World Championship Rugby

Anmeldt af: - 17. maj 2004 - kl. 18:23
Del denne artikel:
0 0

Acclaim står også bag udviklingen af Alias, som fik en flot karakter på 8 her på CONSOLE.DK. Kan Acclaim mon følge op på den gode stime i WCR?

Rugby er ikke den mest kendte sport herhjemme, så det var med stor skepsis jeg smed ’World Championship Rugby’ i den slidte Playstation 2.

’World Championship Rugby’ (WCR) er udviklet af Swordfish og udgivet af Acclaim, som man ikke ligefrem husker som et af de firmaer, der står for de helt store sportsoplevelser, men de har da lavet lidt, bl.a. de meget actionprægede ’Urban Freestyle Soccer’ og ’NBA Jam’. Acclaim står også bag udviklingen af Alias, som fik en flot karakter på 8 her på CONSOLE.DK. Kan Acclaim mon følge op på den gode stime i WCR?

Jeg skal nok være den første til at indrømme, at Rugby i Danmark er lidt af en nichesport, og hvis læsere af denne artikel ikke kender til de store rugbyklubber som Frederiksberg Rugby Club og Lindø Rugby Sports Club, er de stadig helt normale.

Derfor gennemgår jeg lige hurtigt de simpleste regler i rugby. Jeg håber alle jer hardcore rugby fans derude lige bærer over med mig og hopper ned til næste afsnit.

Hvert hold har 15 spillere, der spiller på en aflang rektangulær bane med et mål i hver ende. Målene består af 2 opstandere med en overlægger gående imellem dem et par meter fra jorden Et stykke af banen bag målet kaldes målområdet. Bolden, som er samme form men lidt større end en amerikansk fodbold, må kun løbes eller sparkes fremad.

Hvis bolden skal afleveres med hænderne, skal man aflevere bagud. Kun spillere, der har bolden, må tackles, og når man er tacklet skal både angriber og tackler slippe hinanden og bolden. For at vinde skal man score mål. Dette kan gøres på flere måder. Hvis man trykker bolden mod jorden i målområdet, kaldes det et forsøg og giver 5 points. Bagefter et forsøg får man muligheden for at sparke på mål ud for det sted, bolden blev lagt død.

Bolden skal ryge over overlæggeren og mellem de to opstandere for at give yderligere 2 points. Desuden kan man score direkte på straffespark, der kan dømmes overalt på banen, pladsspark eller dropspark, der skal sættes ligesom en conversion og giver 3 points. Til sidst kan man lave et dropspark i åbent spil, der giver 3 points. Ved et dropspark skal bolden nå at røre jorden, før man sparker.

Gameplay
Nok om reglerne, er det så også sjovt at spille? Spillet er lidt arkadeagtigt -utroligt nemt at gå til og flydende. Vi snakker om en meget lav indlæringskurve her. Hvis man lige sætter sig ind i de grundlæggende regler, så varer det ikke mange spil, før man har nogenlunde styr på det. Der er ingen besværlige knapkonfigurationer, men variationen er heller ikke så stor. Man kan vælge at spille med regler eller uden, men det bliver hurtigt for nemt og for kedeligt uden regler. Det kan kun anbefales at spille uden regler de første par kampe.

Der er 2 forskellige tackle-knapper: Den onde tackling og den virkeligt onde tackling, hvor spilleren flyver tilbage, hvis man rammer rigtig godt. Det giver en dejlig tilfredsstillelse at smadre en modstander ned lige akkurat før, han når at spille bolden.

Specielle situationer som indkast m.m. er nemt og overskueligt forklaret med, hvilke knapper man skal trykke på for at gøre hvad. Når man endelig har fået bolden ind over stregen og skal til at lave sin 2-point conversion, får man assistance fra en sød lille pil, der peger den vej, bolden flyver. Eller rettere: Den vej bolden i teorien vil flyve, for man skal virkelig være heldig, hvis man ikke står i en optimal placering, for at få bolden imellem stængerne.


Grafik
Menusystemet er ganske nydeligt og overskueligt. Mange andre spil kunne lære meget ved at se på WCRs enkle, men samtidig utroligt funktionelle menusystem, der gør det meget nemmere for knap så hærdede rugbyspillere at finde rundt.

Inde i selve spillet er grafikken også udmærket, uden på noget tidspunkt at blive prangende. Acclaim har bevidst overdrevet spillerne fysiske karakter, så nogle af spillerne er lidt større end i virkeligheden, men det fungerer ganske godt. I forhold til de andre rugbyspil ligner bolden faktisk denne gang...en bold. En god feature ved grafikken er, at spillerne bliver lidt mere beskidte alt efter om det regner, og hvor mange tacklinger de laver. Desuden begynder plænen også efter et stykke tid at vise tegn på slitage.

Der er dog nogle små grafiske fejl her og der, der til tider kan virke komiske. Her kan specielt nævnes spillernes jubel, når holdet scorer, hvor alle spillerne kan finde på at lave samme animation som jubelscene, hvilket medfører, at et helt hold synkront springer op i luften og vinker med armene. Det ser meget sjovt ud, men efter man har set det 5 gange går det en lidt på nerverne.

Lyd
Det er ikke pga. lyden, man skal købe WCR. Kommentatoren er monoton og kedelig, og man kan ikke huske musikken i spillet bagefter. Det hele virker meget anonymt, men set fra den lyse side, så er der ikke noget irriterende musik, der går en på nerverne

Holdbarhed
Der er mange forskellige turneringer at spille i bl.a. Verdensmesterskabet, Europamesterskabet og andre små tre-nations turneringer. Når du vinder turneringer, åbner du op for små secrets, som du kan se under options, bl.a. forskellige hemmelige hold og andre sjove ting som f.eks. store hoveder.

Spillet byder på 3 forskellige sværhedsgrader: Fun, Normal og Intensive Care, som jeg nok må indrømme ikke er helt så svært, som jeg troede.

Udover de mange turneringer kan man også spille ’Challenge’. Der er 3 forskellige gamemodes under challenge. Den første er ’Classic Matches’, hvor man bliver smidt midt ind i en kamp, hvor man f.eks er bagud med 3 point, og der mangler 3 minutter. Der er flere ’Classic’-matches at vælge mellem. Den næste er ’Beat All-Stars’, som er meget simpelt og går ud på at slå et All-Star hold med et af de andre hold. Den tredje er ’Survival’. Her vælger man et hold og spiller så alle de kampe, man kan, indtil man taber.

Men med så mange andre sportsspil kommer det først til sin ret, når man spiller flere sammen, hvilket man kan gøre 4 personer på samme tid vha. en multitap. Dette er da også rimeligt underholdende, specielt hvis man slår regler fra og bare tordner ind i hinanden.

Spillet mangler desværre den originale licens (som sjovt nok er tilfaldet EA), men man kan selv gå ind og lave navnene om på sin yndlings-rugby-spiller, hvis man ikke kan leve uden.

Overall
Acclaim har faktisk fået smidt et meget godt spil sammen med ’World Championship Rugby’ og følger stimen fra Alias flot op. Godt nok er gameplayet lidt ensformigt, men pæn grafik og specielt mange sjove gamemodes hiver spillet op på et flot 7 tal. Undertegnede havde aldrig hørt noget specielt om rugby, før jeg modtog dette spil, og det er ganske sjovt at spille alene og mod vennerne. Spillet henvender sig selvfølgelig også til fans af genren, men de må nok affinde sig med, at spillet er lidt arkade-agtigt.
Gameplay:7.0
Grafik:7.0
Online:
Holdbarhed:8.0
Overall 7.0
Log ind og stem
0
Der er endnu ingen der har stemt på denne hvis du kunne lide denne anmeldelse..
Køb spillet - og støt PSlife
Del denne artikel:
Kommentarer
Du skal være logget ind for at kunne læse og skrive kommentarer.