Vanquish foregår i en ikke alt for fjern fremtid, jorden er ved at være tømt for ressourcer, hvilket har resulteret i, at USA har bygget en rumstation med henblik på at udnytte energien fra solen. Alt ånder fred og ro indtil russiske styrker, ledt af en magtsyg tosse, kaprer rumstationen og bruger den som et våben til at udrydde den amerikanske storby San Fransisco ved at sende trykbølger genereret af solens energi ned og koge alt levende. Russerne giver herefter USA et ultimatum: Overgiv jer eller vi udrydder New York. Da USA ikke har tænkt sig at overgive sig, sender de deres bedste soldater, ledt af veteranen Robert Burn, af sted mod det ydre rum for at genvinde rumstationen. Her kommer du ind i rollen som agenten Sam Gideon, der iklædt sin ARS dragt mest af alt minder om en blanding mellem af Robocop og Ironman.
Gameplayet i Vanquish er spillets virkelige trumfkort, det er især spillets mekanismer og den ARS dragt, som Sam Gideon har på, og de muligheder den indeholder, der bidrager til dette. ARS dragten er for det første udstyret med raketter, hvilket gør, at man kan suse hen over kampscenen i høj fart. Dette kan både bruges til at komme ud af kritiske situationer og til hurtigt at smutte mellem benene på en af de kæmpe robotter, man støder på undervejs. Derudover giver dragten en mulighed for at gå i en såkaldt AR mode, der kort fortalt betyder, at alt pludselig kører i slow motion. AR mode kan aktiveres på forskellige måder, den bliver automatisk aktiveret, når man er lige ved at dø, denne funktion virker som en redningskrans, da man tit befinder sig midt i en voldsom ildkamp. Det giver en chancen for enten at søge ly, bruge raketterne til at booste væk eller sætte det afgørende angreb ind på modstanderne.
Man kan også selv aktivere AR mode, dette kan enten gøres når man suser rundt med raketterne, laver en undvigelsesmanøvre eller går ud af cover. AR systemet er ikke blot en redningsvest eller en måde at lave fantastiske headshots på, det er samtidig en vigtig faktor i, hvordan spillet er bygget op. Et eksempel herpå er de store bosskampe, som man løber ind i undervejs i spillet. Her handler det ikke blot om at skyde og så løbe, nej det hele skal times, da det er påkrævet, at man finder en rytme, der passer til den specifikke fjende, for at få bragt denne i knæ. AR systemet passer godt til spillets stil, da det giver lidt ro på det hæsblæsende tempo, som spillet foregår i, samtidig med, at det bidrager til en fed spiloplevelse.
Cover systemet er en af de mekanismer, som virker særdeles godt, men det er også påkrævet af et tredjepersons skydespil efter nutidens standarder, som vi har set det i Uncharted 2. Man glider hurtigt og nemt ind og ud af cover ved et tryk på en knap, og systemet er finpudset så godt, at man stort set aldrig oplever problemer med at komme i dækning eller komme ud af dækningen igen, hvilket er vigtigt i et spil som dette.
Fjenderne i spillet er meget og varierende, der er både de almindelige robotter, der kommer løbende til fods, de flyvende robotter, robotter i form af skorpioner og så selvfølgelig de helt store robotter. I de fleste missioner angribes man af horder af fjendtlige robotter i alle størrelser på samme tid, og her er det en fryd at se, at spillet er udstyret med en særdeles god kunstig intelligens, man kan ikke bare gemme sig bag et cover, da fjenden enten flankerer en eller sørger for, at coveret bliver skudt i små stykker. Man skal derfor forberede sig på at dø en del gange, selvom man spiller på den normale sværhedsgrad.
I Vanquish har man i princippet kun et våben, dog med den egenskab, at ens våben kan transformere sig om til 8 forskellige våbentyper. Der er klassikerne som shotgun, raketkaster og sniper rifle, men der er også blevet plads til mere innovative våben som en disk kaster og en laser, der kan låse sig fast på flere mål af gangen og sende en byge af lasere ned over fjenderne. Alle våbnene kan opgraderes via spillets opgraderingssystem, som foregår enten ved at man opnår nok point til at få en decideret opgraderingspakke, der kan samles op eller ved at man samler et våben op, som man allerede har i sit arsenal med fuld ammo. Dette skal man gøre tre gange, før ens våben opgraderes. Våbnene er sjove at prøve sig lidt frem med, og spillet er designet på en måde der gør, at der er bestemte passager i spillet, hvor man får mest ud af at bruge et bestemt våben. Dog bruger man størstedelen af tiden sammen med det våben, man har det bedst med.
Vanquish er udover at være et meget hurtigt spil også et meget flot og veludført spil. Selvom man suser hen over jorden, mens skuddene pisker om ørerne på en og omgivelserne bliver skudt i stykker af de store robotter, går det aldrig udover den grafiske formåen. Der er ikke sparet på eksplosioner i spillet, og de er alle udført så godt, at man kan tage sig selv i, at man lige skal se, hvordan robotten eksploderer, før man bevæger sig videre, hvilket tit kan betyde, at man bliver skudt ned i mellemtiden. Selve spillet er udført i et meget stilrent sci- fi fremtidsmiljø, dette miljø er rigtig smukt udført, hvilket man på de mere stille og rolige missioner kan slappe af og nyde til fulde. Karaktererne i spillet er alle flot udført, og selvom størstedelen af fjenderne er robotter, så virker de hverken klodsede eller firkantede. Spillets forskellige robot-bosser er alle en stor oplevelse, de er flot udført og godt animeret.
Lige så imponerende et gameplay Vanquish leverer, lige så et elendigt stemmeskuespil leveres der. Alle dialogerne er utrolig machodominerende og minder mest af alt om nogle af Jean Claude Van Dams første filmindspilningerne med punch lines som Fuck Me og mere i samme kaliber. Heldigvis er resten af lydsiden i spillet bund solid. Soundtracket passer perfekt til det hæsblæsende tempo, det er højenergisk og bidrager til, at man føler, at adrenalinen stadig kører i kroppen, når man slukker for maskinen. Lydeffekterne er meget mere gennemarbejdede end i andre sci-fi shootere, alt lige fra eksplosionerne til lyden af de forskellige våben, når de affyres. Samtidig formår spillet at sørge for, at lydene er så differentierede, at de ikke drukner, når der er fuld knald på i spillet. Det læner sig meget op af niveauet i Dead Space, hvilket stadig er et af de mest solide soundtracks i genren.
Spillet er desværre en kort affære, det tager ca. 7-8 timer at gennemføre, når man tager alle mellemsekvenser med. Det er lige lovligt kort tid taget i betragtning, at spillet ikke har den store replay værdi, med mindre man skulle ønske at spille på en sværere sværhedsgrad. Spillet har ingen multiplayerdel men har i stedet nogle challengerooms, som bliver låst op efterhånden som man gennemfører spillet. Her skal man kæmpe sig igennem bølger af fjender, lidt som man kender det fra diverse tower defense spil, det er meget sjovt at give sig i kast med, men bliver aldrig mere end nogenlunde tidsfordriv.
Vanquish er, når alt kommer til alt, et fantastisk tredjepersons skydespil, det tager den traditionelle spilgenre og tilføjer en fantastisk dimension af fart, galskab og morskab.
Det, der trækker spillet lidt ned, er det lunkne stemmeskuespil og den alt for korte levetid. Er man derimod ude efter et actionspil, hvor der er knald på fra start til slut, hvor gameplayet er lige i skabet og hvor man bliver udfordret af spillets sværhedsgrad, skal man skynde sig at hive dette spil ned af hylden. Vanquish er en positiv overraskelse og et frisk pust til en til tider let forudsigelig genre.
Facebook
Twitter
