Total Club Manager 2005

Anmeldt af: - 8. november 2004 - kl. 16:55
Del denne artikel:
0 0

EA Sports er igen klar med en udgave af Total Club Manager, der med sin unikke Football Fusion feature, lader dig selv spille kampene, hvis altså du er i besiddelse af FIFA 2005.

Konsollerne har aldrig været den foretrukne platform for fodboldmanagement spil. Alligevel har adskillige udviklere set et marked for denne type simulation. EA Sports har naturligvis ikke været bleg for at udvidde deres portefølge af sportsspil med en management sim og har nu sendt en ny Total Club Manager (TCM) titel på gaden. Ligesom 2004 udgaven tilbyder TCM2005 en helt unik feature kaldet Football Fusion, der lader dig spille dine egne kampe i FIFA 2005.

EA har licenseret 20 nationale ligaer, hvor de største, som England, Spanien, Italien, Frankrig og Tyskland, samt den danske naturligvis er repræsenteret. Spillernes udseende matcher nogenlunde virkelighedens spillere og statistikkerne ser ud til at være meget nøjagtige. En spiller har én foretrukket position plus en alternativ position. Positionerne er dog ikke altid helt rigtige, specielt på mandskaberne i de mindre nationale ligaer, men også i Brøndby er der et par fejl. Spillerne har en rating, samt en potentiel rating, som med den rigtige træning og udvikling kan opnås.

Gameplay
Total Club Manager 2005 er ikke det letteste spil at sætte sig ind i. Men EA Sports har været gode til at sætte dig ind i tingene, når du starter et nyt spil. Du får løbende over de første par måneder en række beskeder, som forklarer de mange små detaljer du kan fumle med i menuerne. Dermed bliver du ikke oversvømmet med indviklede forklaringer lige fra starten. Til gengæld kan det være en pine, når du starter en ny karriere, for du kan ikke slå det fra.
Total Club Manager 2005 screenshot

Men tager du tid til at sætte dig ind i de forskellige aspekter af dét det kræver, at være fodboldmanager og de mange valgmuligheder, ligger der en rigtig god spiloplevelse gemt i TCM2005.

Finder du alle valgmulighederne uoverskuelige, kan du meget belejligt sætte din assistent til at tage sig af de områder, du enten ikke finder interessant, eller ikke har tid til. Du kan også bruge assistenten til at hjælpe med at sætte stærkeste opstilling, eller foreslå nye taktikker, men det er ikke altid de mest hensigtsmæssige forslag han kommer med.

Grafikmotoren fra UEFA Euro 2004 er blevet brugt til kampene og skaber en realistisk gengivelse af taktikker og holdopstillingernes bevirkning på resultatet. AI’en skulle angiveligt være blevet forbedret, men det kan være svært at se. Mange irritationsmomenter i kampene opstår, når en spiller får en perfekt pasning og derefter løber bolden udover sidelinien, uden at være presset. Eller når to spillere kan stå og spille til hinanden 9-10 gange, uden en modspiller griber ind.

Dog er den store fordel, at du har en direkte indflydelse på kampens udfald. Idet du udover, at kunne udskifte spillere, også kan sætte en løbende taktik. Det simple sæt af taktikker består af fire overordnede valgmuligheder, som ”ultra defensiv”, ”tilbageholden”, ”ryk fremad” og ”fuldt angreb”. Derudover har du en undermenu, hvor du kan vælge over lidt flere valgmuligheder, heriblandt ”hold på bolden”, ”lange bolde” og ”træk tiden ud”. Satser du for offensivt, kan du komme udfor, at dine forsvarere bliver fanget på det forkerte ben og din modstander får en friløber. Det er derfor utrolig vigtigt, at vælge de rigtige tidspunkter for de forskellige taktikker.

Alternativt kan du vælge at gå direkte til resultatet, som specielt er nyttigt til mødet med de mindre klubber, eller cupkampe som i realiteten er afgjort. Sidste valgmulighed er den omtalte Football Fusion feature, der lader dig spille kampen selv, hvis du ejer et eksemplar af FIFA 2005.

I de første forsøg på karrieren som topmanager, skal du nok være forberedt på at blive mødt med nogle ubarmhjertige resultater og en horribel placering i tabellen. Det er nemlig ikke lige til at mestre fra første fløjt, så det kræver lidt tålmodighed, før man finder de formationer, taktikker, spillerinstruktioner og træningsmetoder der fungerer.

Total Club Manager 2005 screenshot

Grafik
Præsentationen er helt i top, som forventet af en EA titel og de mange skærmbilleder menuerne består af, er indbydende og efter lidt tilvænnen lette at navigere rundt i. Ingame grafikmotoren, som bruges til afvikling af kampene, er bygget på den samme som i UEFA Euro 2004 og giver en meget god gengivelse af begivenhederne.

De mindre spændende kampe kan godt virke langtrukne og det har EA Sports heldigvis taget højde for, ved at gøre det muligt at sætte hastigheden op i dobbelt tempo. Belejligt nok sættes tempoet automatisk ned, når bolden nærmer sig feltet, så du på trods af adskillige efterfølgende replays i tilfældet der blev mål, kan følge med i alle chancerne. Idéen er god nok, men det er ikke muligt at speede tempoet manuelt op, hvis bolden stadig befinder sig i målfeltet, hvilket den oftest gør, når målmanden gør klar til udspark. Det er fem sekunder af dit liv, der hver gang bliver frarøvet dig og bliver meget hurtigt et irritationsmoment, og medfører at du vil gå direkte til resultatet i flere af kampene.

En anden ting er at grafikken hakker geavldigt i det, i hurtig gengivelse og det er enormt forstyrrende at se på, samt gør at du efter noget tid får ondt i øjnene.

Lyd
Lydsiden er også i den forventede høje kvalitet, som er kendt fra EA’s sportstitler med realtime kommentering af kampene. Musikken er ligeledes af høj kvalitet, med velkendte tracks og god menumusik.

En sjov lille detalje, er at EA har optaget slagsange for de største klubber i Europa og endda også for nogle af de største danske klubber. Det giver en ret god indlevelse, når du høre din klubs navn blive sunget i slagsange fra tribunerne.

Total Club Manager 2005 screenshotHoldbarhed
Holdbarheden er i teorien uendelig, idet der er et utal af klubber og divisioner at spille med og i. Du kan vælge at overtage styringen af en af de større klubber, eller starte med en mindre klub og kæmpe dig vej til mesterskabet, pokalturnering og europacup triumf.
Selv om du benytter dit foretrukne hold i adskillige karrierer, er det umuligt at få samme spiloplevelse, da variationsmulighederne er uendelige.

Om du satser på de spillere du starter med, eller om du satser på ungdommen, eller køber en af de mange spillere, til at optræde på dit hold, så er der bogstaveligt talt så mange kombinationsmuligheder, at du kun kan blive træt af TCM2005, hvis du finder en bedre titel på gaden.

Overall
Tager du den tid det tager at sætte dig ind i de forskellige aspekter af dét det kræver, at være fodboldmanager og de mange valgmuligheder, ligger der en rigtig god spiloplevelse gemt i Total Club Manager 2005.

Football Fusion featuren, som efterhånden er blevet nævnt et par gange her i denne anmeldelse, der lader dig kombineret spillet med FIFA 2005 er en helt unik oplevelse. Er du i besiddelse af et eksemplar af FIFA 2005, får du helt klart mere ud af denne titel, men det er ikke et must.
Gameplay:7.0
Grafik:7.0
Online:
Holdbarhed:9.0
Overall 7.0
Log ind og stem
0
Der er endnu ingen der har stemt på denne hvis du kunne lide denne anmeldelse..
Køb spillet - og støt PSlife
Del denne artikel:
Kommentarer
Du skal være logget ind for at kunne læse og skrive kommentarer.