Tom Clancy's EndWar

Sonys Playstation 3 har indtil videre ikke været overbebyrdet med strategispil. Tom Clancy's EndWar, der er udgiver og udvikler Ubisofts udspil i genren, var derfor ventet med nogen spænding hos undertegnede, der igennem snart mange år har mistet utallige timers nattesøvn fortabt i spil som Warcraft og Command and Conquer.

Året er 2020. Drevet af mangel på fossilt brændsel, kampen om herredømmet i rummet og generel mistro har USA, Europa og Rusland indledt tredje verdenskrig. Missilskjold har gjort atomkrig umulig, og kampen om at dominere jorden udspilles som en vaskeægte landkrig.



I EndWar tager du rollen som troppechef for en bataljon i den amerikanske, russiske eller europæiske hær. Mens krigen hærger på tværs af nordatlanten er det din pligt at lede dine folk til sejr igennem en række vigtige slag i Tom Clancy's fiktive stormagtskrig. Hovedteamet er i sagens natur krigen og dens gru, og det har PEGI takseret til en 16+ aldersbegrænsning.

EndWar er et strategispil, hvor kampene afspilles i realtid, et såkaldt RTS. Du har direkte kontrol over tropperne og bestemmer fra øjeblik til øjeblik, hvorhen de bevæger sig i landskabet, og hvilke fjendtlige stillinger de angriber. Samtidigt skal overblikket over hele krigsskuepladsen bevares, så du kan reagere fornuftigt på modstanderens træk. Du får informationer omkring slagets gang via live videobilleder direkte fra enhederne eller din kommandocentrals overbliksbillede.

RTS-genrens erobring af konsollerne har tidligere være hindret af tung og uelegant styring. EndWar har forsøgt sig med en radikal nytænkning og introducerer stemmestyring som en løsning. Baseret på nøgleord, faste kommandoer og kendte landkendingsmærker, kan amatørkommandanter iført headset hurtigt og effektivt, mageligt henslængt i sofaen, angribe fjender, indtage vigtige knudepunkter og nedkalde luftangreb. Stemmestyringen fungerer forbløffende godt og bliver hurtigt instinktiv, omend antallet af ordrer er ret begrænset. Den traditionelle styring med kontroller er også tilgængelig, men denne er klodset og kan kun ses som et supplement.



Kampskuepladserne i EndWar er fuldt tredimensionalt realiserede og bestemt seværdige. Storbyer som for eksempel Paris imponerer, men ellers forgår de fleste sammenstød i lidt ens udseende land- og industriområder. Grafisk betragtet er spillet et stort fremskridt for strategigenren på konsollerne, og specielt de detaljerede fodsoldater og lækre eksplosioner gør deres til at skabe et positivt indtryk.

Fantastisk radiofeedback fra dine styrker og lydene fra køretøjer, våben, slagne tropper og eksploderende granater har mere end noget andet aspekt ansvaret for, at du fra tid til anden føler dig som rigtig bataljonschef og lever dig ind i spillets verden. Musik er næsten ikke-eksisterende, og stemmeskuespillet hos dine overordnede er pinligt karikeret.

Krigssimulationen i EndWar er simpel; realisme og kompleksitet er kastet over skulderen til fordel for rå action. Til din rådighed står et lille udvalg af klassiske hærenheder så som kampvogne, artilleri, kamphelikoptere og fodfolk. Spillet gør intet forsøg på at skjule dets enkle sten-saks-papir design – hvilket fremmer hurtige og intuitive beslutninger, selvom det føles grovkornet og lidt primitivt. For at holde dine øjne fast rettet mod frontlinen har EndWar fjernet alle former for styring af ressourcer, baser og logistik.



Missionstyperne er få og uden megen variation, og næsten alle træfninger kredser omkring at kontrollere de livsvigtige kommunikationscentre eller at nedkæmpe samtlige af fjendens tropper. Men det er kun godt, at EndWar har neddroslet sin kompleksitet, så der er tid til at overvåge slagmarken – det er nemlig en bydende nødvendighed, da dine tropper kræver megen babysitning, hvis ikke de skal komme i uføre. Dine fjenders kunstige intelligens er middelmådig og byder sjældent på taktiske overraskelser.

Enkeltspillerkampagnen udfoldes på et verdenskort, der er inddelt i sektorer, som det for eksempel kendes fra brætspillet Risk. Kampagnen er opdelt i runder, og i hver udkæmpes typisk to-fire slag, hvor du frit kan vælge, hvilket du vil tage ansvaret for. De resterende afgøres af computeren. Har du overtaget hovedstæder eller sektorer nok, så er verdensherredømmet dit. Dine tropper stiger i graderne, efterhånden som de overlever træfninger, og mellem spillets missioner kan du forbedre deres basisevner såsom beskyttelse og mobilitet, indkøbe specialangreb og udvide dine taktiske beføjelser; en kærkommen mulighed, hvormed hærens evner kan tilpasses til din fortrukne angrebsfilosofi, selvom udvalget er begrænset.



Spillere med erfaring fra andre RTS-titler vil blive fælt skuffede over EndWars enkeltspillerdel, som er meget usammenhængende og ensformig. De første par timer undervejs i EndWar er præget af enorm entusiasme over den velfungerende styring. Herefter står det med skærende tydelighed klart, at spillet ikke har mere gemt i godteposen end læssevis af mere eller mindre fuldstændigt ens indsatsopgaver, der alle kan løses med præcis samme taktik, uanset hvilken af de stridende parter du vælger at bekende dig til.

Selvom en enkelt tur igennem spillet sagtens kan tage en del aftentimer, så dræber den blege og kun lidt afvekslende forestilling hurtigt spilleglæden godt og eftertrykkeligt – derfor vil længere tid i selskab med EndWars solokampagne kun være for de virkeligt vedholdende. En mere spændende brug af Tom Clancy’s navn og forfatterskab kunne måske have afhjulpet lidt af kedsomheden, men den påklistrede historie fortælles via stillbilleder og gabende kedelig nyhedsoplæsning.



Noget mere sjov og underholdning er der at hente i Tom Clancy's EndWar, hvis man prøver lykken online mod andre spillere. Man kan arrangere egne kampe, hvor eksempelvis fire spillere fordelt på to hold kan sætte hinanden stævne i en valgfri mission. Udover selvarrangerede kampe kan spilleren også udkæmpe tredjeverdenskrig online. Vælger du at deltage i ’Theater of War, som online-kampagnen kaldes, er den eneste forskel til enkelspilleroplevelsen, at alle kampe udkæmpes mellem rigtige spillere fra de forskellige politiske grupperinger. Hver runde tager 24 timer, hvorefter Ubisoft opdaterer verdenskortet, og fraktioners territorier svinder ind eller udvides alt efter resultaterne fra kampene.

EndWar redder lidt af æren med sit onlinetilbud, og så snart der er rigtige mennesker i den anden ende glemmer man spillets simplicitet og mangler for en stund. Der kan sagtens komme sved på panden, da menneskelige modstandere typisk udviser glimrende taktisk snilde og evne til at improvisere.



EndWar er et skoleeksempel på, hvordan nogle få gode idéer og glanspapirindpakning ikke er nok til at skabe et spændende spil, når det grundlæggende design og spilindhold ikke er finpudset nok eller har den dybde, der skal til for at skabe reel fascination og udfordring.

Spiller du online og er samtidigt strategifan, så er Tom Clancy's EndWar måske et forsøg værd, men potentielle købere bør have in mente, at spillet ikke er synderligt komplekst. Folk, der elsker de klassiske RTS-titler med deres medrivende historier og dybe enkeltspillertilbud, de bør slukke for headsettet igen og spare pengene.