Yakuza

Anmeldt af: Mikkel Vinther - 28. december 2006 - kl. 22:19
Del denne artikel:
0 0

Japans mørke undergrund og voldelige mafia får nu endelig historien fortalt om det største forbrydersyndikat i verden.

Japans mørke undergrund og voldelige mafia får nu endelig historien fortalt om det største forbrydersyndikat i verden.

Gameplay
Vores historie begynder en mørk aften i 1991. Vi følger Kazuma, en ung yakuza, som arbejder for Dojima familien. En aften hvor han er ude og lave inkassoarbejde for sin familie, bliver han forstyrret af et telefonopkald fra hans eneste ven fra hans gamle børnehjem. Han hedder Nishiki, og han har rodet sig ud i noget skidt, og nu må Kazuma komme Nishiki til undsætning.

Kazuma finder sin ven stående med en pistol i hånden og med Dojima familiens overhoved myrdet. Kazuma vælger at tage skylden for mordet, så hans ven kan slippe væk og passe på Kazumas veninde.

Kazuma bliver dømt til 10 års fængsel og bliver samtidig udvist af sin familie. Efter Kazuma kommer ud af fængslet, vender han endnu engang tilbage til Japans mørke undergrund. Men efter 10 år er der sket en masse, og Kuzamas ven, som han reddede for 10 år siden, er nu ude på at gøre det af med Kazuma samtidig med, at der er en jagt på Kazumas tidligere kæreste, som har stjålet 10 billioner yen fra Yakuza Syndikatet. Midt i det hele står Kazuma, som ikke ved, hvad han skal gøre.

Kazuma har aldrig lært at være diplomatisk, så måden han løser problemerne på er ved at tage sine næver og lade dem tale for ham. Gameplayet i Yakuza er en blanding af udforskning og klassisk beat-em-up gameplay. Man spiller som Kazuma, mens han løber rundt i Japans skumle gyder og må tage kampen op mod Japans undergrund for at rense sit navn og finde de 10 billioner yen.

Yakuza


Når Kazuma møder folk, som ikke bare vil tale med ham men snarere vil slå løs på ham, bliver man kastet ind i en lille arena, hvor man skal tæske løs på modstanderen. Kampdelen i spillet er meget triviel, for kampsystemet er ikke særlig dybt, det handler mest af alt om at trykke på to knapper og så gentage det, indtil fjenderne er døde. Der er ikke meget taktik i kampene, og man hamrer bare løs på knapperne og håber det bedste i spillets mange kampe.

Efter hver kamp får man tildelt nogle erfaringspoint. Disse kan bruges til at investere i nye angreb og generel forbedring af ens evner. Dog har det ikke den store effekt på gameplayet, at Kazuma er i stand til at udføre flere forskellige tricks, da de ikke er særlig effektive, og det er nemmere og hurtigere at holde sig til de oprindelige teknikker, man får i starten af spillet.

Desværre trækker det trivielle gameplay en del ned, men Yakuza byder på meget mere end et trivielt gameplay.

Historien om Kazuma og hans kamp for at overleve og nå til bunds i hele den indviklede historie er rigtig god. Man føler virkelig, at man er en del af den Japanske mafia, når man ser, hvordan korruptionen breder sig op igennem Japans finere kredse, og hvordan Yakuza Syndikatet besidder en utrolig magt over hele Japan.

Men historien er en af de eneste positive ting i spillet. For udover det trivielle kampsystem er der store problemer med styringen. Selvom Kazuma er en af de farligste yakuzaere, så bevæger han sig utroligt langsomt, og man føler aldrig, at man har den helt rigtige kontrol over ham. Det er ikke kun i spillets kampdel, man føler, at styringen volder problemer, men også når Kazuma løber rundt i de forskellige dele af byen og opsøger forskellige personer. Styringen volder en del problemer, og det samme gør spillets kamera, som tit og ofte ikke vil placere sig bag Kazumas ryg, så man enkelte gange har svært ved at se de fjender, der står foran en.

Yakuza


Men udover hovedhistorien i Yakuza kan du også tage enkelte sidemissioner, som giver dig mulighed for at få flere penge eller mere erfaring, som du kan bruge på at gøre Kazuma endnu farligere. Men desværre føles sidemissionerne overflødige, mest fordi de ikke har nogen historie, som gør, at man gider følge med i, hvorfor man gør de ting man gør, man ender blot med at gøre dem for at få nogle ekstra point.

Desværre kan den gode historie ikke redde det trivielle gameplay, men hvis man kan se bort fra gameplayet uden den store dybde, så venter der sig en engagerende historie i Yakuza.

Grafik
Grafisk er Yakuza en ganske acceptabel oplevelse. Mens Kazuma løber rundt i byen, kan man ikke være andet end imponeret. For når han løber rundt i byen, går der en masse mennesker rundt omkring ham, ganske almindelige borgere i byen, og Kazuma kan støde ind i dem, vælte dem og skubbe dem væk, mens han løber forbi dem, og man får virkelig en følelse af, at det er en levende by, man løber rundt i.

Animationerne i spillet er ganske fine. Når Kazuma slår fjender i gulvet, så ser det ganske overbevisende ud. Kazuma’s animationer er ganske gode, til gengæld har hans fjender nogle lidt kluntede animationer, og der er en mangel på variation i fjendernes animationer.

Yakuza


Miljøerne i spillet er ganske varierede. På trods af, at man bevæger sig rundt i den samme by det meste af tiden, er der er en masse forskellige områder, man kommer til at se, hvilket gør, at oplevelsen hele tiden føles frisk. Dog er detaljegraden til tider ikke særlig stor, hvilket gør, at nogle af områderne ikke ser særligt pæne ud.

Til gengæld er spillets største svaghed spillets framerate. Frameraten i Yakuza er ikke særlig stabil, den vil tit falde, både under kampe men også i områder, hvor man bare løber rundt og oplever byen. Framerateproblemerne er der ofte, hvilket gør, at det kan blive en frustrerende oplevelse at spille Yakuza.

Lyd
Lydsiden i Yakuza er ganske udmærket, stemmeskuespillet er generelt godt og med en masse solide præstationer. Enkelte er dog knap så vellykkede, men generelt så leverer Yakuza noget ganske overbevisende stemmeskuespil.

Lydeffekterne i Yakuza er ganske gode, lyden når Kazuma’s næver rammer modstanderne er gode, og lydene har en god energi bag sig, hvilket gør, at man føler, at man virkelig slår en anden person. Dog er lydeffekterne udenfor kamp ikke særligt imponerende, mange af lydeffekterne i miljøet bliver gentaget for meget, og der bliver ikke gjort meget i lydbilledet for at skabe en overbevisende oplevelse.

Yakuza


Musikken i spillet er over middel, hver familie har sit eget musiske tema og afhængigt af, hvem man kæmper imod, så skifter det musikalske tema. Musikken er dog ikke overvældende god, den består meget af hurtige rytmiske musikstykker, intet formår dog at træde ud og imponere.

Holdbarhed
12 timer tager det rundt regnet, før Yakuzas rulletekster løber hen over skærmen, men levetiden kan forlænges ved at tage nogle ekstra missioner mellem spillets singleplayermissioner, men Yakuza er et kort spil. Efter man har gennemført singleplayer er der ikke mere at komme efter, der er ingen multiplayer i spillet, og der er ingen grund til at gennemføre spillet igen.

Overall
Yakuza har nogle enkelte gode sider, men den problematiske styring og det trivielle gameplay fjerner opmærksomheden fra en ellers god historie, som er velskrevet og ganske interessant at følge.

Desværre kan det grafiske eller lydmæssige indtryk heller ikke hjælpe Yakuza med at trække sig op over middelmådighed, og i sidste ende bliver Yakuza en forspildt chance med et halvkedeligt gameplay og en god historie.
Gameplay:7.0
Grafik:6.0
Online:
Holdbarhed:7.0
Overall 7.0
Log ind og stem
0
Der er endnu ingen der har stemt på denne hvis du kunne lide denne anmeldelse..
Køb spillet - og støt PSlife
Del denne artikel:
Kommentarer
Du skal være logget ind for at kunne læse og skrive kommentarer.