IO halverer besætning og fokuserer på Hitman

Skrevet af: Tobias Thybo - 17. juni 2013 - kl. 19:19
Del denne artikel:
10 0

Det danske spilstudie kommer under sparekniven. I den nærmeste fremtid skal det decimerede IO Interactive udelukkende koncentrere sig om et nyt Hitman.

Danske IO Interactive foretager i disse dage en prikkerunde, der kommer til at ramme omtrent halvdelen af udviklerholdets medarbejdere. Samtidig lukkes alle de projekter, der ikke hedder noget med Hitman, ned. Det udtaler Chris Glover, chef for Corporate Communications hos IOs udgiver Square Enix, ifølge Develop:

”Studiet vil fokusere målrettet på fremtidsvisionen for Hitman-franchisen og er i gang med forarbejdet på et nyt AAA Hitman-projekt. Vi har til gengæld taget den svære beslutning at aflyse andre studieprojekter og initiativer hos IO, og vi laver interne justeringer for at stå imod udfordringerne ved nutidens marked.”, fortæller Chris Glover og fortsætter:

”Vi er ekstremt taknemlige for de, der er berørte, for det hårde arbejde, de har bidraget med, og der, hvor det er muligt og passende at forflytte medarbejdere til åbne pladser os andre studier i gruppen (Square Enix, red.), vil vi gøre det. Vi rækker også ud mod andre selskaber for udplaceringsmuligheder. Vi ønsker dem det oprigtigt godt i deres fremtidige karrierer.”

Derudover får IO ny topchef i skikkelse af østrigske Hannes Seifert, der i de sidste tre år har været Production Director på holdet. Nyheden om besparelserne lægger en markant dæmper på rygterne om, at det tredje spil i serien om Kane & Lynch skulle være under udvikling. Bortset fra den succesfulde Hitman-serie har IO også stået bag det ti år gamle Freedom Fighters og Mini Ninjas. Hitman: Absolution udkom sidste efterår som det seneste spil af IO.
Log ind og stem
0
Der er endnu ingen der har stemt på denne hvis du kunne lide denne nyhed..
Del denne artikel:
Kommentarer
Du skal være logget ind for at kunne læse og skrive kommentarer.