Guderne vil vide, at den har haft brug for en frisk start. De seneste spil i serien har ikke været decideret uspillelige, men det har været yderst knebent med inspirationen og opfindsomheden. Selvom Guardian of Light var et glimrende lille spil, så var det aldrig et fundament, man kunne bringe serien videre på, og i mellemtiden har en vis Nathan Drake i løbet af en enkelt konsolgeneration berøvet Lara Croft hendes solskin og position som industriens yndlingsgravrøver. Så når man allerede i Tomb Raiders åbningssekvens hives igennem et højdramatisk og stramt instrueret skibbrud og en efterfølgende omgang intens løb-for-dit-liv, får man en følelse af, at cirklen er sluttet. Spillet, der lagde en stor del af fundamentet for Uncharted-serien, finder nu sin egen inspiration i det.
Efter universitetet drager en ung Lara Croft på dannelsesrejse i sin søgen efter eventyr. Men i stedet for at flyve til Australien eller Thailand, sejler hun med ekspeditionsskibet Endurance ud fra Japans kyst sammen med sin veninde Sam og en smal besætning bestående af den ene stereotype efter den anden. I et område kendt som Dragon's Triangle - som i mistænkelig grad har samme farlige karakter som Bermuda Trekanten - fanges skibet i en voldsom storm, der river det i to. Besætningen driver i land på en tropisk ø og spredes for alle vinde, og det er nu op til Lara at finde sine venner, mens hun forsøger at overleve de barske forhold og de ugæstfrie øboere. Naturligvis suppleret med en smule gådeløsning, for øen har en mystisk historie, som skal afdækkes.
Efter at have lavet sit første lejrbål og fortæret sit første stykke vildt, bliver det klart, at Tomb Raider ikke blot er et fattigmands Uncharted med en kvindelig hovedperson. Lara Croft får nemlig lov til at bevæge sig langt mere rundt end Nathan Drake nogensinde har fået, og selvom vi hverken taler Just Cause 2 eller Grand Theft Auto i frihedsniveau, så har spilleren rig mulighed for at udforske den afvekslende ø. Det minder snarere om niveauet fra Batman: Arkham Asylum eller Yakuza-spillene, hvor verdenen består af en række områder, der er knyttet sammen, men hvor der er nogle tydelige barrierer, både synlige og usynlige.
Der er blevet skrevet meget om den voldsomme inkonsekvens Lara portrætteres med i historien i forhold til i gameplayet, og der er bestemt nogle dybe huller i måden, hvorpå hendes karakter udvikler sig. Rejsen fra at være en skræmt teenagepige fortabt på en øde ø til at være et rendyrket krigsmaskineri, der snarere opsøger konfrontationer i stedet for at gemme sig for dem, er meget pludselig. Man kan i hvert fald undre sig over, at Lara kan virke så oprigtig forstyrret over at have taget sit første liv i skikkelse af en hjort, når hun en time senere mejer en fjende ned i en blodig afslutningsmanøvre, hvis brutalitet ligner noget hentet fra Gears of War. Til sidst flygter fjenderne nærmest fra hende. Der er bare en afkobling her. Men en afkobling, som mange spil slås med, og som mediet kommer til at slås med i lang tid endnu. Fordi Crystal Dynamics er så tæt på at lykkes, så virker inkonsekvensen bare den smule mere graverende. Ærlig talt, så kunne det være blevet ordnet med en hurtig montage kort inde i spillet, hvor man ser Lara mande sig op.
Det ændrer i hvert fald ikke ved, at Tomb Raider er et glimrende actionspil. Lara udvikler sig hurtigt til at være en sand dræber, og uanset om det er i nærkamp eller i skududvekslinger, så er der en god tyngde over gameplayet, der gør det tilfredsstillende at bekæmpe den tilsyneladende overmagt. Især er spillets varemærkevåben - buen - en fornøjelse at benytte, og når den senere i spillet opgraderes med blandt andet ild- og napalmpile, så behøver man næsten ikke andet. Alle drab bidrager til spillets experience-system, som bruges til at opgradere Laras evner i løbet af spillet. Systemet sørger dog for at introducere de vigtigste opgraderinger såsom nye våben igennem historien, og der er derfor ikke den store variation i, hvordan man griber spillet an.
Klatring er også et aspekt, som Lara Croft mestrer til fulde. Øen er et tillokkende virvar af templer, klipper, vragdele fra nedstyrtede fly og øboernes primitive hytter, og Lara klatrer på det hele. Også her rammer Crystal Dynamics rigtigt, og det føles ganske enkelt rigtig godt at kaste hende rundt på øens mange udfordringer. Styringen finder den perfekte balance mellem præcision og automatik, så Lara kun klistrer sig fast til det, spilleren ønsker, og ikke kaster sig pludseligt ud fra en afsats, når det ikke var det, man ville. Det vel nok mest vellykkede klatresystem hidtil, hvor ikke engang InFamous 2 kan være med.
Når den hæsblæsende historie er overstået, bliver spilleren sluppet løs, så øen kan udforskes yderligere, og gudskelov for det, for øen er spækket med flotte områder, der alle gemmer på hemmeligheder. Der er både vragdele, man kan bruge til at opgradere sine våben samt dagbøger, skjulte skatte og forladte grave at finde. Sidstnævnte fungerer som simple puzzles, der lige nøjagtig får en til at stoppe op og tænke, men som aldrig er så svære, at man sidder fast.
Til trods for, at Tomb Raiders historie og actionelementer er velfungerende, så er det denne udforskningsdel, der giver spillet sin balance, og som er spillets egentlige hjerte. Her rammer udvikleren nemlig gravrøverånden overbevisende rent, og selvom der ikke er så mange fjender tilbage, så er det en fornøjelse bare at bevæge sig rundt og gå på opdagelse i de flotte miljøer.
Derfor kunne man også ønske, at udvikleren havde brugt resurserne på at give os endnu mere af det. I stedet får vi en eftertanke af en multiplayerdel, der alene virker til at være blevet sat i verden, så vi ikke bytter spillet væk efter at have gennemført historien. Jovist, denne del af spillet er ikke fuldstændig håbløs, og man kan sagtens fornemme, at udvikleren har kigget andre gode multiplayerspil som Uncharted 3 over skulderen. Tomb Raiders kvaliteter overføres bare ikke særlig godt til disse flerspillerkampe, og det virker klodset og uinspireret.
Det skal dog ikke tage noget fra hovedspillet, som er en gennemgående positiv oplevelse. Jovist, der er en inkonsekvens i måden, historien bliver formidlet på, men det gør det ikke mindre tilfredsstillende at drage med Lara rundt på øen og agere bøddel. Tomb Raider er i sandhed genoplivet, og jeg kan dårligt vente til det næste spil i serien kommer.
Facebook
Twitter
