The Fight: Lights Out

Anmeldt af: Martin Grænge Hansen - 13. november 2010 - kl. 15:13
Del denne artikel:
3 0

The Fight lover, at jeg kan dominere undergrunden med præcis 1:1 bevægelse, men leverer spillet virkelig den hårdtslående spiloplevelse, som der loves?

The Fight: Lights Out er ikke drevet af nogen form for historie. Du bliver blot sat i et skummelt undergrundsmiljø og bliver igennem en række instruktionsvideoer introduceret til gadekamps-miljøet. Hele spillet er centreret om spillerens personlige figur, som man skaber, første gang man starter spillet op. Man råder over en række point, som skal fordeles i forskellige evneområder – eksempelvis styrke, hurtighed, udholdenhed, teknik etc. Som spillet skrider frem bliver ens figur stærkere, og der låses desuden op for nye genstande såsom nittehandsker eller sko, der giver lidt ekstra styrke eller hurtighed til ens gadekæmper. Alt i alt er skabelsesdelen ganske robust.




Spillet byder på en eventdel, der rummer over 100 forskellige modstandere. På papiret lyder det måske lovende, men forskellen på modstanderne er ret minimal – enkelte boss-figurer anvender dog specielle angreb, og derved skiller disse sig lidt ud fra mængden. Når man slår en modstander, optjener man rangpoint og penge, som kan bruges til at åbne op for nye modstandere og noget af det førnævnte udstyr. Spillets træningsdel byder på en række minispil. Der skal blandt andet slås på sandsæk eller trænes træfsikkerhed på puder. Efter endt træning bliver man belønnet med point, der kan fordeles ud på ens færdigheder. Der er også en multiplayerdel, hvor man kan spille imod en ven på samme fjernsyn eller imod andre fighters online. I kampene online kan man desuden vædde de penge, som man har åbnet op for igennem eventdelen.

For at spille The Fight skal du være i besiddelse af PlayStation Move. Du kan enten vælge at spille med to Move-controllers eller med blot en Move-controller og en helt almindelig PlayStation 3-controller. Førstnævnte er dog klart at anbefale. Spillet kalibreres relativt nemt igennem lidt skyggeboksning og de sædvanlige Move-fikspunkter. I samme åndedrag vil jeg dog nævne, at spillet kræver, at man kalibrerer meget ofte. Hver gang man skal til at starte en kamp, skal der kalibreres, og det samme gælder, når man skal i træningsrummet for at lære et ny angreb.




Move-controlleren opfanger, præcis som lovet, ganske fint ens bevægelser. Der er fra start seks forskellige angreb til rådighed. Man kan lave uppercuts, slag fra siden eller slag lige på. Der, hvor spillet fejler, er på træfsikkerheden og styrken af slag. Kampsystemet er ekstremt frustrerende, og lige meget hvor hårdt eller præcist du forsøger at slå, så vil du gang på gang opleve, at dine slag, der egentlig var adresseret til modstanderens ansigt, i stedet ender ud med at ramme i det omkringhængende luftrum. Dette skyldes i høj grad også, at din modstander bevæger sig meget rundt på banen og derved ikke gør sig selv nem at ramme. Helt overordnet set er det dog ikke Move-controlleren den er gal med, det er nærmere dybdedimensionen og den måde accelerationen i ens slag bliver målt. Langt de fleste gange du er i nærkamp, ender det hele ud med at blive lidt for tilfældigt, og kampfornemmelsen bliver ikke så hårdtslående, som det var tiltænkt.

Ligegyldigt hvor hårdt eller blødt du slår, vil din figur på skærmen slå med uændret styrke. Det holder ganske enkelt ikke i et spil, hvor det handler om at finde en åbning og så lynhurtigt straffe sin modstander. På trods af dette, så har spillet et system, der belønner dig for at lave hårde slag, men det system falder til jorden, da man ikke kan regne med, hvornår man laver et hårdt slag og hvornår man ikke gør. Nærkampene bliver alt for ofte en gang omklammeri krydret med små håndmadder – om ikke andet hvis man holder sig til de helt gængse angreb.
The Fight indeholder nemlig også en række beskidte angreb, der - alt efter hvor meget du vælger at bruge dem - kan være med til at skade eller skabe dit omdømme. Udførelsen af specialangrebene er tilknyttet T-knappen på undersiden af Move-controlleren. At udføre et specialangreb fjerner en smule af din figurs udholdenhed, men giver selvsagt også lidt mere skade. Helt personligt har jeg haft ret stort besvær med at udføre enkelte af disse angreb. Dette problem oplevede jeg især med den venstre Move-controller.

Den visuelle side af The Fight: Lights Out er ret middelmådig, og spillet lever ikke op til nutidens standarder. Udviklerne har forsøgt at ramme et gråt og skummelt udtryk, der kan supplere undergrundsstemningen, men det hele bliver en lille tand for kedeligt at se på. Modstanderne er uden personlighed, og det hele er generelt lidt for hurtigt glemt. Menuerne er meget rodet og lidt tunge at navigere rund i. Lydsiden er ligeledes lidt middelmådig. Der er i høj grad tale om underlægningsmusik – det er ikke noget, der får dig op ad stolen, og du skal kigge langt efter kendte artister. Lydeffekterne er som man kan forvente.




Holdbarheden i The Fight forsøger udviklerne at skubbe lidt op ved at diske op med over 100 kampe i eventdelen, men det hele er lidt for let købt og kampene bliver hurtigt ret ensformige. Det er svært at sige, om spillet bliver populært online, men da denne del som sådan ikke byder på noget ekstraordinært, så trækker den ikke meget op i forhold til holdbarheden.

The Fight: Lights Out fortjener point for at forsøge at ramme et lidt mere modent publikum. Desværre er der en række grundlæggende problemer med spillet, der gør, at oplevelsen bliver mere irriterende, end den bliver god. En stor del af din tid vil blive brugt på at slå huller i luften, alt imens du brokker dig over, hvor svage din figurs slag er. Intensiteten stiger herefter, du bliver endnu mere ihærdig, din figurs slag bliver endnu mere upræcise og til sidst står du – lettere svedig – og indser, at du er vidne til noget, der minder mere om kinddans end nævekamp. Planlægger du at slå dig løs i The Fight, anbefaler jeg, at du har en god portion tålmodighed og en undertrøje – ellers ender du ud som mig; irritabel og svedig.
Gameplay:3.0
Grafik:5.0
Online:3.0
Holdbarhed:2.5
Overall 2.5
Log ind og stem
0
Der er endnu ingen der har stemt på denne hvis du kunne lide denne anmeldelse..
Køb spillet - og støt PSlife
Del denne artikel:
Kommentarer
Du skal være logget ind for at kunne læse og skrive kommentarer.