Tiger Woods PGA Tour 14

Anmeldt af: Sofus Welling Lindberg - 20. april 2013 - kl. 12:24
Del denne artikel:
3 0

Det er årstid for EA's sports-ragnarok, hvilket da også i år bringer os ud på de trimmede græsplæner, hvor der i bedste stil skal spilles golf.

EA's årlige sportskavalkade har igennem det sidste årti været sofaspillernes kilde til det virtuelle sportsfix, der år efter år yderligere er blevet udvidet med nye sportsgrene. Golf har for længst indfundet sig på den liste, hvilket også i år giver anledning til en tur ud på den trimmede græsplane. Hvis jeg dog skal snakke direkte ud af posen, så har tidligere versioner af 'Tiger Woods PGA Tour' aldrig nogensinde strejfet min ungdommelige tankegang som en serie, der skulle prøves. Golf er jo for dælen kun for gamle, gråhårede mænd. Eller hvad?




Hvis I har planer om at hoppe direkte ind i dette spil uden at have tilbragt tid med tidligere versioner, så sørg for at have en ordentlig portion tålmodighed med i baghånden. Spillet introducerer de grundlæggende mekanikker fuldstændigt acceptabelt, men overlader også en hel del små detaljer til spilleren - og det er her, du skal gøre brug af dit tålmodighedslager. For det tager tid og mange aggressioner at finde ud af, hvordan slaget præcist skal sidde, hvordan vinden påvirker kuglen og hvilken spillestil, der nøjagtigt passer til dig.

Der skal ved opstart af karrieredelen tages stilling til en række valg for den karakter, du skal føre til tops i sporten. Man skal blandt andet personliggøre karakterens udseende, der med en hel del forskellige muligheder lader dig give sjæl og form til din kommende stjerne. Spillestil skal også vælges, og her er der tale om enten en 'Control' eller 'Power'-spiller, og hvor højt skuddene generelt ligger i luften. Som navnet antyder, så gør 'power' brug af længere skud, hvor noget af præcisionen dog går tabt, imens 'control' er det lige omvendte. Dette tiltag fungerer rigtigt fint, da jeg eksempelvis har en tendens til at fyre mit skud af sted på maksimum kraft, og her har 'control' reddet min bold fra at ende i en busk adskillige gange. Hvis man dog har styr på bolden fart, vil 'power' uden tvivl være at fortrække.

Det kan som sagt være en kæmpe pine at lære disse systemer at kende, men det skal man ikke lade sig slå ud af. Kommer man igennem ”lærefasen”, lysner spillets styring op som et overordnet, velfungerende aspekt, der pludselig reagerer, som man ønskede. Styringen fungerer kort sagt rigtigt godt, og vi skal i småtingsafdelingen for at finde noget negativt. Det bliver boldens landing, vi må pege fingre af, da den engang i mellem kan finde på at lande i én retning, hvorefter den på mystisk vis ustandseligt vil den anden vej, men det er dog igen småting.




I karrieredelen får man rig mulighed for at eksperimentere med alle disse ting, da EA har gjort et utroligt arbejde ud af at give en rigtig solid spilletid til singleplayeroplevelsen. Der er et hav af turneringer, man kan give sig i kast med, hvor man obligatorisk starter i amatørturneringerne med lavt niveau på modspillere, og derfra kan bevæge sig frem i sværhedsgrad. Som man kommer længere mod toppen, har man mulighed for at spille de fire majors; The Masters, The U.S. Open Championship, The Open Championship og The PGA Championship. Er man mere til kvindelige golfspillere, kan man i stedet tage en tur til LPGA Tour, kvindernes ”PGA”, hvilket er et rigtigt fornuftigt tiltag, da spillet derved får et bredere udvalg til eventuelle kvindelige konsolspillere. Hvis tålmodigheden ikke rækker til karrieren, må man begive sig over i quick-play, der fra start har åbnet for alle baner og turneringer. Her vil man også finde en hel række professionelle golfspillere, heriblandt Tiger Woods (sjovt nok), hvor alt udstyr på forhånd er valgt.

En mere atypisk tilgang til en gamemode er 'Legends of the Majors', som i form af en række opgaver tager dig tilbage i tiden til storslåede øjeblikke indenfor golfverden. Disse opgaver serveres med en oplæst historie fra begivenheden, og det fungerer udmærket til nye såvel som garvede spillere, trods den oplæste information til tider er en smule fattig. Selve opgaverne spiller rigtig fint, da de veksler mellem eksempelvis at gå en bane igennem på fire slag til mere nervepirrende langdistanceskud.




Der er dog hjælp at hente til de forskellige slag med et nyt tiltag kaldet 'pins'. Pins er en række forskellige bonusser, der sættes til før banens start, som blandt andet kan gøre det lettere for spilleren at få slået bolden ud af sandbunkere, hvilket i starten er en ret jævn hændelse. Desværre har jeg dog på intet tidspunkt været helt klar over, hvor stor en effekt disse pins i sidste ende har haft på banens resultat, for et par små bonusser hist og her gør overordnet ikke meget for spilleren, da det langt hen ad vejen handler om spillerens egne evner. Hvis man dog falder for de kære pins, så skal du være klar over, at de skal 'refilles', men disse refills har for mig været ét stort mysterium, da der intet spor af dem var i spillet. Efter lidt søgen rundt på internettet, fandt jeg dog til sidst svaret; mikrotransaktioner. Tiger Woods PGA Tour 14 gør brug af små og store betalinger, der for eksempel lader spilleren købe nye baner eller udstyr. Men når et nyt tiltag som pins kræver, at man skal op med pengepungen og ud på nettet for at finde svar, så er der åbenlyst gået noget galt. Det er en skam, da det giver en oplevelse med forbehold, der blot skaber irritation og forvirring.

Spillet kan dog det meste af tiden stadig nydes, uden at man skal bruge penge, da man efter hver kamp får et vist antal XP. De givne XP bruges til at skaffe bedre udstyr og talentpoint, som eksempelvis kan give mere kraft i spillerens slag. Som en meget kærkommen egenskab bruges samme hårdt tjente udstyr og talentpoint også i onlinedelen.




Onlinedelen er en ganske fin oplevelse, der med en forholdsvis lang liste af game-modes lader dig spille imod andre sofaglade golfspillere. På trods af, at mange af spillets game-modes føles relativt ens, så er golf over nettet på ingen måde en langtrukken eller kedelig affære. Alle spillere starter nemlig på banen på præcis samme tid, hvilket sparer dig for en masse ventetid. Som noget nyt lader spillet dig se op til 24 modstanderes slag live som en hvid streg, hvilket giver en åbenlys god følelse af at være social med andre mennesker. Alle baner fra karrieren kan også findes i online, men det er ved disse baner, at et tidligere minus titter frem igen; nemlig de søde mikrotransaktioner. Der er som i så mange andre spil mulighed for at købe nye baner, og hvis jeg blot kunne have været blandet udenom, havde det ikke været et problem. Det er dog ikke tilfældet, da de købte baner rodes sammen med de originale, hvilket tvinger mig til at skulle sidde og gætte, om jeg nu kan spille på en bestemt bane. Det er ærgerligt, da onlinedelen ellers fungerer helt fint, hvis man ikke forventer store og anderledes oplevelser fra de forskellige game-modes. Det er jo i bund og grund golf.

På trods af disse små irritationsmomenter, så afspejles alle spillets baner i at have en god standard i design. Spillets nye døgnsystem, som skifter fra nat til dag, viser rødglødende solopgange, men også dagslyset er smukt og lyst. Græsset bliver dog til tider påvirket en smule for meget af dette lys og kan skinne kraftigt, som var det plasticgræs. Når golfspillerne bevæger sig på banen, er det med stor iver og menneskelige kropsbevægelser. Der bliver vinket og vinket til et hujende publikum, og de bevægelser bliver da også fuldstændig obligatoriske for spillerne. Det kan ses i træningsbanerne, hvor golfspillerne glædeligt vinker til træer, buske og endda uskyldige græsstrå. Disse tekniske problemer er desværre ødelæggende, da spillet ellers byder på en overordentlig pæn grafik.




På lydsiden understøttes nogle utroligt velfungerende naturlyde som fugle og vind med en stille og afslappende musik. Når episke kirketoner dog pludselig springer ud af højttaleren, så kan man ikke andet end at slå sig lidt i panden med det nedfaldne englebarn – det fjerner lidt en ellers idyllisk illusion. Kommentatoren er ligefrem elendig, når han i løbet af få kampe har gentaget sig selv flere gange end en papegøje med alzheimers, og han med en fuldstændig ligegyldig tone giver respons på de mest interessante øjeblikke. Også på lydsiden, i kombination med grafik, kan der findes tekniske problemer. Der høres ofte klappende hænder fra et publikum, der intet andet gør end at stå og kigge spændt på banens hul, som golfspilleren for længst har taget bolden op af.

For at vende tilbage fra kritikhelvedet, så står vi i bund og grund med et rigtigt fint spil, der på trods af en mindre liste tekniske problemer har et meget fornuftigt gameplay, der uden tvivl vil holde dig beskæftiget det næste lange stykke tid. Spillets ivrige lyst til at sælge mig ting er dog desværre en smule ødelæggende, da det ikke er helt let at se bort fra. Men jeg har trods alt nydt denne udgave, og til spørgsmålet om golf kun er for gamle, gråhårede mænd, kan jeg på egne vegne svare et ærligt 'nej', da spillet har så mange forskellige tekniske aspekter i sig.

Men husk mit råd: Hav en ordentlig portion tålmodighed med i baghånden, ellers kommer din kontroller og dit stuegulv til at møde hinanden i bare aggression, og det bliver ikke kønt.
+ Præcis styring, god holdbarhed, pæn grafik, fin onlinedel, idyllisk lyd, Legends of the Majors.
Tekniske problemer i lyd og grafik, misbrugte mikrotransaktioner, kommentatoren er elendig, pins fungerer ikke optimalt.
Gameplay:7.5
Grafik:7.0
Online:7.0
Holdbarhed:8.5
Overall 7.0
Log ind og stem
0
Der er endnu ingen der har stemt på denne hvis du kunne lide denne anmeldelse..
Køb spillet - og støt PSlife
Del denne artikel:
Kommentarer
Du skal være logget ind for at kunne læse og skrive kommentarer.