Uncharted: Drake’s Fortune

Anmeldt af: Bjørn Eriksen - 5. december 2007 - kl. 15:05
Del denne artikel:
3 0

Tag med på skattejagt, når Nathan Drake begiver sig ud på sit livs eventyr.

Lad mig slå det fast med det samme. Uncharted’s Nathan Drake er ikke en kopi af Indiana Jones eller en blanding af ham og Lara Craft. Vi har at gøre med en rigtig hverdagshelt, der blot har det med at dukke op på det forkerte sted på det forkerte tidspunkt og derfor løber ind i en masse problemer.

Jagten på ens fortid
Nate’s tiptipoldefar Sir Francis Drake tog i sin tid på farefulde togter rundt omkring i verden. Det var dog den sidste af dem der skulle vise sig at blive hans største. På en tropisk Stillehavs ø fandt Francis nemlig intet ringere end statue af guld. Det skulle dog vise sig at være forbandet…

Et par hundrede år efter optager den unge Nate efterforskninger og søger den lykke, som hans forfader aldrig nåede at opleve. Ledetråd efter ledetråd kommer han nærmere sandheden, men det er ikke uden hjælp. Sammen med sig har han sin gode ven Sully og den underskønne reporter Elina.



Efter at bliver angrebet af pirater på den båd hvorfra man finder første ledetråd går jagten ellers i gang på den nærtliggende ø. Et sted fyldt med flotte landskaber, ruinerne af flere prominente bygninger og en undergrund af katakomber og gravkamre fyldt med en djævelsk ondskab.

Naughty Dog der står bag udviklingen af Uncharted, har virkelig forstået at gøre historien til en central del af selve spillet. Man glemmer aldrig hvorfor man netop gør som der bliver krævet af en og når man færdes på øen, vil dens historie og hele atmosfæren slutte sig omkring en og lukke omverdenen ude.

Et skud i nakken eller et spark i hovedet?
Spillet foregår i tredje person og man styrer som i et hvert andet skydespil hvor man også ser personen over skulderen. Faktisk er meget af styringen lig den der blev brugt i sidste års store Xbox 360 hit Gears of War. Det samme dækningssystem er taget i brug og det vil sige, at når man befinder sig i nærheden af et større objekt, kan man søge ly bag det ved at trykke på cirkel. Derefter kan man beskyde modstanderen med eller uden sigte, hoppe over dækningen eller forsøge at søge skjul bag et objekt i nærheden. Især en masse af søjlerne fra de gamle ruiner udgør god beskyttelse og tillader en at være mere taktisk end man måske regnede med var muligt.


Udvalget af våben strækker sig også langt. En bunke rifler, pistoler og diverse kraftige geværer samt de obligatoriske håndgranater udgår spillets ’arsenal’. Der er kun mulighed for at bære et stort og et lille håndvåben, så derfor skal man vælge med omhu. Tager man den kraftige Desert pistol med få skud til eller tager man den mindre skadelige 9 mm, der dog har et større magasin. Samme dilemma møder en når det kommer til riflen, men der går dog ikke længe inden man hurtig finder sig til rette med et bestemt våben. Ammunitionen spiller også en større rolle når man er ved at løbe tør. Fjenderne taber nemlig kun deres eget våben, så enten skal man skifte sit eget ud med det, hvis man selv er løbet tør eller også skal man forberede sig på en alternativ løsning. For selvom skydedelen i Uncharted fungerer rigtig godt er der heldigvis også en mulighed for at gå i nærkamp med fjenden. Til trods for den spinkle bygning leverer Nate en proper næve der sagtens kan slå en fjende ud i starten. Han har flere slagkombinationer at byde på og alt efter hvordan man står i forhold til sin modstander kan man også lave specielle tricks. Snig dig op bag din fjende og kvæle ham eller tæsk ham ud over en ræling i håbet om at han vil falde ud over. Nate er sågar i stand til at levere en flyvende spark der sender modstanderen direkte i jorden, men det kræver lidt held og endnu mere timing.

Man skal dog ikke regne med at komme frem til nærkamp i enhver given situation. Fjenderne besidder nemlig en utrolig veludviklet AI. De sørger altid for at søge dækning hvis muligt og skyder man på dem, laver de lige et rullefald, for at slippe ud af skudlinjen. Dertil kommer at når de vil angribe en, prøver de at omringe en og hvis nødvendigt sender de en mindre regn af granater ned over en, for at lokke en væk fra ens dækning.


Puslespil, klatretræer og skuddueller
Handlingen i Uncharted er fordelt over 22 kapitler med hver deres titel. Længden på dem varierer lidt, men fælles for dem alle er, at de er vidt forskellige. Variationen af opgaver i spillet er befriende og der er med sikkerhed en af mange faktorer, som sørger for at fastbinde en til skærmen.

Der bliver budt på intense skuddueller på dækket af et større fragtskib i bedste Call of Duty 4 stil og det fungerer endda lige så godt i Uncharted. Den forfaldne kirke skal også ryddes med de nødvendige midler, hvilket virkelig får det taktiske element godt implementeret i spillet. Dertil kommer et hav af små puslespil i bedste skattejagtsstil. Francis efterlod små ledetråde og det er nu op til Nate at genoptage eftersøgningen på den forsvundne skat El Dorado. Der er tale om meget simple gåder, som normalt kræver at man gør X og så sker Y. Tænd på kontakten og så kommer der lys. Til den dovne spiller er der sågar hjælp at hente i form af små hints, som spillet giver hvis man skulle bruge for lang tid på at finde en løsning. Selvom der ikke bliver forlangt meget af spilleren, er det alligevel et velkomment supplement, som understreget, at det stadig er et eventyr Nate er på. Men Naugthy Dog stopper ikke her, for midt i virvaret har de også fået plads til en offroad jagt og en rejse imod strømmen på en mindre vandscooter – begge imens man er under heftig beskydning.

De to køreopgaver udgør dog kun en lille del af spillet og efterlader dermed en stor del til skydekampe og opdagelser. Til trods for Nate’s velbefindende på landjorden og ikke mindst i vandet, er han også noget af en oplevelse værd, når han begiver sig ud på diverse klatreture. Mens han hænger i den ene arm fra en 70 meter høj afsats, holder han en pistol i den anden og skyder løs på fjenderne, for derefter at hoppe de små fem meter bagud og gribe fat i den modsatte bjergside – stadig med en hånd omkring pistolen. Mange af missionerne foregår på denne måde. Måske ikke med den heftige skududveksling, men ser man en soldat, skal man heller ikke holde sig tilbage.


Selvom man det meste af tiden selv går rundt, får man i nogle tilfælde hjælp fra enten Sully eller Elina. Sjældent gør det dog den store forskel. De kan ikke dø, men den skade de forvolder, er minimal. For det mest står de blot passive bag en sten og konstaterer, at den granat der lige er blevet kastet mod dem og som de nu står oveni, snart springer i luften. Med lidt god vilje kan de bruges som lokkemad, alt imens man selv laver et baghold på fjenderne.

Guld og grønne skove
Visuelt er spillet noget af det flotteste undertegnede har set til dags dato. Alt fra øens tropiske farver; det krystalklare vand, træernes grønne nuancer og en udsigt der kunne forøge en boligs værdi med over 200% til de mere detaljerede og støvede ruinerne der hver især fortæller deres egen historie. Endvidere er der de dunkle undergrunde hvor faren lurer over alt og man aldrig kan vide sig sikker. Et svagt skær lyser kun det mest nødvendige op, men når man endelig får lyst en hel gang op, ønsker man blot at det vil blive mørkt igen. Skudhuller og spor af blod langs væggene, samt knogler fra de personer der sidst prøvede at komme fra øen med den store skat.

Når man første gang har gennemført spillet, starten man straks forfra, bare for at nyde det flotte landskab. Selv Nate er så deltaljeret, at man til tider blot står og stirrer på hans tøj alt imens det tørrer efter den netop overståede svømmetur.


Interfacet i spillet er meget simpelt. Kun hvis man trækker sit våben kan man i det ene hjørne se en lille indikator, der fortæller hvor man skud man har tilbage. Kommer man til et interaktivt objekt, hvilket sker tit i forbindelse med de små puslespil, vil et billede tilsvarende den knap man skal trykke, komme frem på skærmen. Ens liv kan man holde styr på, ved at kigge på skærmens farve. Jo mere skade man tager desto mere farve forlader skærmen og lige inden man dør, vil man opleve en sort/hvid skærm. Man får liv igen over tid og skal derfor ikke tænke på at samle det op.

Mellemsekvenserne i spillet er ligeledes utrolig flotte. Fyldt med følelser og eksplosioner forbinder de historien og giver en tid til at nyde hvor flot spillet virkelig er. Især er Nate med sine spydige kommentarer og sarkastiske bemærkninger en fornøjelse at følge, når man ikke selv styrer ham. Manden besidder endvidere et køligt overblik, som kommer til udtryk i nogle af de scener, hvor de jages af fortiden.

Grafikken alene skaber ikke den atmosfære som man kommer til at elsker og frygte. Lydsiden i Uncharted er et yderst velfungerende supplement dertil. Baggrundsstøjen når man færdes i junglen får en til at glemme hverdagens problemer og når man så bliver beskudt, tager det ikke mange sekunder at identificere det våben, som modstanderen har. Man må næsten mistænke Naugthy Dog for at have skudt efter lydmanden med alle de våben der er at finde i spillet, for det er ikke mindre end skræmmende hvor godt de lyder.

Samtalen karaktererne imellem kan dog virke lidt monoton og følelsesforladt. Til trods for, at skuddene hagler om ørene på Nate, Sully og Elina, tager de sig altid god tid til at tage en længere sludder. Det er dog blot en lille ting, som hurtig er glemt når først man genoptager nedskydningen af piraterne i forsøget på at finde den skat, der endnu ikke er deres.


Heldigvis byder spillet ikke på en multiplayer del. Nogle synes måske det er et must, men netop Uncharted gavner fra, at det kun er singleplayer. Konceptet vil simpelthen ikke fungere ordentligt mod andre, da det vil udelukke gåderne og de intense køreture. En co-op del ville måske være en mulighed, men så skulle Sully og/eller Elina gøres til en større del af selve historien.

Det betyder, at når man efter 10 timer – 10 gode timer – har gennemført spillet og den meget linære historie, har spillet ikke så meget at byde på. Der er godt nok ting, som kan låses op i spillet, men det tilfører ikke noget til selve spiloplevelsen eller historien. Her er tale om nogle kostumer, bag om kameraet videoer og tre render indstillinger; sort/hvid, grønlig skær eller next-gen. De ændrer på skærmens farver, men ikke på selve spillet. Fire sværhedsgrader og mange appellerende elementer i spillet sikrer dog, at man før eller siden tager Uncharted frem igen.

Når enden er god er alting godt
Tidligere i anmeldelsen blev nævnt spil som Gears of War og Call of Duty 4. Det er ikke uden grund, for med Uncharted har Naugthy Dog skabt en titel der placerer sig selv i den elite af veludviklede next-gen spil. Man er aldrig i tvivl om, at man har at gøre med et kvalitetsprodukt i underholdningsbranchen. Spillets små fejl, som består af et par kameravinkler, Sully og Elina’s AI og et lille antal animationer, kan dog ikke ændre på det faktum, at Uncharted er et af de bedste PlayStation 3 spil til dato og med sikkerhed vil være det i lang tid. Uncharted: Drake’s Fortune er i sig selv ikke et originalt koncept, men ideerne bag det er udført til perfektion og det skulle ikke undre mig, hvis Spielberg i dette øjeblik sidder og skriver handlingen om til den næste Indiana Jones film. Det vil i hvert fald få mig i biografen.
Fakta
Uncharted: Drake’s Fortune

Uncharted: Drake’s Fortune

Platformplaystation 3
UdviklerSony Computer Entertainment
UdgiverSony Computer Entertainment
Spillere1
Udgivelsesdato--1
Officiel websiteKlik her
PEGI:
Følg PSlife her
Gameplay:9.5
Grafik:9.8
Online:-
Holdbarhed:8.0
Overall 9.3
Log ind og stem
0
Der er endnu ingen der har stemt på denne hvis du kunne lide denne anmeldelse..
Køb spillet - og støt PSlife
Del denne artikel:
Kommentarer
Du skal være logget ind for at kunne læse og skrive kommentarer.