The Sinking CIty

Anmeldt af: Palle Havshøi-Jensen - 4. juli 2019 - kl. 16:24
Del denne artikel:
0 0

Endnu et spil baseret på H.P. Lovecrafts uhyggelige univers er udkommet - vi ser nærmere på, om The Sinking City kan gøre det lidt bedre end tidligere Lovecraft spil. Læs anmeldelsen her.

The Sinking City er endnu et spil baseret på H.P. Lovecrafts uhyggelige og forskruede univers. Spillet kommer fra Frogwares i Ukraine og de er nok bedst kendt for deres Sherlock Holmes spil - og The Sinking City har da også en privatdetektiv i hovedrollen.



Man tager rollen som privatdetektiven Charles Reed og der er taget til den fiktive by Oakmont i USA, for at undersøge hvorfor byen pludselig er blevet oversvømmet. Oakmont er ikke et rart sted, da det er en by i forfald og indbyggerne er på grænsen til sindssyge. Der ligger døde fisk, døde blæksprutter og små hvaler i gaderne, der er indvolde fra disse dyr overalt på havnen og visse steder er byen overtaget af en mystisk vækst, som ligner det kunne komme fra havbunden. Frogwares har virkelig skabt et meget stemningsfuldt univers her og stemningen er tyk af modløshed og desperation.

Charles Reed er som sagt kommet til Oakmont, for at finde ud af hvorfor byen er blevet oversvømmet, men også for at finde grunden til hans synsforstyrrelser og mareridt som plager ham. Oakmont er beboet af både mennesker og nogle underlige fiske-mennesker, som er flygtninge fra Innsmouth. De oprindelige beboere i Oakmont er ikke glade for disse fiske-mennesker og der bliver set ned på dem. De lever typisk i de mindre pæne områder af Oakmont og er tit involveret i kriminalitet - eller, de får i hvert fald tit skyld for den kriminalitet, der måtte være i Oakmont.



Man kan godt mærke, at Frogwares har arbejdet med Sherlock Holmes spillene i mange år. Der er masser af mysterier gemt rundt omkring i Oakmont og man skal løse de mange gåder ved hjælp af privatdetektivens evne til at lede efter spor og sætte dem sammen i noget som hedder Mind Palace i spillets menuer, så det hele giver mening. Det kan være lidt indviklet at forstå hvordan det fungerer i starten, men man lærer det med tiden. Synes man at det er for svært, kan man i spillets menuer vælge, hvor meget hjælp man vil have til at løse disse mysterier.

Charles har foruden hans snilde som privatdetektiv, en overnaturlig evne til at se hvad der er sket på et givet sted, før han ankomst. Hvis han finder beviser nok på at der er sket noget kriminelt, så får han adgang til en blå parallelverden, hvor man skal stykke sammen hvad der er sket og det gøres ved at vælge i hvilken rækkefølge tingene er sket. Lykkedes det, leder det til et nyt spor et andet sted i byen og sådan fortsætter det igennem store dele af spillet.



Alt det her lyder egentlig meget godt, men desværre har spillet en række problemer. For det første er spillet, på trods af at foregå i H.P. Lovecrafts gyserunivers, aldrig rigtigt skræmmende. Stemningen er fremragende; man ser desperate indbyggere begå grusomme forbrydelser, der er død og desperation over det hele, men skræmmende bliver det aldrig og det er synd.

Så er der gameplayet, som er en blandet pose bolcher. Som beskrevet ovenfor, så fungerer efterforskningsdelen fint, men det samme kan ikke siges om actiondelen. Kampsystemet, både med skydevåben og med håndvåben, virker tyndt, ligegyldigt og er alt for upræcist. Spillet indeholder også et evne-system, som giver adgang til at man kan lave sin egen ammunition og lignende, men det føles ikke rigtigt som om, at det gjorde den store forskel.



Et andet problem er den tekniske side. Spillet kører, selv på vores PS4 Pro, ikke specielt flydende, man kan visse steder gå gennem solide objekter, de ikke spilbare karakterer popper nogle gange frem ud af den blå luft lige foran en og ellers sidder deres tøj, på en eller anden underlig måde, fast i dem selv, så de ligner nogle forkrøblede skabninger. De er næsten mere skræmmende end den håndfuld forskellige monstre man støder på undervejs gennem spillet.

En lille detalje som spillet gør ret godt, er omkring kortet. Når man får nye ledetråde til hvor man skal hen, får man at vide at man for eksempel skal bevæge sig hen til en ekspeditions hovedkontor og at det ligger på hjørnet af Gade A og Gade B. Men der bliver ikke automatisk sat en markør på ens kort - her skal man selv udforske kortet og selv sætte en markør, så man kan finde derhen. Lidt old-school men faktisk meget rart.



Grafikken i The Sinking City er overraskende god. Som nævnt flere gange før, så har designerne hos Frogwares skabt et meget stemningsfuldt spil og det er med til at hæve hele indtrykket af spillet. Det hele bliver dog trukket lidt ned igen af de tekniske udfordringer og det ensformige gameplay, men stemningen kan der ikke sættes en finger på.

Hvis du er glad for Frogwares Sherlock Holmes spil, så vil The Sinking City også være noget for dig. Der er stor fokus på udforskning af omgivelserne, sammenstykning af diverse ledetråde til egentlige spor og opklaring af forskellige mysterier. Desværre er spillet ikke særlig skræmmende, selv om det udspiller sig i H.P. Lovecrafts gyserunivers og visse dele af spillet, for eksempel kampsystemet og den tekniske side, virker underudviklet. Alt i alt ender The Sinking City med at blive et eventyrspil lidt over middel og det er skuffende, for det virker som om, at der var potentiale til meget mere.
+ God stemning, overvejende fin grafik, gode mysterier
Diverse tekniske problemer, er ikke uhyggeligt, for ensformigt, ringe kampsystem
Gameplay:6.5
Grafik:7.5
Online:-
Holdbarhed:7.0
Overall 6.5
Log ind og stem
0
Der er endnu ingen der har stemt på denne hvis du kunne lide denne anmeldelse..
Køb spillet - og støt PSlife
Del denne artikel:
Kommentarer
Du skal være logget ind for at kunne læse og skrive kommentarer.