående våben, hvor du kan skifte imellem flere ammunitionstyper, såsom eksplosive pile, pile der fryser eller blænder dine fjender, pile med elektricitet og meget mere. Pilene kan opsamles på banerne, eller man kan indsamle materiale til selv at lave pilene enten ved at finde materialerne rundt omkring eller desarmere de mange fælder, som ellers er den sikre død for Sebastian.




Herudover byder The Evil Within på et opgraderingssystem, som vi kender det fra andre titler. Man opsamler undervejs i spillet grøn hjernemasse, som kan veksles til opgraderinger i spillets safe-zone, hvor man også kan gemme sit spil, hvis ikke man synes, at spillets checkpoints er rigeligt. Man kan opgradere Sebastians helbredsbar, hans evne til at løbe i længere tid og hans nærkampsevner, ligesom man kan opgradere våben, ammunitionstasker og meget mere. Det fungerer fint men bringer ikke noget nyt til genren.

Over-skulderen-kameraet tilføjer heller ikke noget nyt, og det ændrer de sorte bjælker, der giver en mere cinematisk oplevelse, ikke på. Det er meget old-school survival horror, og at kameraet nogle gange tjener som din værste fjende, da dette er tungt at betjene, er heller ikke nogen overraskelse. Her måtte Tango Gameworks, der står bag spillet, dog gerne have taget ved lære af nyere titler, for det er ærgerligt, at man tager det værste fra survival horror med, når formålet så åbenlyst har været, at man vil have alt det bedste.
The Evil Withins største force er utvivlsomt, at der er konstante skift mellem miljøer, fjender og bosser. Historien, som jeg ikke vil afsløre for meget af, tillader en enorm grad af kunstnerisk frihed, når det kommer til valg af landskab, og man skifter konstant mellem blodige kælderskakter til små landsbyer, store slotte og selvfølgelig også sindssygehospitalet. Det er smukt og det bevirker, at man som spiller aldrig keder sig.




Fjenderne er veldesignede og uhyggelige, og specielt monstrenes gisp og rallen er oprigtigt talt ulækkert. Bosserne er et helt kapitel for sig selv, hvilket Mikami også har for vane, og selvom bosskampene kan blive småtrivielle, da det oftest drejer sig om at finde et svagt punkt og derefter tømme al ammunition omkring dette område, så er det næsten værd at lade sig dø et par gange bare for at få alle aspekter med på de nogle gange gigantiske monstre.

Teknisk set er The Evil Within lige så meget himmel og helvede som spillets storyline. Miljøerne er fantastisk modelleret ud fra et arkitektonisk synspunkt, der er en enorm detaljegrad på mange af de flotte områder, og man skifter ofte mellem det overvældende smukke til det til tider grotesk grusomme. Til gengæld lader animationerne, herunder ansigtsanimationer samt vores hovedpersoners bevægelser, meget tilbage at ønske. De er alt for ofte enormt stive i det, og man mangler en større udtryksgrad hos vores helte. Derudover er The Evil Within ramt af flere pop-ins, hvor texturer først indlæses lidt efter lidt hvorfor vægge og genstande ser blanke ud, ligesom der er en del clipping-fejl, hvor figurer forsvinder ind gennem vægge og andre forhindringer.




Lydsiden er lidt den samme oplevelse, hvor man i det ene øjeblik mærker sveden pible frem, når de monstrøse skabninger bevæger sig i nærheden, for derefter nærmest at smågrine over det til tider komiske stemmeskuespil, når Sebastian gang på gang giver den som endimensionel Steven Seagal-type med et alvorligt stemmeleje, som ikke ændrer sig en eneste gang i løbet af den ellers til tider småtragiske historie. Lydeffekter, og som tidligere nævnt de mange fjender, mangler til gengæld ikke troværdighed, og lydsiden er generelt set et bærende punkt i den lange historie.

Historien er bestemt både lang og fyldig. 12 timer og 67 dødsfald var mit offer i første gennemspilning. Herefter bydes der på New Game+, hvor man kan drage fordel af de bonusser, man får for at gennemføre spillet, ligesom man kan intensivere jagten på de vanvittigt mange skjulte genstande, såsom nøgler der kan bruges til at åbne skabe med våben, ammunition og opgraderingsgel i safe-zonen, brudstykker af et kort eller avisudklip, wanted-plakater og meget mere. Der er fin holdbarhed i The Evil Within, og du får næppe set spillet i løbet af første gennemspilning.




The Evil Within er en solid efterårstitel, og det passer perfekt ind i den uhyggelige Halloween-periode. Der er mange gode gys gemt i spillet, som dog ofte er mere brutalt og decideret ulækkert, end det er uhyggeligt. Der er hentet enormt meget inspiration fra gamle gyserklassikere, såsom en tilsyneladende forladt landsby, hvor en motorsavssvingende galning styrer tropperne, og det er som sådan fint nok. Skulle der komme en fortsættelse til spillet, vil jeg dog anbefale Tango Gameworks og Bethesda at tage et kig på det tunge kamera, de lidt for klassiske gyserformularer og den til tider klodsede styring, også selvom det er det, vi alle forbinder med survival horror. Fortiden har en vis nostalgi over sig, men det er ikke ensbetydende med, at vi i fremtiden ikke skal lære af de fejl, andre har begået. The Evil Within har et stort potentiale, og spillet beviser med al tydelighed, at survival horror ikke er en død fisk.
Fakta
The Evil Within

The Evil Within

PlatformPlayStation 4
UdviklerTango Gameworks
UdgiverBethesda Softworks
Spillere1
Udgivelsesdato14-10-2014
Officiel websiteKlik her
PEGI: PEGI 18 Skærmmende Stærkt sprog Vold
Følg PSlife her
+ Det bedste fra survival horror, fyldig historie, geniale bossdesigns, flotte lokationer
Det værste fra survival horror, kantede animationer, dårlig kamera, tung styring
Gameplay:7.5
Grafik:7.5
Online:-
Holdbarhed:8.0
Overall 7.5
Log ind og stem
0
Der er endnu ingen der har stemt på denne hvis du kunne lide denne anmeldelse..
Køb spillet - og støt PSlife
Del denne artikel:
Kommentarer
Du skal være logget ind for at kunne læse og skrive kommentarer.