LittleBigPlanet 2

Anmeldt af: Martin Grænge Hansen - 7. januar 2011 - kl. 22:39
Del denne artikel:
14 0

De små kludedukker inviterer igen til leg, sjov og kreativitet. Sony starter spilåret 2011 på fornem vis.

”Play, Create and Share” var formlen for LittleBigPlanet, da det udkom i slutningen af 2008. Omkring 3.5 millioner brugerskabte baner er det blevet til og ja, flere af dem er ganske vist af meget tvivlsom kvalitet, men bedriften og brugernes lyst til at skabe og dele kreationer er ikke til at tage fejl af. Media Molecule har været exceptionelt gode til udvide deres spil igennem ekstrapakker, hvilket blandt andet har medført gameplayelementer som vand – der blev udgivet i en speciel Pirates of the Caribbean-pakke - og den famøse farvepistol, der var en del af Metal Gear Solid-temapakken. Begge bevidnede om, at den britiske udvikler bestemt havde flere tricks gemt i ærmet.

LittleBigPlanet 2 kunne måske virke som et forsøg på at malke en populær serie, men jeg skriver glædeligt under på, at det slet ikke er tilfældet – det føles i hvert fald ikke sådan. Set udefra er der måske ikke sket det helt store, men præcis som det var tilfældet med vand og farvepistolen, så byder de nye tilføjelser på en række gode ændringer i gameplayet. De bringer naturligvis endnu flere muligheder med sig, hvis man tænker på, hvad de mest kreative kreatører fra spillets community vil kunne få ud af dem.

Historien fortæller om den ondsindede Negativitron, der invaderer Craftworld og suger glæde og leg ud af universet. Sackboy slutter sig til en samling af tvivlsomme individer og sammen vil de, under fanen ”Alliancen”, forsøge at genskabe ro og orden. Historien er bestemt ikke noget, der kandiderer til en Oscar, men den er der og får temaerne i de forskellige spilverdener til at hænge nogenlunde logisk sammen.




Generelt virker det hele meget genkendeligt, men man fornemmer efter lidt tid, at oplevelsen er blevet lidt mere strømlinet. Kontrollen af Sackboy, der i forgængeren godt kunne være lidt drilsk, når det kom til at bevæge sig frem og tilbage i dybdeniveauerne i banen, virker bedre i denne omgang. Menuerne, oversigter over favoritbaner og måden man vurderer baner på er også blevet væsentligt mere overskuelig. Der er stadig steder, hvor kontrollen kan drille, og spilfysikken sender ens figur på afveje.

I sin grundform er LittleBigPlanet 2 stadig et klassisk platformspil. Der er en række forhindringer, der skal overvindes, imens du i jagten på point og præmier arbejder dig fra start i venstre imod målet i højre side. Du kan stadig spille med op til 4 venner, og det kan både ske fra samme sofa eller online.

De første baner bruges i vanlig stil på at introducere nye spillere til universet, men selv for garvede spillere ender disse baner ikke ud med at være kedelig repetition. Tidligt i spillet bliver der introduceret nye gadgets og værktøjer, som Sackboy har til rådighed. Han råder blandt andet over en handske, der gør, at han kan opsamle kasser, bomber eller andre materialer og kaste med dem. Handsken bringer også andre muligheder med sig, da den blandt andet bliver brugt i minispil såsom basketball. Den nye grapplinghook (en avanceret kastekrog) tilføjer endnu et niveau af nye muligheder og byder helt åbenlyst på Spiderman/Tarzan inspireret baner. Creatinatoren er en hjelm, der kan indstilles til at affyre præcis hvad man ønsker – alt fra laser til kage. Hertil kommer yderligere tilføjelser såsom bounce-pads og Sackbotter. Sidstnævnte vil tvinge Sackboy til at agere bodyguard, da ens belønning i slutningen af banen afhænger af, hvor mange Sackbotter man har præsteret at få helskindet igennem banens dødsfælder.




Spillet er stadig spækket med nuttethed og lun humor. Kludedukkernes udtryk er i sig selv nok til at få de fleste til at trække på smilebåndet, men udviklerne har igen skabt en lang række underholdende, udfordrende og fantasifulde baner. I løbet af disse kommer du til at besøge kage-land, bombe store boss robotter og ride på alt fra en humlebi til kat, hamster og kamel – sidstnævnte er desuden armeret med kanoner. Sackboy kommer kort og godt til at gå grueligt meget igennem i hans forsøg på at frelse Craftworld. Det hele ser grafisk lækkert ud, og stilen er ligeså gennemtænkt, som det var tilfældet med forgængeren.

Foruden hoveddelen af spillet, som denne gang tæller 30 baner, er de små pointbaner også tilbage.
Pointbanerne byder på en ganske fin ekstraudfordring og viser samtidig, hvordan de nye tilføjelser til spillet kan anvendes til at skabe små minispil. I LittleBigPlanet 2 virker de dog ikke helt så overflødige, som det var tilfældet i forgængeren, da du i denne omgang kan åbne op for nye kostumer, præmier og godter, hvis du indsamler tilpas mange point i de forskellige minispil.

Lydsiden supplerer spillet godt, og ligesom det var tilfældet med 1’erens kendingsmelodi, der blev leveret af ’The Go Team’, så har 2’eren også sine perler. Som noget helt nyt er der kommet stemmelægning på de vigtigste af historiens figurer. Replikkerne bliver alle leveret med en nogenlunde indsats, men stemmerne er klart bedre på engelsk end på dansk – de danske skuespilleres indsats oser af ligegyldig attitude. Stadig er det dog lækkert, at spillet har dansk lydspor, netop fordi LittleBigPlanet 2 er et spil, der også egner sig til de mindste. Det engelske lydspor er dog klart at foretrække, da en del af de sproglige jokes går tabt i oversættelsen.




Spillets create-del, der giver dig mulighed for selv at skabe dine egne baner, er blevet mere brugervenlig, men den er samtidig også blevet langt mere avanceret. Hele herligheden bliver præsenteret i en række instruktionsvideoer, der sikrer, at du ikke bliver slået helt ud, når du skal til at give dig i kast med de mange muligheder. Det er svært at forklare præcis hvilke muligheder, der gemmer sig i create-delen, men i løbet af spillets betatest er der blandt andet blevet skabt tredjepersonsskydespil, bilspil og rollespil, og dette er blot et par eksempler på den vanvittige kreativitet, som der gemmer sig i spillets fanbase. Hvis man ser på de mest kreative baner fra forgængeren og kombinerer disse med alle de nye funktioner, som der gemmer sig i LittleBigPlanet 2, så virker det ikke utænkeligt, at vore kæber igen vil komme til at ramme gulvet, når spillet udkommer, og folk lærer de nye værktøjer at kende.

LittleBigPlanet 2 indeholder ingen move-del, men spillet Sackboy’s Prehistoric Moves medfølger på skiven. Det spil kan du læse vores anmeldelse af her.

Holdbarheden i LittleBigPlanet 2 synes at være uendelig. De 30 baner, som udviklerne har stået for, vil ganske vist ikke tage dig alverdens tid at komme igennem, men mulighederne der ligger så snart du tager Sackboy en tur på internettet, får spillet til at eksplodere langt ind i uendeligheden. Hertil kommer de mange ekstrapakker, der med garanti vil blive udgivet i den digitale PlayStation butik. Spillet byder på en god portion udfordring, men burde stadig være noget de fleste kan komme igennem. De mere hårdkogte spillere kan desuden gå på opdagelse efter de utallige præmier, der er gemt overalt i spillets baner.




LittleBigPlanet er stadig en ener, når det kommer til kreativitet og muligheder – og så er det hulens sjovt! Det er blevet lidt mere actionorienteret i sit udtryk, og variationen er nu så stor, at du aldrig helt kan vide dig sikker på, hvad næste bane vil byde på af udfordringer. De nye værktøjer, som spillet bringer med sig, er dog klart det stærkeste argument for, hvorfor Sackboys nyeste eventyr skal være en del af din spilsamling. Der er ganske vist meget gammelt og meget genbrug i spillet, men de nye tilføjelser giver spillet et voldsomt løft. Kan du lide spil, så skal du købe LittleBigPlanet 2 – længere er den bare ikke.
Gameplay:8.5
Grafik:7.0
Online:9.0
Holdbarhed:10
Overall 8.5
Log ind og stem
0
Der er endnu ingen der har stemt på denne hvis du kunne lide denne anmeldelse..
Køb spillet - og støt PSlife
Del denne artikel:
Kommentarer
Du skal være logget ind for at kunne læse og skrive kommentarer.