Tony Hawk’s Project 8

Anmeldt af: Bjørn Eriksen - 23. maj 2007 - kl. 00:27
Del denne artikel:
1 0

Neversoft har mere eller mindre haft monopol på skateboardspil gennem de sidste år. Med Tony Hawk serien har de gjort det muligt for os alle at tage et bræt under fødderne og udfordre en anonym forsta

Neversoft har mere eller mindre haft monopol på skateboardspil gennem de sidste år. Med Tony Hawk serien har de gjort det muligt for os alle at tage et bræt under fødderne og udfordre en anonym forstad med alt, hvad der hører til – lige fra skole til lagerhal. Deres seneste skud på stammen, Project 8, fortsætter hvor det sidste spil slap, men til forskel fra før har EA annonceret, at de også er klar med skateboardspillet Skate. Vi kan derfor forlange mere af Tony Hawk’s Project 8, fordi konkurrencen bliver skærpet. Men er folkene bag den succesfulde serie i stand til endnu at lave endnu et kæmpe hit, eller skal vi vente på EA?

Gameplay
Spillet tager sig godt ud, når man starter det op. I introvideoen ser man en skater komme kørende hen ad asfalten for så at sætte fra. Musikken tager lige så stille til i takt med, at hoppet og det kommende trick bliver udført. Da han er halvt igennem sit kickflip, sættes tempoet på videoen ned og går nu over i noget, der leder ens tanker hen på Max Payne. I samme nu udføres en fræk lille bevægelse med den ene fod, der gør, at skateboardet lige vipper rundt og musikken går for alvor i gang. Da han lander igen, bliver tempoet endnu engang normalt og flere tricks bliver efterfølgende udført af forskellige karakterer. Måden, hvorpå tricket blev udført – ved hjælp af et sænket tempo – viser sig at være et af de store tiltag i Project 8, men mere om det senere.
Karrieredelen i spillet er det, som det hele er bygget op om, og det er da også herfra, at spillet har fået sit navn. Det viser sig nemlig, at selveste Tony Hawk er i gang med at samle en gruppe af skatere, som han skal på turné med. En flok på 8 skatere, der går under navnet Project 8. Selvom du er ukendt og aldrig har deltaget i nogle større turneringer, ønsker du at blive en del af Project 8. Da Tony Hawk også annoncerer, at han er på udkig efter amatørskatere, begynder tingene at se lyse ud. Det er nu man skal i gang med at imponere, og da Tony Hawk er svær at komme i kontakt med, gøres det ved at indsende videoer og billeder af de tricks, man udfører. Rundt omkring i banerne står npc’er, som man kan aktivere og dermed få dem til at optage en i færd med at lave et af spillets mange tricks.

Tony Hawks Project 8

For at komme med i Project 8 skal man stige på ranglisten. En rangliste, hvor man starter ud som nr. 200. Man får heldigvis mulighed for at køre mod andre skatere senere, når man stille og roligt har avanceret i rang. Imens man stiger i rang, vil man også låse op for nye områder, som man kan udforske og indtage. De er alle bygget sammen som en helhed, og dette virker meget godt, når man er kommet længere frem i spillet og ønsker at gå tilbage. Mange af de forskellige områder minder desværre alt for meget om dem, man har stiftet bekendtskab med i de gamle Tony Hawk’s spil. Der er også nye områder, men generelt set er banedesignet ikke specielt kreativt lavet.

Selvom der ikke er meget nyt og innovativt i Project 8, har spillet alligevel små guldkorn at byde på, som gør, at spillet stadig virker friskt. Et af dem er Nail The Trick, som blev nævnt i begyndelsen. Her har man som spiller virkelig chance for at prøve kræfter med sin indre skater og se, hvor fantasifuld man er, når man kører op af diverse ramper. Med en finger på hvert analog stick kan man styre sin karakters fødder. Dette gøres ved at trykke begge ned på samme tid, hvorefter spillet vil sænke farten, og man foretager et hop. Det er nu op til en at styre begge ben, således at skateboardet under en foretager diverse bevægelser. Kunsten er ikke så meget at få lavet et trick, når man er i luften, men at forblive på boardet, når man lander igen. De første mange gange vil Nail The Trick virke svær og uoverskuelig, men lærer man først at mestre det nye trick arsenal, vil helt nye muligheder åbne sig op for en. Spillet får pludselig en ny dimension, hvis man altså har timingen i orden.

Tony Hawks Project 8

Grafik
Tony Hawk’s Project er et utrolig flot spil, der virkelig giver en den rigtige følelse af next-gen. Der er små fejl i den grafiske side, men når man kører gennem skolegården er det ikke noget, der generer en. Man er for optaget af at kigge på alle de bygninger, man suser forbi. Selvom man prøver på at få ethvert sanse indtryk med, kan det være svært, når man åbner et nyt område op. En kaskade af farver og detaljer springer frem mod en, og man glemmer i et kort øjeblik, at man står på skateboard. Noget, der flere gange kan gå hen og blive halvfarligt, hvis man har for meget fart på.

Det skal jo, desværre, heller ikke alt sammen være positivt. Spillets framerate har det med til tider at falde til noget nær katastrofalt. Selvom det ikke er så tit, at man oplever det, er det ikke desto mindre en af de ting der, når det forekommer, kan ødelægge helhedsindtrykket.

Lyd
Uden at være prangende, formår lyden i Project 8 at skabe den rette atmosfære for et skateboardspil. Stemmeskuespillet er udført af de respektive personer, og man vil altså kunne opleve Tony Hawk, Jason Lee med flere lægge stemme til deres egen karakter i spillet. Noget der er med til at skabe rammen om det famøse Project 8 og får en til at ønske, at man var en del af det.

Tony Hawks Project 8

Soundtracket til spillet er endnu engang fremragende. Dette er det ottende spil i serien, og ligesom i de 7 foregående er det lykkedes Neversoft at komme op med musik, som rammer lige ind i skaterstilen og på samme tid kan nydes af folk, der er nye til spillet. De i alt 56 numre som følger med til spillet tæller artister så som The Cure, The Ramones og Nine Inch Nails.

Holdbarhed
Karrieredelen i spillet giver en masser af timer foran skærmen og til tider også sved på panden i forsøget på at få endnu en sick score, som er en genganger fra de forrige spil. Der er masser af udfordringer at hente i singleplayerdelen og muligheden for at skifte sværhedsgrad giver også de mest ivrige fans af genre mere spilletid. Ønsker man at vise sine evner mod andre spillere, er man nødsaget til at invitere dem over, for spillet understøtter kun lokal multiplayer.

Xbox 360 versionen tilbyder op til 8 spillere online, men NeverSoft har af en eller anden grund fravalgt den fornøjelse i PS3 udgaven. Så har man grinded sig vej ind i Project 8 og endevendt banerne for hemmelig områder og bånd, kan man med god samvittighed stille Tony Hawk’s Project 8 ind på hylden til de andre spil.

Tony Hawks Project 8

Overall
Selvom Project 8 er det første skateboardspil til PS3 kan det være svært at se de store forbedringer i forhold til tidligere titler. Der er ikke tale om en banebrydende udgivelse indenfor genren, og det virker lidt som om, at Neversoft bare har rettet lidt på et gammelt Tony Hawk spil og prøvet at gøre det next-gen ved hjælp af ny grafik. Det kunne man sådan set også godt leve med i første omgang, men når man så opdager, at online multiplayer er fjernet fra spillet OG, at det kun er i PS3 versionen, begynder følelsen af skuffelse at indtræffe. Spillet er ikke dårlig, men når man skal se på nyskabende elementer, som gør Project 8 sublimt i forhold til det sidste Tony Hawk spil, kan man føle sig lidt skuffet.
Gameplay:7.8
Grafik:8.3
Online:-
Holdbarhed:7.1
Overall 7.7
Log ind og stem
0
Der er endnu ingen der har stemt på denne hvis du kunne lide denne anmeldelse..
Køb spillet - og støt PSlife
Del denne artikel:
Kommentarer
Du skal være logget ind for at kunne læse og skrive kommentarer.