Transformers

Transformers

80’ernes effekter på menneskeheden er ikke glemt endnu… musikken og tøjstilen er nok det værste af bunken af ondskab fra 80’erne, men der var nu også nogle gode ting.
Generelt set kan man sige, at alt godt, der kom ud fra 80’erne, faktisk kom ud fra 80’ernes TV. Knight Rider, Miami Vice, A-Team … okay, måske har jeg en anderledes opfattelse af, hvad der er godt og hvad, der ikke er det, men det er ikke det, vi skal diskutere.

Der skal selvfølgelig heller ingen diskussion være om, at Transformers har været meget vigtig for børns udvikling op til nu: Det, at folk skifter profession, uddannelse eller holdninger kan sikkert udledes af, at folk mente, at hvis en robot kunne ændre sig til et transportmiddel, så er ens egen skiften frem og tilbage vel lige så fint (Jeg skulle måske overveje at lave et psykologisk studie på politikere, der har set Transformers og se om det ikke har haft en effekt på deres konstante ændring af politiske meninger under krisesituationer … måske, hvis der er stemning for det ;-D)

I vores ”remake-alder” så kan det vel ikke overraske, at Transformers kommer under kniven. Faktisk gør det heller ikke noget, så længe det er noget godt, vi får tilbage.
Og det er det vi skal se på i denne anmeldelse af Transformers til PS2.

Gameplay Historien er holdt i ægte Transformers manér; meget simpelt. Der har været en meget lang strid mellem de gode Autobots og de onde Decepticons på planeten Cybertron. I begyndelsen af spillet vises Optimus Prime og Megatron i heftig kamp, da deres kamp brydes op af et signal fra en ældre generation af robotter, der hedder Mini-Cons, som er styrtet ned på Jorden en million år før. Deres evner ligger i, at de kan transformere sig sammen med større robotter og give de større robotter forskellige evner.

Nu går kapløbet til at fange så mange Mini-Cons som overhovedet muligt for at kunne ende den uendeligt lange strid mellem det gode og det onde. Intet nyt under solen her, kan man sige.

Når man skal i gang, er der 3 Transformers, man kan vælge imellem: Optimus Prime; den store frygtløse leder, der kan forvandle sig til en truck; Hot Shot; den kække Transformer, der kan forvandle sig til en sportsvogn, og så er der Red Alert; den lidt ”gør-alt-for-at-tilfredsstille-store-Optimus-Prime” type, der kan forvandle sig til en SUV. Forskellene mellem Transformerne ligger i deres styrker, deres forsvarsevner, deres fart og lignende. Optimus Prime er den stærkeste men langsomste; Hot Shot er den hurtigste men svageste, mens Red Alert er en mellemvariant af begge. Kombinerer man disse overvejelser med fundene af forskellige Mini-Cons, så har man masser af variation til at kombinere sine styrker med. F.eks. kan man få en Mini-Con, der giver dig ekstra beskyttelse, større skydekraft, en sniperrifle, granatkaster og masser af andre ting. Jeg vil nok skyde på, at der er mere end 50 forskellige Mini-Cons, hvor man kan tage max. 4 med sig til en mission.

Det gode er, at når man er på en mission, og man finder en Mini-Con, man hellere kunne tænke sig at have, så kan man skifte til den nye og sende den gamle tilbage til Head Quarters. Det underlige ved missionsopbygningen er, at man faktiske ikke behøver at hente alle Mini-Cons for at kunne klare en mission, men bare skal udradere bossen. Det modsiger jo hele idéen med historien om vigtigheden i at skulle fange de Mini-Cons, før de ender i hænderne på fjenden. Men når man har klaret en bane, så kan man altid på et senere tidspunkt gå tilbage for at hente de resterende Mini-Cons (men det skal lige siges, at jo længere du kommer frem i spillet, jo stærkere bliver fjenderne i de nye baner OG gamle baner ligeså).

Med et brand som Transformers, så skal der jo også være noget til fansene, og her svigter Melbourne House ikke: Rundt omkring på banerne kan man også finde Data-Cons, som man kan checke i ”Extras” i start menuen. Her er der Mini-Comics, CG-sekvenser fra tidligere gennemførte missioner, Stills, billeder fra legetøjet og musikken til spillet samt den klassiske Tv-serie. Det sjove er, at man også kan låse op for instruktionsmanualer til Transformers legetøjet, så hvis man ikke kan finde sin gamle instruktionsmanual til sin Optimus Prime, kan man passende spille spillet igennem og finde den der.


I styringen af Transformerne er der ingen problemer: Du kan strafe til siderne, du kan hoppe og skyde, men den unikke evne, som Transformers har kunnet blære sig med, er jo transformeringen til bil, og det er lavet temmelig godt. Med et simpelt tryk på trekant-knappen har du en bil, og da banerne faktisk er rimeligt store, bliver der brug for den funktion. Banernes størrelse er faktisk nogle gange et mindre problem, da man godt kan fare vild. Men det varer ikke lang tid, før man er på rette vej.

Et af de store problemer med Transformers er vigtigheden af et par af de Mini-Cons, man finder. Slip Stream er den Mini-Con, der giver dig evnen til at flyve, og den skal bruges til at nå forskellige steder for at få spillet til at køre videre, og til at hente nogle Mini-Cons, der er på plateauer, hvor man ikke kan hoppe op på. Det er fint nok, så har man også grund til at gennemspille de gamle baner for at hente de resterende Mini-Cons.

Men det største problem med dette er, at flydelen er elendig! Jeg har meget sjældent givet mig selv mulighed for at skulle bande og svovle over et spil, men Transformers var ved at tage guldmedaljen der. Hvis man rykker en lille smule i pinden til siderne, så går din Transformer nærmest amok til højre eller venstre, så man skal være utroligt fingernem for at skulle klare flydelene i spillet. Der er også mindre problemer med, at fjender ikke bliver ramt, når man skyder på dem fra afstand, eller at jeg blev angrebet af en fjende, der var under jorden, men ikke skulle være det, men det er ikke det store. Banerne er varierede og hensat til områder uden mennesker, som er forståeligt, da mennesker nok ville være lidt skræmte over megastore robotter med kløe i aftrækkerlemmerne.

Grafik Jeg blev faktisk lidt skuffet, da jeg satte spillet i gang. Det er godt, at der er inkluderet en 50/60 Hz funktion. Spillet starter med en fed CG-sekvens, hvor historien ”går i gang”, men når man lander på spillets første bane, bliver man overrasket. Anti-Aliasing var fuldkommen ligegyldigt, så billedet står gnidret. Det kan vel skyldes, at Melbourne House ikke ville have fald i framerate med store baner og så mange fjender, der skyder på dig uden hæmninger.

Spillets lyseffekter er temmelig gode med masser af lasere, raketter og eksplosioner. Eksplosionerne er også godt lavet, hvor robotterne sprænger i stykker og udgiver et elektrostød, hvis man er for tæt på. Jeg synes, at når man ændrer sig til bil, ser det faktisk lidt bedre ud, da bilernes modeller, dog simple, er lavet pænt.

Rundt omkring på banerne opdager man små grafiske finurligheder, som f.eks. fugleflokke og strømmende vandfald. Når man vælger en Mini-Con, der giver dig en permanent funktion, som f.eks. beskyttelse, så får man en lille Mini-Transformer med sig, der kan hjælpe dig. Safe Guard Mini-Con, som giver dig et moderat niveau af beskyttelse gennem hele banen laver armbøjninger, hvis man står stille på et sted. Der er også gode sneeffekter og regneffekter.

Lyd
Spillets styrke ligger i lyden. Alt fra skud, gang, hop, flyvning, eksplosioner og stemmeskuespil ligger et pænt stykke over middel. Optimus Prime lyder som den helt, der ikke vil give op, indtil fjenden er nede til tælling; Hot Shot lyder som den smarte Transformer, der tror han er uovervindelig og Red Alert lyder som en snerpet bibliotekar, men det er jo hans rolle. Musikken er ambient og nogle gange lidt klassisk, men det gode er, at musikken fremkommer som værende dynamisk, så når du er i ildkamp, skifter musikken til det rigtige valg… nemlig rock! Når man går i sne, er der også den lyd af fod, der træder ned mod sne og sætter af, og det er godt lavet.

Holdbarhed Spillet har tre sværhedsgrader: Recruit, Veteran og Commander, som har klare linier mellem sig for sværhedsgrad, så du ved virkelig, hvad det er du går ind til, når du vælger nemmest og sværest. Der er mange timers spil at hente i dette spil. Det, at man kan/skal gå tilbage til tidligere klarede missioner for at hente de resterende Mini-Cons (med dertil hørende modstand) giver også mere tid. Problemet er, at spillet ikke fænger fuldstændigt.

Måden historien bliver fortalt på er lidt vag, og til tider undrer man sig over, om de personer, man styrer, overhovedet har en idé om, hvad de skal gøre. Det er så min mening, selvfølgeligt. Men for fans vil jeg meget gerne tro, at der er noget af komme efter, især da der loves forandringer til Transformersuniverset med små bemærkninger som ”as the two mighty foes clash, perhaps for the last time”, så kan man vel tænke tilbage på de store ændringer, der blev lavet i ”Transformers: The Movie” fra 1986, hvor mange af de vigtige karakterer døde.

Overall
Jeg har selv haft Transformers legetøj og kigget på videoer og læst previews, der lovede guld og regnskove, så har jeg selv haft lidt høje forventninger til spillet. Spillet er tilpas godt, men det kunne godt have været gjort en tand bedre i generelt alle dele af spillet. Slip Stream skulle simpelthen laves meget bedre, for dens irritationsfaktor trækker faktisk Gameplay karakteren et helt point ned, så I har en idé om, hvor irriterende den er. Til fans vil jeg sige, at der aldrig har været et bedre Transformers spil på markedet, så I kan roligt købe det. Til os andre, der gerne vil have robot action (uden transformering til en bil), kan Battle Engine Aquila eller Robotech Battlecry anbefales.