The Missing: J.J. Macfield and the Island of Memories

Anmeldt af: Palle Havshøi-Jensen - 28. oktober 2018 - kl. 22:21
Del denne artikel:
0 3

The Missing: J.J. Macfield and the Island of Memories er noget så sjældent som et bizart puzzle-platformspil med et budskab. Læs anmeldelsen af det specielle spil her.

Siger navnet Hidetaka “Swery” Suehiro dig noget? Formentlig ikke. Hidetaka Suehiro er en japansk spilskaber og designer, som har været i branchen i mere end 20 år. Han er den type, som formentlig er helt ligeglad med salgstal og afkast til aktionærer, da han står bag en række skæve, mærkelige og meget snævre spil, som nok aldrig har været de store kommercielle succeser.



Personligt holder jeg meget af spildesignere, som gør tingene anderledes - det kan dog også blive for underligt og Swery balancerer altid på grænsen. Nu er den skæve japanske spildesigner tilbage med spillet med det mundrette navn The Missing: J.J. Macfield and the Island of Memories og Swerys fingeraftryk er over det hele.

Historien er egentlig ikke så sær; det er en helt almindelig kærlighedshistorie om to elskende, Emily og Jackie, som er på campingtur på en lille ø ud for kysten ved Maine i det nordlige USA. I løbet af natten forsvinder Emily på mystisk vis og da Jackie vågner næste morgen, må hun begive sig ud på en farefuld færd på den mystiske ø, for at finde hendes elskede.



På overfladen er The Missing ikke så forskellig fra Limbo og Inside. Man bevæger sig fra venstre mod højre og man skal hoppe, klatre, skubbe kasser og klatre op af reb - det er ikke så usædvanligt. Men det begynder ret hurtigt at stikke af og det er her at spillet differentiere sig betydeligt fra alle andre spil i genren.

Man kan, og skal, nemlig bruge spillets grufulde lemlæstelser aktivt, for at klare de forskellige udfordringer man bliver stillet overfor. Et par gode eksempler er, at man for eksempel skal løbe ind i en række skarpe pigge, så for eksempel ens ben og den ene arm bliver flået af kroppen. Derefter skal man styre den stadig levende torso, som møver sig hen over jorden, hen til de afrevne kropsdele, tage dem og placere dem som kontravægt på en slags vippe, så man kan møve sig over en kløft, uden at vippen vipper ned og man bliver sendt mod afgrunden.



Et andet eksempel er, at man skal kaste ens afrevne ben op på en kasse, som er placeret oppe i et træ og som dermed falder ned så man kan bruge den - eller sætte ild til sig selv, for at kunne oplyse et ellers fuldstændig mørkt rum og på den måde finde vej igennem det. Man kan også snitte i sin pulsåre så man forbløder og bliver lettere og dermed ikke aktivere en fælde, som man ellers ville have gjort hvis man var i fuld kampvægt.

Lemlæstelserne er grusomme og Jackie skriger og vrider sig i smerte når man løber ind i de skarpe pigge eller man sætter ild til hende - men disse grumme ting er ganske enkelt nødvendige, for at kunne komme videre i spillet. Men rare bliver de aldrig. Efter at have udsat Jackie for disse frygtelige pinsler, kan man på magisk vis samle hendes krop og afrevne kropsdele sammen igen ved et tryk på trekant. Dette betyder ikke, at man ikke kan dø i The Missing - for det kan man sagten. Nogle gange styrer man Jackies afrevne hoved (med en stump rygrad hængende ud) og hvis man er for hård ved hovedet, så dør det og dermed også resten af kroppen.



Spillets puzzles bliver aldrig urimeligt svære, men når disse lemlæstelser kombineres med en spilverden, der nogle gange bliver vendt på hovedet og man derfor skal tænke fremad på hvordan ens handlinger vil påvirke spilverdenen når den bliver vendt tilbage igen på normal vis, så kommer de små grå alligevel på arbejde.

Som det nok fremgår, så er The Missing virkelig et bizart spil. Spillets styrke er helt klart, at det på en måde bruger selvpåførte lemlæstelser aktivt, hvilket desværre ikke er så bizart og fremmed for nogen, men også tager hul på andre emner, som spil normalt helt bevidst styrer uden om. Jeg vil ikke afsløre mere, for det spoiler noget af den specielle historie, men et lille fingerpeg om hvilken retning disse emner er i, kan ses i det faktum af det forelskede par, som er i fokus for historien, er af samme køn. Bag historien og det bizarre gameplay, ligger faktisk et budskab, som det er forfriskende at se et spil tage hul på.

The Missing tager omkring 6-8 timer at gennemføre, alt efter hvor grundig man er. Rundt omkring i spillet er der gemt mere end 270 donuts som man kan gå på jagt efter og da nogle af dem kan være ret svære at få fat i, er der gemt lidt ekstra spilletid her, hvis man vil finde dem alle.



Rent teknisk er The Missing ikke den store oplevelse. Styringen er for det meste lidt upræcis og klodset og grafikken er langt fra køn og på niveau med hvad vi kunne forvente af et spil i slutningen af 2018. Lydeffekterne er som sådan godkendte, men bestemt ikke noget at skrive hjem om.

Man skal ikke spille The Missing for grafikkens skyld. Man skal spille det, hvis man har lyst til at opleve en seriøst bizart spil fra en af branchens mest krøllede hjerner og man skal have en sund nysgerrighed for noget nyt og anderledes. Og for at opleve en historie, som ikke er bange for at berøre emner, som andre spil ikke kommer i nærheden af.

Kan du se dig selv i ovenstående, så tag et kig The Missing: J.J. Macfield and the Island of Memories, som er seriøst anderledes i forhold til hvad du har set tidligere. The Missing kan købes på PlayStation Store for 189 kr.
Fakta
The Missing: J.J. Macfield and the Island of Memories

The Missing: J.J. Macfield and the Island of Memories

PlatformPlayStation 4
UdviklerWhite Owl
UdgiverArc System Works
Spillere1
UdgivelsesdatoUde nu
Officiel websiteKlik her
PEGI: PEGI 16 Vold
Følg PSlife her
+ Originalt gameplay, berører emner andre spil går udenom
Forældet grafik, tung og klodset styring
Gameplay:7.5
Grafik:5.0
Online:-
Holdbarhed:7.0
Overall 7.0
Log ind og stem
3
Der er 3 brugere som med til at gøre PSlife et bedre sted, ved at vurdere vores indhold.
Køb spillet - og støt PSlife
Del denne artikel:
Kommentarer
Du skal være logget ind for at kunne læse og skrive kommentarer.